1 Mosebog 8

¹Men Gud huskede Noah og alle dyrene og kvæget, der var med ham i arken, og han sendte en vind over jorden, så vandet begyndte at falde.

²Dybet kilder og himlens sluser blev lukket, og regnen fra himlen blev holdt tilbage.

³Vandet trak sig gradvist tilbage fra jorden, og ved slutningen af hundrede og halvtreds dage var vandet aftaget.

⁴På den syttende dag i den syvende måned satte arken sig på Ararats bjerge.

⁵Vandet fortsatte med at falde indtil den tiende måned, og på den første dag i den tiende måned blev bjergenes toppe synlige.

⁶Efter fyrre dage åbnede Noah vinduet i arken, som han havde lavet.

⁷Han sendte en ravn ud, og den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret op fra jorden.

⁸Så sendte han en due ud for at se, om vandet var trukket tilbage fra jordens overflade.

⁹Men duen fandt intet sted at hvile sin fod, så den vendte tilbage til ham i arken, for vandet var stadig over jordens overflade. Han rakte sin hånd ud, tog duen og bragte den tilbage ind i arken.

¹⁰Han ventede endnu syv dage og sendte duen ud fra arken igen.

¹¹Duen vendte tilbage til ham om aftenen, og der i dens næb var et friskplukket olivenblad. Så Noah vidste, at vandet var trukket tilbage fra jorden.

¹²Han ventede endnu syv dage og sendte duen ud igen, men den vendte ikke tilbage til ham.

¹³I det seks hundrede og første år, på den første dag i den første måned, var vandet tørret op fra jorden. Noah fjernede arkens dække og så, at jordens overflade var tør.

¹⁴På den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden helt tør.

¹⁵Gud talte da til Noah og sagde,

¹⁶“Forlad arken, du og din hustru, dine sønner og dine sønnekoner med dig.

¹⁷Bring alle levende væsener, der er med dig—fuglene, dyrene og alle skabninger, der bevæger sig på jorden—ud, så de kan yngle rigt på jorden og være frugtbare og mangfoldige.”

¹⁸Således forlod Noah arken med sine sønner, sin hustru og sine sønnekoner.

¹⁹Hvert dyr, hver krybende skabning og hver fugl, alt hvad der bevæger sig på jorden, gik ud af arken, én slags efter den anden.

²⁰Så byggede Noah et alter for Herren og tog nogle af alle rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret.

²¹Herren lugtede den behagelige duft og sagde til sig selv, “Aldrig mere vil jeg forbande jorden på grund af mennesker, selvom hver menneskets hjertes tilbøjelighed er ond fra ungdommen. Og jeg vil heller aldrig mere ødelægge alle levende væsener, som jeg har gjort.

²²For så længe jorden består, skal såtid og høst, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.”