Jeremias Bog 20

¹Da Pashhur, præsten, søn af Immer, som var den øverste tilsynsmand i Herrens hus, hørte Jeremias profetere disse ting,

²lod han Jeremias, profeten, slå og sætte i blokken ved Benjamins Øvre Port ved Herrens tempel.

³Den følgende dag, da Pashhur løslod Jeremias fra blokken, sagde Jeremias til ham: “Herren kalder dig ikke Pashhur, men snarere Rædsel på Alle Sider.

⁴For dette siger Herren: ‘Jeg vil gøre dig til en rædsel for dig selv og alle dine venner; du vil være vidne til, at de falder for deres fjenders sværd. Jeg vil overgive hele Juda til Babylons konge, som vil føre dem bort til Babylon eller slå dem med sværdet.

⁵Jeg vil overgive al denne bys rigdom, al dens afgrøde og alle dens værdigenstande, inklusive Judas kongers skatte, i deres fjenders hænder, som vil plyndre dem og føre dem bort til Babylon.

⁶Og du, Pashhur, sammen med alle, der bor i dit hus, vil gå i eksil til Babylon. Der vil du dø og blive begravet, du og alle dine venner, som du falsk har profeteret for.’”

⁷Herre, du bedragede mig, og jeg blev bedraget; du overmandede mig og sejrede. Jeg er blevet til en latterliggørelse hele dagen; alle spotter mig.

⁸Hver gang jeg taler, råber jeg, forkynder vold og ødelæggelse. Herrens ord har bragt mig hån og skam hele dagen.

⁹Men hvis jeg siger: “Jeg vil ikke nævne ham eller tale mere i hans navn,” er hans ord som en brændende ild i mit hjerte, lukket inde i mine knogler. Jeg er træt af at holde det inde; faktisk kan jeg ikke.

¹⁰Jeg hører mange hviske, “Rædsel på alle sider! Anklag ham! Lad os anklage ham!” Alle mine betroede venner venter på, at jeg skal glide, og siger: “Måske vil han blive bedraget, og vi vil sejre over ham og tage hævn over ham.”

¹¹Men Herren er med mig som en mægtig kriger; derfor vil mine forfølgere snuble og ikke sejre. De vil blive gjort til stor skam, deres vanære vil aldrig blive glemt.

¹²Hærskarers Herre, du som prøver de retfærdige og ser hjertet og sindet, lad mig se din hævn over dem, for til dig har jeg overgivet min sag.

¹³Syng for Herren, pris Herren! For han redder den nødlidendes liv fra de ondes hænder.

¹⁴Må dagen for min fødsel blive glemt! Må den dag, min mor fødte mig, ikke blive fejret!

¹⁵Forbandet være den mand, der bragte min far nyheden, som gjorde ham meget glad, og sagde: “En søn er født til dig!”

¹⁶Må den mand være som de byer, Herren omstyrtede uden nåde. Må han høre nødens råb om morgenen og lyden af kamp ved middagstid.

¹⁷For han afsluttede ikke mit liv i livmoderen, med min mor som min grav, hendes livmoder udvidet for evigt.

¹⁸Hvorfor kom jeg ud af livmoderen for at se modgang og sorg og afslutte mine dage i vanære?