2 Krønikebog 6

¹Da talte Salomo: "Herren har erklæret, at Han vil bo i den tætte sky.

²Jeg har bygget et storslået hus til Dig, og et sted for Din evige bolig."

³Da vendte kongen sig og velsignede hele Israels forsamling, mens hele Israels forsamling stod.

⁴Han proklamerede: "Velsignet være Herren, Israels Gud, som talte til min far David, og har fuldført det med sine hænder, idet Han sagde,

⁵'Siden den dag, jeg førte mit folk ud af Egyptens land, har jeg ikke valgt en by blandt alle Israels stammer til at bygge et hus, så mit navn kunne være der, og jeg har heller ikke valgt nogen mand som leder over mit folk Israel;

⁶men jeg har valgt Jerusalem, så mit navn kunne være der, og jeg har valgt David til at være over mit folk Israel.'

⁷Det var i min far Davids hjerte at bygge et hus for Herrens navn, Israels Gud.

⁸Men Herren sagde til min far David, 'Fordi det var i dit hjerte at bygge et hus for mit navn, gjorde du vel i at have dette ønske i dit hjerte.

⁹Dog skal du ikke bygge huset, men din søn, som vil blive født til dig, han skal bygge huset for mit navn.'

¹⁰Nu har Herren opfyldt sit ord, som Han talte; for jeg er rejst i stedet for min far David og sidder på Israels trone, som Herren lovede, og jeg har bygget huset for Herrens navn, Israels Gud.

¹¹Og der har jeg placeret arken, i hvilken Herrens pagt er, som Han lavede med Israels sønner."

¹²Så stod han foran Herrens alter i nærværelse af hele Israels forsamling og rakte sine hænder ud.

¹³For Salomo havde lavet en bronzepodie, fem alen lang, fem alen bred og tre alen høj, og havde sat den midt i gården; og han stod på den, så knælede han på sine knæ i nærværelse af hele Israels forsamling, og rakte sine hænder mod himlen.

¹⁴Han sagde: "Herren, Israels Gud, der er ingen Gud som Du i himlen eller på jorden, som holder Din pagt og Din trofasthed mod Dine tjenere, der vandrer for Dig med hele deres hjerte—

¹⁵Du, som har holdt med Din tjener, min far David, det som Du lovede ham; Du har talt med Din mund og har opfyldt det med Din hånd, som det er i dag.

¹⁶Nu da, Herre, Israels Gud, hold for Din tjener, min far David, det som Du har lovet ham, idet Du sagde, 'Du skal ikke mangle en mand til at sidde på Israels trone, hvis blot dine sønner tager sig af deres vej, at vandre i min lov, som du har vandret for mig.'

¹⁷Nu da, Herre, Israels Gud, lad Dit ord, som Du har talt til Din tjener David, blive bekræftet.

¹⁸Men vil Gud virkelig bo med menneskene på jorden? Se, himlen og den højeste himmel kan ikke rumme Dig; hvor meget mindre dette hus, som jeg har bygget!

¹⁹Alligevel, vend Din opmærksomhed mod Din tjeners bøn og hans bønfaldelse, Herre min Gud, for at lytte til råbet og til bønnen, som Din tjener fremfører for Dig,

²⁰så Dine øjne vil være åbne mod dette hus dag og nat, mod det sted, som Du har erklæret, at Du vil sætte Dit navn der, for at lytte til den bøn, som Din tjener vil bede mod dette sted.

²¹Og lyt til Din tjeners og Dine folk Israels bønfaldelser, når de beder mod dette sted; hør fra Din bolig, fra himlen; hør og tilgiv.

²²Hvis en person synder mod sin nabo og er nødt til at aflægge ed, og han kommer og aflægger ed foran Dit alter i dette hus,

²³så hør fra himlen og handl, og døm Dine tjenere, bring retfærdighed til den onde ved at bringe hans vej over hans eget hoved, og retfærdiggør den retfærdige ved at belønne ham efter hans retfærdighed.

²⁴Hvis Dine folk Israel bliver besejret foran en fjende, fordi de har syndet mod Dig, og de vender tilbage og bekender Dit navn, og beder og bønfalder Dig i dette hus,

²⁵så hør fra himlen og tilgiv Dine folk Israels synd, og genopret dem til det land, som Du har givet dem og deres fædre.

²⁶Når himlene er lukkede og der ikke er regn, fordi de har syndet mod Dig, og de beder mod dette sted og bekender Dit navn, og vender sig fra deres synd, når Du plager dem,

²⁷så hør i himlen og tilgiv Dine tjeneres og Dine folk Israels synd, lær dem den gode vej, som de skal vandre på; og send regn over Dit land, som Du har givet Dine folk som en arv.

²⁸Hvis der er hungersnød i landet, hvis der er pest, hvis der er blæresyge eller meldug, græshopper eller græshopper, hvis fjender belejrer dem i deres byers land, hvilken som helst pest eller sygdom der er,

²⁹hvilken som helst bøn eller bønfaldelse, der bliver fremsat af nogen, eller af hele Dine folk Israel, hver især kender sin egen lidelse og sin egen smerte, og rækker sine hænder ud mod dette hus,

³⁰så hør fra himlen Din bolig, og tilgiv, og giv hver efter alle hans veje, hvis hjerte Du kender— for Du alene kender menneskenes sønners hjerter—

³¹så de må ære Dig, at vandre i Dine veje, så længe de lever i det land, som Du har givet vore fædre.

³²Også vedrørende den fremmede, som ikke er fra Dine folk Israel, men kommer fra et fjernt land på grund af Dit store navn, og Din mægtige hånd, og Din udrakte arm— når de kommer og beder mod dette hus,

³³så hør fra himlen, fra Din bolig, og gør efter alt, hvad den fremmede kalder til Dig om, så alle jordens folk må kende Dit navn, og ære Dig som Dine folk Israel, og at de må vide, at dette hus, som jeg har bygget, er kaldet ved Dit navn.

³⁴Når Dine folk går ud i kamp mod deres fjender, i hvilken som helst retning Du sender dem, og de beder til Dig mod denne by, som Du har valgt, og det hus, som jeg har bygget for Dit navn,

³⁵så hør fra himlen deres bøn og deres bønfaldelse, og oprethold deres sag.

³⁶Når de synder mod Dig (for der er ingen person, der ikke synder) og Du er vred på dem og overlader dem til en fjende, så de tager dem bort som fanger til et land langt eller nær,

³⁷hvis de tager det til hjerte i det land, hvor de er taget til fange, og omvender sig og bønfalder Dig i fangenskabets land, idet de siger, 'Vi har syndet, vi har gjort forkert og handlet ugudeligt';

³⁸hvis de vender tilbage til Dig helhjertet og med hele deres sjæl i fangenskabets land, hvor de er blevet taget til fange, og beder mod deres land, som Du har givet deres fædre, og den by, som Du har valgt, og mod det hus, som jeg har bygget for Dit navn,

³⁹så hør fra himlen, fra Din bolig, deres bøn og deres bønfaldelser, og oprethold deres sag, og tilgiv Dine folk, som har syndet mod Dig.

⁴⁰Nu, min Gud, lad Dine øjne være åbne og Dine ører opmærksomme på den bøn, der tilbydes på dette sted.

⁴¹Så stå op, Herre Gud, til Din hvileplads, Du og Din styrkes ark; lad Dine præster, Herre Gud, være klædt med frelse, og lad Dine trofaste glæde sig i godhed.

⁴²Herre Gud, vend ikke Din salvedes ansigt bort; husk Din trofaste kærlighed til Din tjener David.”