2 Mosebog 33

¹Så sagde Herren til Moses: “Drag bort herfra, du og det folk, du har ført op fra Egypten, og fortsæt til det land, jeg svor at give til Abraham, Isak og Jakob, idet jeg sagde: ‘Jeg vil give det til dine efterkommere.’

²Jeg vil sende en engel foran dig og vil fordrive kana'anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne.

³Drag op til et land, der flyder med mælk og honning; dog vil jeg ikke følge med dig, for du er et stivnakket folk, og jeg kunne tilintetgøre dig undervejs.”

⁴Da folket hørte disse urolige ord, sørgede de, og ingen smykkede sig med smykker.

⁵For Herren havde sagt til Moses: “Sig til israelitterne: ‘I er et stivnakket folk. Hvis jeg fulgte med jer blot et øjeblik, kunne jeg tilintetgøre jer. Derfor, tag jeres smykker af, så jeg kan beslutte, hvad jeg vil gøre med jer.’”

⁶Således aflagde israelitterne deres smykker fra Horebs bjerg og fremover.

⁷Moses tog et telt og slog det op uden for lejren, et stykke væk, og han kaldte det “forsamlingsteltet.” Enhver, der søgte Herren, gik ud til forsamlingsteltet, som var uden for lejren.

⁸Hver gang Moses gik ud til teltet, rejste hele folket sig og stod ved indgangen til deres telte og så efter Moses, indtil han gik ind i teltet.

⁹Når Moses gik ind i teltet, dalede skystøtten ned og blev stående ved indgangen, og Herren talte med Moses.

¹⁰Når folket så skystøtten stå ved teltets indgang, rejste de sig alle og tilbad, hver ved indgangen til sit telt.

¹¹Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som en mand taler med sin ven. Så vendte Moses tilbage til lejren, men hans unge tjener Josva, Nuns søn, forlod ikke teltet.

¹²Moses sagde til Herren: “Du har sagt til mig: ‘Før dette folk,’ men du har ikke fortalt, hvem du vil sende med mig. Du har sagt: ‘Jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne.’

¹³Hvis jeg virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje, så jeg kan kende dig og fortsat finde nåde for dine øjne. Husk, at dette folk er dit folk.”

¹⁴Herren svarede: “Min nærværelse skal gå med dig, og jeg vil give dig hvile.”

¹⁵Moses svarede: “Hvis dit nærvær ikke følger med os, så lad os ikke forlade dette sted.

¹⁶For hvordan skal det blive kendt, at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk, medmindre du følger med os? Hvad andet vil adskille mig og dit folk fra alle andre folk på jorden?”

¹⁷Herren sagde til Moses: “Jeg vil også gøre dette, som du har bedt om, for du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn.”

¹⁸Moses sagde da: “Vis mig venligst din herlighed.”

¹⁹Og Herren sagde: “Jeg vil lade al min godhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg vil være nådig mod den, jeg vil være nådig mod, og vise barmhjertighed mod den, jeg vil vise barmhjertighed mod.”

²⁰Men han sagde: “Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.”

²¹Herren fortsatte: “Der er et sted nær mig, hvor du kan stå på en klippe.

²²Når min herlighed går forbi, vil jeg sætte dig i en klippekløft og dække dig med min hånd, indtil jeg er gået forbi.

²³Så vil jeg fjerne min hånd, og du skal se min ryg; men mit ansigt må ikke ses.”