Josva 22

¹Så kaldte Josva Rubenitterne, Gaditterne og halvdelen af Manasses stamme sammen,

²og sagde til dem: “I har holdt alt, hvad Moses, Herrens tjener, befalede jer, og har lyttet til min røst i alt, hvad jeg har befalet jer.

³I lang tid nu har I ikke forladt jeres brødre, men har opfyldt den pligt, som Herren jeres Gud befalede.

⁴Nu da Herren jeres Gud har givet jeres brødre hvile, som Han lovede, vend tilbage til jeres telte i det land, som Moses, Herrens tjener, gav jer hinsides Jordan.

⁵Vær meget omhyggelige med at overholde den befaling og den lov, som Moses, Herrens tjener, gav jer: at elske Herren jeres Gud, at vandre på alle Hans veje, at holde Hans bud, at holde fast ved Ham og at tjene Ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl.”

⁶Så velsignede Josva dem og sendte dem bort, og de vendte tilbage til deres telte.

⁷Til halvdelen af Manasses stamme havde Moses givet land i Bashan, men til den anden halvdel gav Josva land blandt deres brødre på vestsiden af Jordan. Da Josva sendte dem bort til deres telte, velsignede han dem,

⁸og sagde: “Vend tilbage til jeres telte med stor rigdom, med talrige kvæg, sølv, guld, bronze, jern og en stor mængde tøj. Del jeres fjenders bytte med jeres brødre.”

⁹Således vendte Rubens sønner, Gads sønner og halvdelen af Manasses stamme hjem, og forlod israelitterne i Shiloh i Kana'an for at gå til landet Gilead, deres eget land, som de havde erhvervet i overensstemmelse med Herrens befaling gennem Moses.

¹⁰Da de nåede området ved Jordan i Kana'ans land, byggede Rubenitterne, Gaditterne og halvdelen af Manasses stamme et imponerende alter der ved Jordan.

¹¹Og israelitterne hørte en rapport: “Se, Rubenitterne, Gaditterne og halvdelen af Manasses stamme har bygget et alter på grænsen til Kana'an, ved området ved Jordan, på israelitternes side.”

¹²Da israelitterne hørte dette, samlede hele forsamlingen sig i Shiloh for at gå i krig mod dem.

¹³Så sendte israelitterne Pinehas, søn af Eleazar, præsten, til landet Gilead—til Rubenitterne, Gaditterne og halvdelen af Manasses stamme.

¹⁴Sammen med ham sendte de ti ledere, én fra hver af Israels stammer, hver leder af en familieafdeling blandt israelitternes klaner.

¹⁵Da de ankom til Gilead, talte de til Rubenitterne, Gaditterne og halvdelen af Manasses stamme og sagde,

¹⁶“Dette siger hele Herrens forsamling: ‘Hvad er denne handling af utroskab, I har begået mod Israels Gud ved at vende jer bort fra Herren og bygge jer et alter i oprør mod Ham?

¹⁷Var Peors synd ikke nok for os, som vi ikke har renset os fra til denne dag, trods en plage på Herrens forsamling?

¹⁸Og nu vender I jer bort fra Herren. Hvis I gør oprør mod Herren i dag, vil Han i morgen blive vred på hele Israels menighed.

¹⁹Hvis jeres besiddelses land er besmittet, så kom over til Herrens besiddelses land, hvor Herrens tabernakel står, og del landet med os. Men gør ikke oprør mod Herren eller mod os ved at bygge et alter for jer selv, andet end Herrens alter, vor Gud.

²⁰Handlede ikke Akan, søn af Zerah, utro angående de hellige ting, og vrede faldt over hele Israels menighed? Han var ikke den eneste, der omkom for sin synd.’”

²¹Så svarede Rubenitterne, Gaditterne og halvdelen af Manasses stamme til lederne af Israels klaner:

²²“Den Mægtige, Gud, Herren! Han ved det, og lad Israel vide det. Hvis dette har været i oprør eller ulydighed mod Herren, så skån os ikke denne dag.

²³Hvis vi har bygget vores eget alter for at vende os bort fra Herren, eller for at bringe brændofre, afgrødeofre eller fredsofre på det, må Herren selv kalde os til regnskab.

²⁴Nej! Vi gjorde det af bekymring for, at jeres efterkommere i fremtiden kunne sige til vores: ‘Hvad har I at gøre med Herren, Israels Gud?

²⁵For Herren har gjort Jordan til en grænse mellem os og jer, I Rubenitter og Gaditter; I har ingen del i Herren.’ Så jeres efterkommere kunne få vores til at holde op med at frygte Herren.

²⁶Derfor sagde vi: ‘Lad os forberede og bygge et alter—men ikke for brændofre eller ofre.

²⁷I stedet skal det være et vidne mellem os og jer og de kommende generationer, at vi vil tilbede Herren ved Hans helligdom med vores brændofre, ofre og fællesskabsofre. Så vil jeres efterkommere i fremtiden ikke kunne sige til vores: ‘I har ingen del i Herren.’

²⁸Og vi sagde: ‘Hvis de nogensinde siger dette til os eller vores efterkommere, vil vi svare: Se på replikaen af Herrens alter, som vores forfædre byggede, ikke for brændofre eller ofre, men som et vidne mellem os og jer.’

²⁹Langt fra os at gøre oprør mod Herren og vende os bort fra Ham i dag ved at bygge et alter for brændofre, afgrødeofre eller ofre, andet end Herrens alter, vor Gud, der står foran Hans tabernakel.”

³⁰Da Pinehas præsten og lederne af menigheden—lederne af israelitternes klaner—hørte, hvad Rubenitterne, Gaditterne og Manasse sagde, blev de glade.

³¹Og Pinehas, søn af Eleazar, præsten, sagde til Rubenitterne, Gaditterne og Manasse: “I dag ved vi, at Herren er med os, fordi I ikke har været utro mod Herren i denne sag. Nu har I reddet israelitterne fra Herrens hånd.”

³²Så vendte Pinehas, søn af Eleazar, præsten, og lederne tilbage til Kana'an fra deres møde med Rubenitterne og Gaditterne i Gilead og rapporterede tilbage til israelitterne.

³³Israelitterne blev glade for at høre rapporten og priste Gud. De talte ikke mere om at gå i krig mod dem for at ødelægge det land, hvor Rubenitterne og Gaditterne boede.

³⁴Og Rubenitterne og Gaditterne kaldte alteret Vidne; “For,” sagde de, “det er et vidne mellem os, at Herren er Gud.”