2 Krønikebog 20

¹Efter disse begivenheder kom Moabs sønner og Ammons sønner, sammen med nogle af Meunitterne, for at føre krig mod Josafat.

²Budbringere kom og informerede Josafat og sagde, "En stor hær nærmer sig dig fra havet, fra Aram; og se, de er i Hazazon-tamar (det er En-Gedi)."

³Josafat blev bange og vendte sin opmærksomhed mod at søge Herren; og han udråbte en faste i hele Juda.

⁴Således samlede Juda sig for at søge hjælp fra Herren; folk kom endda fra alle Judæas byer for at søge Herren.

⁵Josafat stod da i forsamlingen af Juda og Jerusalem, i Herrens hus foran den nye forgård,

⁶og han sagde, "Herre, vore forfædres Gud, er Du ikke Gud i himlene? Og hersker Du ikke over alle nationernes riger? Magt og styrke er i Din hånd, og ingen kan modstå Dig.

⁷Fordrev Du ikke, vor Gud, indbyggerne i dette land foran Dine folk Israel, og gav det til efterkommerne af Din ven Abraham for evigt?

⁸De har bosat sig i det og har bygget en helligdom for Dit Navn og sagt,

⁹'Hvis en ulykke kommer over os, hvad enten det er ved sværd, dom, pest eller hungersnød, vil vi stå foran dette hus og foran Dig (for Dit navn er i dette hus), og råbe til Dig i vores nød, og Du vil høre og redde os.'

¹⁰Se nu, Ammons sønner, Moab og Seirs bjerg, som Du ikke lod Israel invadere, da de kom ud af Egyptens land (for de vendte sig bort fra dem og ødelagde dem ikke),

¹¹se hvordan de gengælder os ved at komme for at drive os ud fra Din ejendom, som Du har givet os som en arv.

¹²Vor Gud, vil Du ikke dømme dem? For vi er magtesløse over for denne store mængde, der kommer imod os; vi ved heller ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod Dig."

¹³Hele Juda stod foran Herren, med deres spædbørn, deres hustruer og deres børn.

¹⁴Da, mens forsamlingen var samlet, kom Herrens Ånd over Jahaziel, søn af Zekarja, søn af Benaja, søn af Jeiel, søn af Mattanja, en levit af Asafs sønner;

¹⁵og han sagde, "Hør, hele Juda og Jerusalems indbyggere, og kong Josafat: Dette siger Herren til jer: 'Frygt ikke eller bliv modløse på grund af denne store mængde, for kampen er ikke jeres, men Guds.

¹⁶I morgen skal I gå ned imod dem. Se, de vil stige op ad Ziz' stigning, og I vil finde dem for enden af dalen foran Jeruels ørken.

¹⁷I behøver ikke at kæmpe i denne kamp; tag jeres position, stå fast og se Herrens frelse på jeres vegne, Juda og Jerusalem. Frygt ikke eller bliv modløse; i morgen skal I gå ud for at møde dem, for Herren er med jer.'"

¹⁸Josafat bøjede sit ansigt til jorden, og hele Juda og Jerusalems indbyggere faldt ned for Herren og tilbad Herren.

¹⁹Levitterne, fra efterkommerne af Kehatitterne og Korahitterne, stod op for at prise Herren Israels Gud med en meget høj stemme.

²⁰De stod tidligt op om morgenen og gik ud til Tekoas ørken; og da de gik ud, stod Josafat og sagde, "Hør mig, Juda og Jerusalems indbyggere: Sæt jeres lid til Herren jeres Gud, og I vil bestå. Sæt jeres lid til Hans profeter, og få succes."

²¹Efter at have rådført sig med folket, udpegede han dem, der sang for Herren og dem, der priste Ham i hellig klædning, mens de gik ud foran hæren og sagde, "Tak Herren, for Hans trofasthed er evig."

²²Da de begyndte at synge og prise, satte Herren baghold mod Ammons sønner, Moab og Seirs bjerg, som var kommet imod Juda; så de blev slået ned.

²³For Ammons og Moabs sønner rejste sig mod indbyggerne af Seirs bjerg og ødelagde dem fuldstændigt; og da de var færdige med indbyggerne af Seir, vendte de sig mod hinanden og ødelagde hinanden.

²⁴Da Juda kom til vagttårnet i ørkenen, vendte de sig mod mængden, og se, der lå lig på jorden, og ingen var undsluppet.

²⁵Da Josafat og hans folk kom for at samle byttet, fandt de meget blandt dem, inklusive gods, klæder og værdifulde ting, som de tog til sig selv, mere end de kunne bære. Og de samlede byttet i tre dage, fordi der var så meget.

²⁶Så på den fjerde dag samlede de sig i Berakas dal, for der velsignede de Herren. Derfor kaldte de det sted "Berakas dal" indtil i dag.

²⁷Hver mand af Juda og Jerusalem vendte tilbage med Josafat i spidsen, tilbage til Jerusalem med glæde, for Herren havde fået dem til at glæde sig over deres fjender.

²⁸De gik ind i Jerusalem med harper, lyrer og trompeter, og gik til Herrens hus.

²⁹Og frygten for Gud var over alle landenes riger, da de hørte, at Herren havde kæmpet mod Israels fjender.

³⁰Så Josafats rige var i fred, for hans Gud gav ham ro på alle sider.

³¹Josafat begyndte sin regering over Juda i en alder af femogtredive. Han regerede i Jerusalem i femogtyve år. Hans mor var Azuba, datter af Shilhi.

³²Han vandrede i sin far Asas vej og afveg ikke fra den, gjorde hvad der var ret i Herrens øjne.

³³Kun, de høje steder blev ikke fjernet; folket havde stadig ikke rettet deres hjerter til deres fædres Gud.

³⁴Nu resten af Josafats handlinger, fra den første til den sidste, se, de er skrevet i annalerne af Jehu, Hananis søn, som er optaget i Israels Kongers Bog.

³⁵Efter dette dannede Josafat, Judas konge, en alliance med Akazja, Israels konge. Han handlede ondt ved at gøre dette.

³⁶Således allierede han sig med ham for at lave skibe til at gå til Tarsis, og de byggede skibene i Ezion-Geber.

³⁷Eliezer, Dodavahus søn fra Maresja, profeterede mod Josafat og sagde, "Fordi du har allieret dig med Akazja, har Herren ødelagt dine værker." Som følge heraf blev skibene ødelagt og kunne ikke gå til Tarsis.