Dommernes Bog 11

¹Jefta, gileaditten, var en tapper kriger, men han var søn af en prostitueret. Gilead var hans far.

²Gileads hustru fødte ham sønner, og da de blev voksne, drev de Jefta væk og sagde: “Du skal ikke dele vores familiearv, for du er søn af en anden kvinde.”

³Så flygtede Jefta fra sine brødre og boede i landet Tob, hvor en gruppe værdiløse mænd samlede sig omkring ham og fulgte ham.

⁴Efter nogen tid førte ammonitterne krig mod Israel.

⁵Da ammonitterne kæmpede mod Israel, gik Gileads ældste for at hente Jefta tilbage fra landet Tob.

⁶De henvendte sig til Jefta og sagde: “Kom og led os i kampen mod ammonitterne.”

⁷Jefta svarede Gileads ældste: “Var det ikke jer, der hadede mig og drev mig bort fra min fars hus? Hvorfor kommer I til mig nu, når I er i nød?”

⁸Gileads ældste sagde til Jefta: “Derfor er vi nu vendt tilbage til dig, så du kan gå med os for at kæmpe mod ammonitterne og blive vores leder over alle indbyggerne i Gilead.”

⁹Jefta sagde til dem: “Hvis I bringer mig tilbage for at kæmpe mod ammonitterne, og Herren overgiver dem til mig, skal jeg da virkelig være jeres leder?”

¹⁰Gileads ældste svarede: “Herren er vidne mellem os; vi vil gøre, som du har sagt.”

¹¹Så gik Jefta med Gileads ældste, og folket gjorde ham til leder og kommandør over dem. Jefta gentog alle sine ord for Herren i Mizpa.

¹²Jefta sendte budbringere til ammonitternes konge og spurgte: “Hvilken konflikt eksisterer der mellem os, siden du er kommet for at kæmpe mod mit land?”

¹³Ammonitternes konge svarede Jeftas budbringere: “Da Israel kom op fra Egypten, erobrede de mit land fra Arnon til Jabbok og Jordan. Nu, giv det tilbage i fred.”

¹⁴Jefta sendte igen budbringere til ammonitternes konge,

¹⁵og sagde: “Dette erklærer Jefta: Israel tog ikke Moabs land eller ammonitternes land.

¹⁶Da de kom op fra Egypten, rejste Israel gennem ørkenen til Det Røde Hav og derefter til Kadesh.

¹⁷Israel sendte budbringere til Edoms konge og bad: ‘Lad os venligst passere gennem dit land,’ men Edoms konge ville ikke lytte. De sendte også til Moabs konge, men han nægtede. Så Israel blev i Kadesh.

¹⁸Derefter rejste de gennem ørkenen, uden om Edom og Moab, og kom til østsiden af Moab, hvor de slog lejr på den anden side af Arnon. De gik ikke ind i Moabs område, for Arnon var grænsen.

¹⁹Israel sendte budbringere til Sihon, amoritternes konge, hersker over Hesjbon, og sagde: ‘Lad os venligst passere gennem dit land til vores sted.’

²⁰Men Sihon stolede ikke på, at Israel ville passere gennem hans område. Han samlede alle sine tropper, slog lejr ved Jahaz og kæmpede mod Israel.

²¹Herren, Israels Gud, overgav Sihon og hele hans folk i Israels hænder, og de besejrede dem. Israel tog hele amoritternes land i besiddelse, som boede i den region.

²²De erobrede hele området fra Arnon til Jabbok og fra ørkenen til Jordan.

²³Nu, da Herren, Israels Gud, har drevet amoritterne ud foran sit folk Israel, skulle I så tage det i besiddelse?

²⁴Besidder I ikke det, som Kemosh jeres gud giver jer? Ligeledes vil vi besidde hvad Herren vores Gud har givet os.

²⁵Er du bedre end Balak, Zippors søn, Moabs konge? Stræbte han nogensinde mod Israel eller førte krig mod dem?

²⁶I tre hundrede år har Israel besat Hesjbon, Aroer, og de omkringliggende bosættelser, og alle byerne langs Arnon. Hvorfor har I ikke genvundet dem i den tid?

²⁷Jeg har ikke gjort dig uret, men du gør mig uret ved at føre krig mod mig. Lad Herren, dommeren, afgøre striden i dag mellem israelitterne og ammonitterne.”

²⁸Ammonitternes konge ignorerede dog det budskab, Jefta sendte ham.

²⁹Da kom Herrens Ånd over Jefta. Han gik gennem Gilead og Manasse, og gennem Mizpa i Gilead, og avancerede mod ammonitterne.

³⁰Jefta aflagde et løfte til Herren: “Hvis du overgiver ammonitterne i mine hænder,

³¹så skal hvad der end kommer ud af dørene i mit hus for at møde mig, når jeg vender tilbage som sejrherre fra ammonitterne, tilhøre Herren, og jeg vil ofre det som et brændoffer.”

³²Jefta gik over for at kæmpe mod ammonitterne, og Herren overgav dem i hans hænder.

³³Han slog dem fra Aroer til nærheden af Minnit, tyve byer, så langt som Abel-Keramim. Således blev ammonitterne undertvunget foran israelitterne.

³⁴Da Jefta vendte tilbage til sit hjem i Mizpa, kom hans datter ud for at møde ham med tamburiner og dans. Hun var hans eneste barn; bortset fra hende havde han hverken søn eller datter.

³⁵Da han så hende, rev han sine klæder i stykker og sagde: “Ak, min datter! Du har bragt mig lavt, og du er blandt dem, der bringer mig sorg, for jeg har givet mit ord til Herren, og jeg kan ikke trække det tilbage.”

³⁶Hun svarede: “Min far, du har givet dit ord til Herren; gør med mig, som du har lovet, siden Herren har hævnet dig på dine fjender, ammonitterne.”

³⁷Hun sagde derefter til sin far: “Giv mig denne anmodning: lad mig få to måneder til at vandre i bjergene og græde med mine venner, fordi jeg aldrig vil blive gift.”

³⁸Han sagde: “Gå.” Så sendte han hende væk i to måneder. Hun og hendes venner gik op i bjergene og græd over hendes jomfruelighed.

³⁹Efter to måneder vendte hun tilbage til sin far, og han gjorde med hende, som han havde lovet. Og hun var jomfru. Heraf opstod en skik i Israel,

⁴⁰at Israels døtre hvert år går ud i fire dage for at mindes Jefta, gileadittens datter.