Ezekiels Bog 3

¹Så sagde Han til mig: "Menneskesøn, fortær hvad du finder her; spis denne skriftrulle, og gå så og tal til Israels hus."

²Så åbnede jeg min mund, og Han gav mig skriftrullen at fortære.

³Og Han sagde til mig: "Menneskesøn, fyld din mave og din krop med denne skriftrulle, som jeg giver dig." Så spiste jeg den, og den var så sød som honning i min mund.

⁴Så sagde Han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels hus og overbring Mine ord til dem.

⁵For du bliver ikke sendt til et folk med uforståeligt sprog eller vanskeligt sprog, men til Israels hus—

⁶ikke til mange folk med uforståeligt sprog eller vanskeligt sprog, hvis ord du ikke kan forstå. Hvis jeg havde sendt dig til dem, ville de helt sikkert have lyttet til dig.

⁷Men Israels hus vil ikke være villige til at lytte til dig, for de er ikke villige til at lytte til Mig; alle israelitterne er stædige og genstridige.

⁸Se, jeg har gjort dit ansigt lige så ubøjeligt som deres, og din pande lige så ubøjeligt som deres.

⁹Som den hårdeste sten, hårdere end flint, har jeg gjort din pande. Vær ikke bange for dem eller lad dig skræmme af dem, selvom de er et oprørsk hus."

¹⁰Desuden sagde Han til mig: "Menneskesøn, tag alle de ord, jeg skal tale til dig, ind i dit hjerte og lyt opmærksomt.

¹¹Gå nu til dit folk i eksil og tal til dem. Sig til dem: 'Dette siger den Suveræne Herre,' hvad enten de lytter eller ej."

¹²Så løftede Ånden mig op, og jeg hørte en stor rumlen bag mig: "Må Herrens herlighed blive lovprist fra Hans sted!"

¹³Det var lyden af de levende væseners vinger, der rørte ved hinanden, og lyden af hjulene ved siden af dem, en stor rumlen.

¹⁴Så løftede Ånden mig op og tog mig væk, og jeg gik i bitterhed og i min ånds vrede, med Herrens stærke hånd over mig.

¹⁵Jeg kom til de landflygtige, der boede ved Kebar-floden i Tel-abib, og jeg sad blandt dem i syv dage, dybt bekymret.

¹⁶Efter syv dage kom Herrens ord til mig og sagde,

¹⁷"Menneskesøn, jeg har udpeget dig som en vægter for Israels hus; så hør det ord, jeg taler, og giv dem advarsel fra Mig.

¹⁸Når jeg erklærer for en ugudelig person, 'Du er dødsdømt,' og du ikke advarer dem eller taler ud for at vende dem fra deres onde veje for at redde deres liv, vil den ugudelige person dø for deres synd, og jeg vil holde dig ansvarlig for deres blod.

¹⁹Men hvis du advarer den ugudelige person, og de ikke vender sig fra deres ugudelighed eller fra deres onde veje, vil de dø for deres synd; dog vil du have reddet dig selv.

²⁰Igen, når en retfærdig person vender sig fra deres retfærdighed og gør ondt, og jeg lægger en forhindring foran dem, vil de dø. Da du ikke advarede dem, vil de dø for deres synd, og deres retfærdige gerninger vil ikke blive husket, men jeg vil holde dig ansvarlig for deres blod.

²¹Men hvis du advarer den retfærdige person om ikke at synde, og de ikke synder, vil de helt sikkert leve, fordi de tog advarslen, og du vil have reddet dig selv."

²²Nu var Herrens hånd over mig der, og Han sagde til mig: "Rejs dig, gå ud på sletten, og der vil jeg tale til dig."

²³Så rejste jeg mig og gik ud på sletten, og se, Herrens herlighed stod der, som den herlighed jeg havde set ved Kebar-floden, og jeg faldt på mit ansigt.

²⁴Så kom Ånden ind i mig og satte mig på mine fødder. Han talte med mig og sagde: "Gå, luk dig inde i dit hus.

²⁵Og hvad angår dig, menneskesøn, vil de binde dig med reb, så du ikke kan gå ud blandt folket.

²⁶Desuden vil jeg få din tunge til at klæbe til ganen, så du vil være tavs og ude af stand til at irettesætte dem, for de er et oprørsk hus.

²⁷Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem: 'Dette siger den Suveræne Herre.' Hvem der vil lytte, lad dem lytte, og hvem der vil nægte, lad dem nægte; for de er et oprørsk hus.