1 Kongebog 8

¹Så samlede Salomo Israels ældste og alle stammehovederne, lederne af Israels sønners fædrenehuse, hos kong Salomo i Jerusalem, for at bringe Herrens pagts ark op fra Davids by, som er Zion.

²Alle Israels mænd samledes hos kong Salomo ved festen, i måneden Etanim, som er den syvende måned.

³Da ankom alle Israels ældste, og præsterne bar arken.

⁴De bragte Herrens ark op, forsamlingsteltet og alle de hellige redskaber, som var i teltet; og præsterne og levitterne bar dem op.

⁵Og kong Salomo og hele Israels menighed, som var samlet hos ham, var med ham foran arken, og ofrede så mange får og okser, at de ikke kunne tælles eller opregnes.

⁶Så satte præsterne Herrens pagts ark på dens plads, i husets inderste helligdom, i det Allerhelligste, under kerubernes vinger.

⁷For keruberne bredte deres vinger ud over arkens plads, og keruberne dannede et dække over arken og dens stænger ovenfra.

⁸Men stængerne var så lange, at enderne af stængerne kunne ses fra det hellige sted foran den inderste helligdom, men de kunne ikke ses udenfor; de er der den dag i dag.

⁹Der var intet i arken undtagen de to stentavler, som Moses havde lagt der ved Horeb, hvor Herren oprettede en pagt med Israels sønner, da de kom ud af Egyptens land.

¹⁰Og da præsterne gik ud af det hellige sted, fyldte skyen Herrens hus,

¹¹så præsterne ikke kunne stå og gøre tjeneste på grund af skyen, for Herrens herlighed fyldte Herrens hus.

¹²Så sagde Salomo, "Herren har erklæret, at Han ville bo i den tykke sky.

¹³Jeg har virkelig bygget Dig et prægtigt hus, et sted for Din bolig for evigt."

¹⁴Så vendte kongen sig for at velsigne hele Israels forsamling, mens hele Israels forsamling stod.

¹⁵Han sagde, "Velsignet være Herren, Israels Gud, som talte med Sin mund til min far David, og har opfyldt det med Sin hånd, idet Han sagde,

¹⁶'Siden den dag Jeg førte Mit folk Israel ud af Egypten, valgte Jeg ikke en by blandt alle Israels stammer, hvor Jeg kunne bygge et hus, så Mit navn ville være der, men Jeg valgte David til at være over Mit folk Israel.'

¹⁷Nu var det i min far Davids hjerte at bygge et hus for Herrens navn, Israels Gud.

¹⁸Men Herren sagde til min far David, 'Jeg så, det var i dit hjerte at bygge et hus for Mit navn, og du har gjort vel i at have dette ønske.

¹⁹Men du skal ikke bygge huset, for din søn, som vil blive født til dig, vil bygge huset for Mit navn.'

²⁰Nu har Herren opfyldt Sit ord, som Han talte, for jeg er rejst i stedet for min far David og sidder på Israels trone, som Herren lovede, og jeg har bygget huset for Herrens navn, Israels Gud.

²¹Og jeg har sat der et sted for arken, i hvilken er Herrens pagt, som Han lavede med vores fædre, da Han førte dem ud af Egyptens land."

²²Så stod Salomo foran Herrens alter i nærværelse af hele Israels forsamling, og løftede sine hænder mod himlen.

²³Han sagde, "Å Herre, Israels Gud, der er ingen Gud som Du i himlen ovenover eller på jorden nedenunder, som holder pagten og viser trofasthed mod Dine tjenere, som vandrer for Dit ansigt med hele deres hjerte,

²⁴som har holdt med Din tjener, min far David, det som Du lovede ham; Du har talt med Din mund og har opfyldt det med Din hånd, som det er i dag.

