5 Mosebog 9

¹Hør, Israel: Du er ved at krydse Jordan i dag for at komme ind og fordrive nationer, der er større og stærkere end dig, med store byer befæstet op til himlen.

²Folket er stærkt og højt—Anakim. Du kender til dem, og du har hørt det sagt: ‘Hvem kan stå op imod Anaks efterkommere?’

³Men forstå i dag, at Herren din Gud går foran dig som en fortærende ild. Han vil ødelægge dem og underlægge dem for dig. Så du skal drive dem ud og tilintetgøre dem hurtigt, som Herren har lovet.

⁴Når Herren din Gud har drevet dem ud for dig, må du ikke sige i dit hjerte: ‘Det er på grund af min retfærdighed, at Herren har bragt mig ind for at besidde dette land.’ Snarere er det på grund af disse nationers ugudelighed, at Herren fordriver dem for dig.

⁵Det er ikke på grund af din retfærdighed eller dit hjertes oprigtighed, at du går ind for at besidde deres land. I stedet er det på grund af deres ugudelighed, at Herren din Gud driver dem ud for dig, for at bekræfte det løfte, Han gav til dine forfædre—til Abraham, Isak og Jakob.

⁶Vid derfor, at det ikke er på grund af din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette gode land at besidde—for du er et stivnakket folk.

⁷Husk og glem ikke, hvordan du vakte Herrens din Guds vrede i ørkenen. Fra den dag du forlod Egypten, indtil du ankom her, har du været oprørsk mod Herren.

⁸Ved Horeb vakte du Herrens vrede, så Han var parat til at ødelægge dig.

⁹Da jeg gik op på bjerget for at modtage stentavlerne, tavlerne med den pagt, Herren lavede med dig, blev jeg på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter. Jeg spiste intet brød og drak intet vand.

¹⁰Herren gav mig to stentavler skrevet med Hans egen finger. På dem var alle de ord, Herren havde talt til dig fra ilden på bjerget på forsamlingens dag.

¹¹Ved slutningen af fyrre dage og fyrre nætter gav Herren mig de to stentavler—pagtens tavler.

¹²Så sagde Herren til mig: ‘Rejs dig og gå hurtigt ned herfra, for dit folk, som du førte ud af Egypten, har fordærvet sig selv. De har hurtigt vendt sig bort fra den vej, jeg befalede dem, og har lavet sig et afgudsbillede.’

¹³Og Herren sagde: ‘Jeg har set dette folk, og de er virkelig et stædigt folk.

¹⁴Lad Mig være, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres navn fra under himlen. Så vil jeg gøre dig til en nation stærkere og mere talrig end de.’

¹⁵Så vendte jeg mig om og gik ned fra bjerget, mens det brændte med ild, med de to pagtens tavler i mine hænder.

¹⁶Og jeg så, at I havde syndet mod Herren jeres Gud; I havde lavet jer et kalveafgudsbillede. I havde hurtigt vendt jer bort fra den vej, Herren havde befalet jer.

¹⁷Så tog jeg de to tavler og kastede dem ud af mine hænder og knuste dem for jeres øjne.

¹⁸Så lå jeg med ansigtet nedad for Herren i fyrre dage og fyrre nætter, som jeg havde gjort første gang. Jeg spiste ikke brød og drak ikke vand på grund af al den synd, I havde begået, ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne og vakte Hans vrede.

¹⁹Jeg var bange for Herrens voldsomme vrede, som var så vred på jer, at Han var parat til at ødelægge jer. Men Herren lyttede til mig den gang også.

²⁰Herren var vred nok på Aron til at ødelægge ham, men jeg bad også for Aron på det tidspunkt.

²¹Så tog jeg den syndige ting, I havde lavet—kalven—og brændte den i ilden, knuste den og malede den til pulver så fint som støv, og kastede støvet i bækken, der løber ned fra bjerget.

²²I vakte også Herrens vrede ved Taberah, ved Massah og ved Kibroth Hattaavah.

²³Og da Herren sendte jer fra Kadesh Barnea og sagde: ‘Gå op og tag det land i besiddelse, jeg har givet jer,’ gjorde I oprør mod Herrens jeres Guds befaling. I stolede hverken på Ham eller adlød Ham.

²⁴I har været oprørske mod Herren fra den dag, jeg først kendte jer.

²⁵Så lå jeg med ansigtet nedad for Herren de fyrre dage og fyrre nætter, fordi Herren havde sagt, at Han ville ødelægge jer.

²⁶Jeg bad til Herren og sagde: ‘Herre Gud, ødelæg ikke Dit folk, Din arv, som Du forløste gennem Din storhed og førte ud af Egypten med en mægtig hånd.

²⁷Husk Dine tjenere Abraham, Isak og Jakob. Se ikke på dette folks stædighed eller på deres ugudelighed og synd.

²⁸Ellers vil landet, som Du førte os ud fra, sige: “Fordi Herren ikke var i stand til at føre dem ind i det land, Han lovede, og fordi Han hadede dem, førte Han dem ud for at dræbe dem i ørkenen.”

²⁹Alligevel er de Dit folk—Din arv—som Du førte ud ved Din store magt og udstrakte arm.