Hoseas Bog 2

¹Tal til jeres brødre: “Mit folk,” og til jeres søstre: “Min elskede.”

²“Anklag jeres mor, anklag, for hun er ikke min hustru, og jeg er ikke hendes mand. Lad hende fjerne sin utroskab fra sit ansigt og sin ægteskabsbrud fra mellem sine bryster.

³Ellers vil jeg klæde hende nøgen og blotlægge hende som på den dag, hun blev født. Jeg vil gøre hende som en ørken, forvandle hende til et udtørret land og dræbe hende med tørst.

⁴Jeg vil ikke vise medlidenhed med hendes børn, for de er ægteskabsbruds børn.

⁵Deres mor har været utro og har undfanget dem i skam. Hun sagde: ‘Jeg vil forfølge mine elskere, som giver mig mit brød og mit vand, min uld og mit hør, min olie og min drik.’

⁶Derfor vil jeg blokere hendes vej med torne og mure hende inde, så hun ikke kan finde sin vej.

⁷Hun vil jage efter sine elskere, men ikke indhente dem; hun vil søge dem, men ikke finde dem. Så vil hun sige: ‘Jeg vil vende tilbage til min første mand, for det var bedre for mig dengang end nu.’

⁸Hun har ikke erkendt, at det var mig, der gav hende kornet, den nye vin og olien, og overdådigt gav hende sølv og guld, som de brugte til Baal.

⁹Derfor vil jeg tage mit korn tilbage i dets tid og min nye vin i dens sæson. Jeg vil også tage min uld og mit hør bort, som var tiltænkt at dække hendes nøgenhed.

¹⁰Nu vil jeg blotlægge hendes skamløshed for hendes elskeres øjne, og ingen vil redde hende fra min hånd.

¹¹Jeg vil gøre ende på alle hendes fester: hendes højtider, hendes nymåner, hendes sabbatter—alle hendes bestemte fester.

¹²Jeg vil ødelægge hendes vinstokke og figentræer, som hun sagde: ‘Dette er min løn fra mine elskere.’ Jeg vil forvandle dem til en krat, og vilde dyr vil fortære dem.

¹³Jeg vil straffe hende for de dage, hun brændte røgelse til Baalerne; hun smykkede sig med ringe og smykker og gik efter sine elskere, men glemte mig,” erklærer Herren.

¹⁴“Derfor vil jeg lokke hende, føre hende ud i ørkenen og tale kærligt til hende.

¹⁵Der vil jeg give hende hendes vingårde tilbage og gøre Akors dal til en håbets dør. Der vil hun svare som i sin ungdoms dage, som på den dag hun kom op fra Egyptens land.

¹⁶“På den tid,” erklærer Herren, “vil du kalde mig ‘min mand’; du vil ikke længere kalde mig ‘min herre.’

¹⁷Jeg vil fjerne Baalernes navne fra hendes læber; de vil ikke længere blive nævnt ved deres navne.

¹⁸På den dag vil jeg slutte en pagt for dem med markens dyr, himlens fugle og de skabninger, der bevæger sig langs jorden. Jeg vil afskaffe bue, sværd og krig fra landet, så alle kan ligge trygt.

¹⁹Jeg vil forlove mig med dig for evigt; jeg vil forlove mig med dig i retfærdighed og ret, i kærlighed og medfølelse.

²⁰Jeg vil forlove mig med dig i trofasthed, og du vil kende Herren.

²¹“På den tid vil jeg svare,” erklærer Herren— “Jeg vil svare himlene, og de vil svare jorden;

²²og jorden vil svare kornet, den nye vin og olien, og de vil svare Jizre’el.

²³Jeg vil plante hende for mig selv i landet; jeg vil vise medfølelse med den, jeg kaldte ‘Ikke min elskede.’ Jeg vil sige til dem, der blev kaldt ‘Ikke mit folk,’ ‘I er mit folk’; og de vil sige, ‘Du er min Gud.’”