Hebræerbrevet 12

¹Derfor, da vi er omgivet af en så stor sky af vidner, lad os befri os fra enhver hindring og den synd, der så let fanger os, og lad os løbe med udholdenhed det løb, der er sat foran os,

²idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender. For den glæde, der var sat foran ham, udholdt han korset, foragtede skammen, og har sat sig ved Guds trones højre hånd.

³Tænk på ham, som udholdt en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.

⁴I jeres kamp mod synden har I endnu ikke modstået til blods.

⁵Og har I glemt den formaning, der taler til jer som sønner? Den siger, “Min søn, tag ikke let på Herrens tugt, og mist ikke modet, når han irettesætter dig,

⁶for Herren tugter den, han elsker, og han straffer hver søn, han tager sig af.”

⁷Udhold vanskeligheder som tugt; Gud handler med jer som med børn. For hvilken søn er der, som en far ikke tugter?

⁸Hvis I er uden tugt, som alle har del i, så er I uægte og ikke sande sønner og døtre.

⁹Desuden har vi alle haft jordiske fædre, der tugtede os, og vi respekterede dem. Hvor meget mere bør vi ikke underordne os åndernes Fader og leve!

¹⁰De tugtede os for en kort tid, som de fandt bedst; men Gud tugter os til vores bedste, for at vi kan få del i hans hellighed.

¹¹Ingen tugt synes behagelig i øjeblikket, men smertefuld. Dog senere giver den en høst af retfærdighed og fred for dem, der er blevet trænet ved den.

¹²Derfor, styrk jeres trætte hænder og svage knæ.

¹³Gør jeres stier lige for jeres fødder, så det lamme ikke bliver handicappet, men snarere helbredt.

¹⁴Stræb efter fred med alle mennesker, og søg den hellighed, uden hvilken ingen vil se Herren.

¹⁵Se til, at ingen mangler Guds nåde, og at ingen bitter rod skyder op og volder besvær og besmitter mange.

¹⁶Se til, at ingen er seksuelt umoralsk eller gudløs som Esau, der for et enkelt måltid solgte sin førstefødselsret.

¹⁷Senere, som I ved, da han ønskede at arve velsignelsen, blev han afvist. Han fandt ingen mulighed for omvendelse, selvom han søgte den med tårer.

¹⁸For I er ikke kommet til et bjerg, der kan berøres, og til en flammende ild, og til mørke, dysterhed og storm;

¹⁹til en trompetlyd eller til en stemme, der talte ord, som de, der hørte det, bad om, at der ikke skulle tales mere til dem,

²⁰fordi de ikke kunne bære den befaling: “Hvis selv et dyr rører bjerget, skal det stenes.”

²¹Synet var så skræmmende, at Moses sagde, “Jeg skælver af frygt.”

²²Men I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, og til utallige engle i en glædesfyldt forsamling,

²³til den almindelige forsamling og menigheden af de førstefødte, hvis navne er skrevet i himlen. I er kommet til Gud, alles dommer, til de retfærdiges ånder, der er blevet fuldkomne,

²⁴til Jesus, mægleren af en ny pagt, og til det bestænkede blod, der taler mere nådigt end Abels blod.

²⁵Se til, at I ikke afviser ham, der taler. For hvis de ikke undslap, da de afviste ham, der advarede dem på jorden, hvor meget mindre vil vi undslippe, hvis vi vender os bort fra ham, der advarer os fra himlen?

²⁶På den tid fik hans stemme jorden til at skælve, men nu har han lovet, “Endnu en gang vil jeg ryste ikke blot jorden, men også himlene.”

²⁷Udtrykket “endnu en gang” indikerer fjernelsen af det, der kan rystes—det vil sige, skabte ting—så det, der ikke kan rystes, må forblive.

²⁸Derfor, da vi modtager et rige, der ikke kan rystes, lad os være taknemmelige, og således tilbede Gud på en måde, der er acceptabel med ærbødighed og ærefrygt,

²⁹for vores Gud er en altfortærende ild.