1 Thessalonikerbrevet 2

¹For I ved selv, brødre og søstre, at vores modtagelse hos jer ikke var uden resultat.

²Men efter at vi allerede havde lidt og blev mishandlet i Filippi, som I ved, fandt vi mod i vores Gud til at dele Guds evangelium med jer trods megen modstand.

³For vores formaning kommer ikke fra fejl eller urenhed eller gennem bedrag;

⁴men ligesom vi er blevet godkendt af Gud til at blive betroet evangeliet, sådan taler vi, ikke med det mål at behage mennesker, men at behage Gud, som undersøger vores hjerter.

⁵For vi kom aldrig med smigrende tale, som I ved, heller ikke med et motiv for grådighed—Gud er vores vidne—

⁶og vi søgte heller ikke ære fra mennesker, hverken fra jer eller fra andre, skønt vi kunne have hævdet vores autoritet som Kristi apostle.

⁷Men vi viste os at være milde iblandt jer. Som en ammende mor ømt plejer sine egne børn,

⁸på samme måde havde vi en dyb hengivenhed for jer og var glade for at dele med jer ikke kun Guds evangelium, men også vores egne liv, fordi I var blevet meget kære for os.

⁹For I husker, brødre og søstre, vores arbejde og besvær: det var ved at arbejde nat og dag for ikke at være en byrde for nogen af jer, at vi forkyndte Guds evangelium for jer.

¹⁰I er vidner, og det er Gud også, på hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi opførte os over for jer troende;

¹¹som I er klar over, opmuntrede, trøstede og formanede vi hver enkelt af jer, som en far med sine egne børn,

¹²så I ville leve på en måde, der er værdig for den Gud, som kalder jer ind i sit eget rige og herlighed.

¹³Af denne grund takker vi også konstant Gud for, at da I modtog Guds ord, som I hørte fra os, accepterede I det ikke som ordet fra blot mennesker, men som hvad det virkelig er, Guds ord, som også virker i jer, der tror.

¹⁴For I, brødre og søstre, blev efterlignere af Guds kirker i Kristus Jesus, som er i Judæa, for I udholdt også de samme lidelser fra jeres egne landsmænd, ligesom de gjorde fra jøderne,

¹⁵som både dræbte Herren Jesus og profeterne, og drev os ud. De behager ikke Gud, men er fjendtlige over for alle mennesker,

¹⁶og hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst; med det resultat, at de altid når grænsen for deres synder. Vreden er kommet over dem fuldt ud.

¹⁷Men vi, brødre og søstre, efter at have været adskilt fra jer i en kort tid—i person, ikke i ånd—var desto mere ivrige med stor længsel efter at se jeres ansigt.

¹⁸For vi ønskede at komme til jer—jeg, Paulus, mere end én gang—og alligevel hindrede Satan os.

¹⁹For hvem er vores håb, eller glæde, eller krone af stolthed? Er det ikke netop jer, i nærværelse af vores Herre Jesus ved hans komme?

²⁰For I er virkelig vores stolthed og glæde.