²⁵Nu da, Herre, Israels Gud, hold med Din tjener David, min far, hvad Du har lovet ham, idet Du sagde, 'Du skal ikke mangle en mand til at sidde på Israels trone, hvis blot dine sønner er omhyggelige med deres vej, at vandre for Mit ansigt, som du har vandret.'

²⁶Nu da, Israels Gud, lad Dit ord blive bekræftet, som Du har talt til Din tjener, min far David.

²⁷Men kan Gud virkelig bo på jorden? Se, himlen og de højeste himle kan ikke rumme Dig, hvor meget mindre dette hus, som jeg har bygget!

²⁸Alligevel, vend venligst Din opmærksomhed mod Din tjeners bøn og til hans anråbelse, Herre min Gud, for at lytte til råbet og til bønnen, som Din tjener beder for Dit ansigt i dag,

²⁹så Dine øjne må være åbne mod dette hus dag og nat, mod det sted, som Du har sagt, 'Mit navn skal være der,' for at lytte til bønnen, som Din tjener vil bede mod dette sted.

³⁰Og lyt til Din tjeners og Dine folk Israels anråbelse, når de beder mod dette sted; hør i himlen Din bolig; og når Du hører, tilgiv.

³¹Hvis nogen synder mod sin nabo og er forpligtet til at aflægge en ed, og han kommer og sværger foran Dit alter i dette hus,

³²så hør i himlen og handl, døm Dine tjenere, fordøm den onde ved at bringe hans vej over hans eget hoved, og retfærdiggør den retfærdige ved at give ham efter hans retfærdighed.

³³Når Dine folk Israel bliver besejret foran en fjende fordi de har syndet mod Dig, hvis de vender sig til Dig igen og bekender Dit navn og beder og anråber Dig i dette hus,

³⁴så hør i himlen, tilgiv Dine folk Israels synd, og genopret dem til det land, som Du gav til deres fædre.

³⁵Når himlene er lukkede, og der ikke er regn fordi de har syndet mod Dig, og de beder mod dette sted og bekender Dit navn og vender sig fra deres synd, når Du plager dem,

³⁶så hør i himlen og tilgiv Dine tjeneres og Dine folk Israels synd; lær dem den gode vej, de skal vandre på. Og send regn på Dit land, som Du har givet til Dine folk som en arv.

³⁷Hvis der er hungersnød i landet, hvis der er pest eller blæst eller meldug, græshopper eller græshoppesværme, hvis deres fjende belejrer dem i deres byers land, hvilken som helst plage, hvilken som helst sygdom der er,

³⁸hvilken som helst bøn eller anråbelse, der bliver gjort af nogen eller af alle Dine folk Israel, hver især kender sit eget hjertes plage, og spreder sine hænder mod dette hus,

³⁹så hør i himlen Din bolig, og tilgiv, og handl og giv til hver enkelt efter alle hans veje, hvis hjerte Du kender— for Du alene kender alle menneskers hjerter—

⁴⁰så de må frygte Dig alle de dage, de lever i det land, som Du har givet til vores fædre.

⁴¹Også angående den fremmede, som ikke er af Dine folk Israel, når han kommer fra et fjernt land for Dit navns skyld

⁴²(for de vil høre om Dit store navn, og Din mægtige hånd, og Din udrakte arm), når han kommer og beder mod dette hus,

⁴³hør i himlen Din bolig, og gør efter alt, hvad den fremmede kalder til Dig for, så alle jordens folk må kende Dit navn, at frygte Dig, som Dine folk Israel gør, og at de må vide, at dette hus, som jeg har bygget, er kaldt ved Dit navn.

⁴⁴Når Dine folk går ud i kamp mod deres fjende, på hvilken som helst måde Du sender dem, og de beder til Herren mod den by, Du har valgt, og det hus, jeg har bygget for Dit navn,

⁴⁵så hør i himlen deres bøn og deres anråbelse, og støt deres sag.

