2 Krønikebog 30

¹Nu sendte Ezekias bud til hele Israel og Juda, og han skrev også breve til Efraim og Manasse, hvor han indbød dem til at komme til Herrens hus i Jerusalem for at fejre påsken for Herren, Israels Gud.

²For kongen, hans embedsmænd og hele forsamlingen i Jerusalem havde besluttet at fejre påsken i den anden måned,

³da de ikke kunne fejre den på det tidspunkt, fordi ikke nok præster havde helliget sig, og folket ikke var samlet i Jerusalem.

⁴Beslutningen var rigtig i kongens og hele forsamlingens øjne.

⁵Så de fastsatte et dekret om at udsende en proklamation gennem hele Israel, fra Be'ersheba til Dan, om at de skulle komme for at fejre påsken for Herren, Israels Gud, i Jerusalem. For de havde ikke fejret den i stort antal som foreskrevet.

⁶Kurererne gik gennem Israel og Juda med brevene fra kongens og hans embedsmænds hånd, i overensstemmelse med kongens befaling, og sagde: "Sønner af Israel, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, så Han kan vende tilbage til dem af jer, der er tilbage, som er undsluppet fra Assyriens kongers hånd.

⁷Vær ikke som jeres fædre og jeres brødre, som var utro mod Herren, deres fædres Gud, så Han gjorde dem til et rædselsvækkende eksempel, som I ser.

⁸Gør nu ikke jeres nakke stiv som jeres fædre, men giv jer til Herren og træd ind i Hans helligdom, som Han har helliget for evigt, og tjen Herren jeres Gud, så Hans brændende vrede kan vende sig fra jer.

⁹For hvis I vender tilbage til Herren, vil jeres brødre og jeres sønner finde barmhjertighed hos dem, der tog dem til fange, og vil vende tilbage til dette land. For Herren jeres Gud er nådig og barmhjertig, og vil ikke vende sit ansigt fra jer, hvis I vender tilbage til Ham."

¹⁰Så kurererne gik fra by til by gennem Efraims og Manasses område, og så langt som til Zebulon, men de blev mødt med hån og spot.

¹¹Dog ydmygede nogle mænd fra Asher, Manasse og Zebulon sig og kom til Jerusalem.

¹²Gud bevægede også Judas folks hjerter til at forene dem i at følge kongens og embedsmændenes befalinger, i overensstemmelse med Herrens ord.

¹³Nu samledes en stor mængde i Jerusalem for at fejre de usyrede brøds fest i den anden måned, en meget stor forsamling.

¹⁴De rejste sig og fjernede de altre, som var i Jerusalem; de fjernede også alle røgelsesaltrene og kastede dem i Kedronbækken.

¹⁵Så slagtede de påskelammene på den fjortende dag i den anden måned. Og præsterne og levitterne skammede sig og helligede sig og bragte brændofre til Herrens hus.

¹⁶De tog deres pladser ved deres poster i overensstemmelse med Moses, Guds mands, lov; præsterne stænkede blodet, modtaget fra levitternes hånd.

¹⁷Da der var mange i forsamlingen, som ikke havde helliget sig, var levitterne ansvarlige for at slagte påskelammene for alle, der var urene, så de kunne hellige dem til Herren.

¹⁸For et stort antal af folket, mange fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, havde ikke renset sig, men de spiste påsken i strid med det, der var skrevet. For Ezekias bad for dem og sagde: "Må den gode Herre tilgive

¹⁹enhver, der sætter sit hjerte til at søge Gud, Herren, hans fædres Gud, selvom det ikke er i overensstemmelse med helligdommens renselsesregler."

²⁰Så Herren lyttede til Ezekias og helbredte folket.

²¹Israels sønner, som var til stede i Jerusalem, fejrede de usyrede brøds fest i syv dage med stor glæde, og levitterne og præsterne priste Herren dag efter dag med høje instrumenter til Herren.

²²Så talte Ezekias opmuntrende til alle levitterne, som viste god indsigt i Herrens ting. Så de spiste i de fastsatte syv dage, bragte fredsofre og takkede Herren, deres fædres Gud.

²³Så besluttede hele forsamlingen at fejre festen i yderligere syv dage, så de fejrede de ekstra syv dage med glæde.

²⁴For Ezekias, Judas konge, havde bidraget til forsamlingen med tusind tyre og syv tusind får, og lederne havde bidraget til forsamlingen med tusind tyre og ti tusind får; og et stort antal præster helligede sig.

²⁵Hele Judas forsamling glædede sig, sammen med præsterne, levitterne og alle, der var kommet fra Israel, inklusive de fremmede fra Israels land og dem, der boede i Juda.

²⁶Så der var stor glæde i Jerusalem, fordi en sådan begivenhed ikke havde fundet sted i Jerusalem siden Salomos, Davids søn, Israels konges dage.

²⁷Så stod de levitiske præster og velsignede folket; og deres stemme blev hørt, og deres bøn nåede Hans hellige bolig, til himlen.