2 Krønikebog 18

¹Jehoshafat havde stor rigdom og ære; og han indgik en ægteskabsalliance med Ahab.

²Nogle år senere drog han ned til Ahab i Samaria. Og Ahab slagtede mange får og okser for ham og de folk, der var med ham, og han tilskyndede ham til at drage op mod Ramot i Gilead.

³Ahab, Israels konge, spurgte Jehoshafat, Judas konge: “Vil du slutte dig til mig i kampen mod Ramot i Gilead?” Og han svarede: “Jeg er som du, og mit folk som dit folk, og vi vil stå med dig i kampen.”

⁴Jehoshafat sagde dog til Israels konge: “Lad os først søge Herrens råd.”

⁵Så samlede Israels konge profeterne, fire hundrede mænd, og sagde til dem: “Skal vi drage mod Ramot i Gilead til kamp, eller skal jeg lade være?” Og de sagde: “Drag op, for Gud vil overgive det til kongen.”

⁶Men Jehoshafat sagde: “Er der ikke længere en Herrens profet her, så vi kan spørge ham?”

⁷Da sagde Israels konge til Jehoshafat: “Der er stadig én mand, ved hvem vi kan spørge Herren, men jeg hader ham, fordi han aldrig profeterer noget godt om mig, kun ondt. Han er Mika, Imlas søn.” Men Jehoshafat sagde: “Må kongen ikke sige sådan.”

⁸Så kaldte Israels konge en officer og sagde: “Bring hurtigt Mika, Imlas søn.”

⁹Nu sad Israels konge og Jehoshafat, Judas konge, hver på sin trone, klædt i deres kapper, og de sad på tærskepladsen ved indgangen til Samarias port; og alle profeterne profeterede foran dem.

¹⁰Da lavede Zedekias, Kena'anas søn, horn af jern til sig selv og erklærede: “Dette siger Herren: ‘Med disse skal du stange aramæerne, indtil de er besejret!’”

¹¹Alle profeterne profeterede også dette og sagde: “Drag op til Ramot i Gilead og få succes, for Herren vil overgive det til kongen.”

¹²Så talte sendebudet, der gik for at hente Mika, til ham og sagde: “Se, profeternes ord er enstemmigt gunstige for kongen. Så lad venligst dit ord være som en af dem, og tal gunstigt.”

¹³Men Mika sagde: “Så sandt som Herren lever, vil jeg tale, hvad min Gud siger.”

¹⁴Da han kom til kongen, sagde kongen til ham: “Mika, skal vi drage i kamp mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?” Han sagde: “Drag op og få succes, for de vil blive overgivet til dig!”

¹⁵Da sagde kongen til ham: “Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge, at du ikke vil fortælle mig andet end sandheden i Herrens navn?”

¹⁶Så sagde han: “Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får der ikke har nogen hyrde; og Herren sagde: ‘Disse har ingen herre. Hver af dem skal vende tilbage til sit hus i fred.’”

¹⁷Da sagde Israels konge til Jehoshafat: “Sagde jeg ikke til dig, at han ikke ville profetere noget godt om mig, kun ondt?”

¹⁸Mika sagde: “Hør derfor Herrens ord. Jeg så Herren sidde på sin trone, og alle himlens engle stod på hans højre og venstre side.

¹⁹Og Herren sagde: ‘Hvem vil lokke Ahab, Israels konge, til at drage op og falde ved Ramot i Gilead?’ Og den ene sagde dette, mens den anden sagde hint.

²⁰Så trådte en ånd frem og stod foran Herren og sagde: ‘Jeg vil overtale ham.’ Og Herren sagde til ham: ‘Hvordan?’

²¹Han sagde, ‘Jeg vil gå og være en løgnens ånd i munden på alle hans profeter.’ Da sagde Han, ‘Du skal lokke ham, og du vil også få succes. Gå og gør således.’

²²Se nu, Herren har lagt en løgnens ånd i munden på disse dine profeter; for Herren har forkyndt ulykke imod dig.”

²³Da kom Zedekias, Kena'anas søn, hen og slog Mika på kinden og sagde: “Hvordan gik Herrens ånd fra mig for at tale til dig?”

²⁴Mika sagde: “Se, du vil se på den dag, når du går fra det ene indre rum til det andet for at skjule dig.”

²⁵Så befalede Israels konge: “Tag Mika tilbage til Amon, byens guvernør, og til Joash, kongens søn,

²⁶og sig: ‘Dette siger kongen: “Sæt denne mand i fængsel, og giv ham kun brød og vand, indtil jeg vender sikkert tilbage.”’”

²⁷Men Mika sagde: “Hvis du virkelig vender sikkert tilbage, har Herren ikke talt ved mig.” Og han sagde: “Lyt, alle I folk!”

²⁸Så drog Israels konge og Jehoshafat, Judas konge, til Ramot i Gilead.

²⁹Og Israels konge sagde til Jehoshafat: “Jeg vil forklæde mig og gå ind i kampen, men du skal tage dine kongelige klæder på.” Så forklædte Israels konge sig, og de gik ind i kampen.

³⁰Nu havde Arams konge befalet sine vognkaptajner og sagt: “Kæmp ikke med nogen, hverken lille eller stor, undtagen Israels konge alene.”

³¹Så da vognkaptajnerne så Jehoshafat, sagde de: “Det er Israels konge!” Og de vendte sig for at kæmpe mod ham, men Jehoshafat råbte, og Herren hjalp ham, og Gud vendte dem bort fra ham.

³²Da vognkaptajnerne indså, at det ikke var Israels konge, vendte de tilbage fra at forfølge ham.

³³Nu trak en mand sin bue tilfældigt og ramte Israels konge i en samling i rustningen. Så sagde han til kusken på vognen: “Vend om og tag mig ud af kampen, for jeg er hårdt såret.”

³⁴Kampen rasede den dag, og Israels konge holdt sig oppe i sin vogn mod aramæerne indtil aftenen; og ved solnedgang døde han.