⁴⁶Når de synder mod Dig (for der er ingen, der ikke synder), og Du bliver vred på dem og overgiver dem til fjenden, så de bliver taget til fange til fjendens land, langt borte eller nær;

⁴⁷hvis de tager det til hjerte i det land, hvor de er blevet taget til fange, og omvender sig og anråber Dig i deres fangers land, idet de siger, 'Vi har syndet og gjort uret, vi har handlet ondt';

⁴⁸hvis de vender tilbage til Dig med hele deres hjerte og hele deres sjæl i deres fjenders land, som har taget dem til fange, og beder til Dig mod deres land, som Du har givet til deres fædre, den by, som Du har valgt, og det hus, som jeg har bygget for Dit navn,

⁴⁹så hør i himlen Din bolig deres bøn og deres anråbelse, og støt deres sag,

⁵⁰og tilgiv Dine folk, som har syndet mod Dig, og alle deres overtrædelser, som de har begået mod Dig, og gør dem til genstande for medfølelse for dem, der har taget dem til fange, så de vil have medfølelse med dem.

⁵¹For de er Dine folk og Din arv, som Du førte ud af Egypten, fra midten af jernovnen—

⁵²så Dine øjne må være åbne for Din tjeners anråbelse og for Dine folk Israels anråbelse, for at lytte til dem, når de kalder til Dig.

⁵³For Du har adskilt dem fra alle jordens folk som Din arv, ligesom Du talte gennem Moses, Din tjener, da Du førte vores fædre ud af Egypten, Herre Gud."

⁵⁴Da Salomo havde afsluttet denne hele bøn og anråbelse til Herren, rejste han sig fra foran Herrens alter, fra at knæle på sine knæ med sine hænder spredt mod himlen.

⁵⁵Og han rejste sig og velsignede hele Israels forsamling med høj røst, idet han sagde,

⁵⁶"Velsignet være Herren, som har givet hvile til Sit folk Israel, i overensstemmelse med alt, hvad Han lovede; ikke ét ord har fejlet af alle Hans gode løfter, som Han lovede gennem Moses, Sin tjener.

⁵⁷Må Herren vores Gud være med os, som Han var med vores fædre; må Han ikke forlade os eller opgive os,

⁵⁸så Han kan lede vores hjerter til Sig selv, at vandre på alle Hans veje og at holde Hans bud, Hans love og Hans forordninger, som Han befalede vores fædre.

⁵⁹Og må disse mine ord, som jeg har anråbt for Herren, være nær ved Herren vores Gud dag og nat, så Han kan støtte Sagen for Sin tjener og Sagen for Sit folk Israel, som hver dag kræver,

⁶⁰så alle jordens folk må vide, at Herren er Gud; der er ingen anden.

⁶¹Lad derfor jeres hjerte være fuldt ud hengivet til Herren vores Gud, at vandre i Hans love og at holde Hans bud, som på denne dag."

⁶²Så ofrede kongen, sammen med hele Israel, ofre foran Herren.

⁶³Salomo ofrede til fredsofferet, som han ofrede til Herren, toogtyve tusinde okser og hundrede og tyve tusinde får. Så indviede kongen og alle Israels sønner Herrens hus.

⁶⁴Samme dag indviede kongen midten af gården, som var foran Herrens hus, fordi der ofrede han brændofferet, afgrødeofferet og fettet af fredsofferne; for bronzealteret, der var foran Herren, var for lille til at rumme brændofferet, afgrødeofferet og fettet af fredsofferne.

⁶⁵Så holdt Salomo festen på det tidspunkt, og hele Israel med ham, en stor forsamling fra indgangen til Hamat til Egyptens bæk, for Herrens vores Guds ansigt, i syv dage og endnu syv dage, i alt fjorten dage.

⁶⁶På den ottende dag sendte han folket væk, og de velsignede kongen. Så gik de til deres telte glade og med glade hjerter på grund af al den godhed, som Herren havde vist mod David Sin tjener, og mod Sit folk Israel.