Nehemias Bog 9

¹På den fireogtyvende dag i denne måned samledes israelitterne, fastende, i sæk og aske.

²Israels efterkommere havde adskilt sig fra alle fremmede, og de stod og bekendte deres synder og deres fædres misgerninger.

³Mens de stod på deres pladser, læste de op af Herrens, deres Guds, lovbog en fjerdedel af dagen, og en anden fjerdedel bekendte de og tilbad Herren deres Gud.

⁴På levitternes platform stod Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani, og de råbte med høj røst til Herren deres Gud.

⁵Så sagde levitterne — Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja: “Rejs jer, velsign Herren jeres Gud, som er fra evighed til evighed. Må dit herlige navn blive velsignet og ophøjet over al velsignelse og pris.

⁶Du alene er Herren. Du skabte himlene, himlenes himmel med hele deres stjernehær, jorden og alt, hvad der er på den, havene og alt, hvad der er i dem. Du giver dem alle liv, og den himmelske hær tilbeder dig.

⁷Du er Herren Gud, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldæa og gav ham navnet Abraham.

⁸Du fandt hans hjerte trofast over for dig og indgik en pagt med ham om at give hans efterkommere landet til kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, jebusitterne og girgashitterne. Du har opfyldt din løfte, for du er retfærdig.

⁹Du så vore forfædres lidelse i Egypten og hørte deres råb ved Det Røde Hav.

¹⁰Du udførte tegn og undere mod Farao, mod alle hans tjenere og mod hele hans land, for du vidste, hvor hovmodigt de behandlede dem. Du skabte dig et navn, som består den dag i dag.

¹¹Du delte havet foran dem, så de gik igennem midt i havet på tør grund, og du kastede deres forfølgere i dybet, som en sten i mægtige vande.

¹²Med en skystøtte ledte du dem om dagen, og med en ildstøtte om natten for at oplyse vejen, de skulle gå.

¹³Du steg ned på Sinajs bjerg og talte med dem fra himlen. Du gav dem retfærdige forordninger og sande love, gode vedtægter og bud.

¹⁴Du gjorde din hellige sabbat kendt for dem og gav dem bud, vedtægter og love gennem din tjener Moses.

¹⁵I deres sult gav du dem brød fra himlen, og i deres tørst bragte du vand frem fra klippen; du sagde til dem, at de skulle gå ind og tage det land i besiddelse, som du havde svoret at give dem.

¹⁶Men de, vore forfædre, handlede hovmodigt og blev stivnakkede, og de adlød ikke dine bud.

¹⁷De nægtede at lytte og huskede ikke de vidunderlige gerninger, du udførte blandt dem. De blev stædige og udpegede en leder til at vende tilbage til deres slaveri. Men du er en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på barmhjertighed; du forlod dem ikke.

¹⁸Selv da de lavede en kalv af smeltet metal og erklærede: ‘Dette er din gud, som førte dig op fra Egypten,’ og begik store blasfemier,

¹⁹I din store barmhjertighed forlod du dem ikke i ørkenen. Skystøtten forlod dem ikke om dagen, ej heller ildstøtten om natten, for at oplyse vejen, de skulle gå.

²⁰Du gav din gode Ånd til at undervise dem, holdt ikke din manna tilbage fra deres mund og gav dem vand til deres tørst.

²¹I fyrre år opretholdt du dem i ørkenen; de manglede intet, deres tøj blev ikke slidt, og deres fødder svulmede ikke.

²²Du gav dem kongeriger og folk, tildelte dem selv de fjerneste grænser. De tog landet i besiddelse af Sihon, kongen af Heshbon, og landet af Og, kongen af Bashan.

²³Du gjorde deres børn talrige som stjernerne på himlen og førte dem ind i det land, du havde lovet deres forfædre at gå ind i og tage i besiddelse.

²⁴Deres børn gik ind og tog landet i besiddelse. Du undertvang landets indbyggere, kana'anæerne, foran dem og overgav dem til dem, med deres konger og folkene i landet, for at de kunne gøre med dem, som de ønskede.

²⁵De erobrede befæstede byer og et frugtbart land; de tog huse i besiddelse fyldt med alle gode ting, brønde allerede gravet, vinmarker, olivenlunde og frugttræer i overflod. De spiste sig mætte, blev velnærede og frydede sig i din store godhed.

²⁶Men de blev ulydige og gjorde oprør mod dig; de vendte ryggen til din lov. De dræbte dine profeter, som havde advaret dem for at vende dem tilbage til dig, og de begik store blasfemier.

²⁷Så overgav du dem i hænderne på deres fjender, som undertrykte dem. Men da de råbte til dig i deres nød, hørte du fra himlen, og i din store barmhjertighed gav du dem befriere, som reddede dem fra deres fjenders hånd.

²⁸Men så snart de havde ro, gjorde de igen ondt for dine øjne; derfor overgav du dem til deres fjenders hånd, så de herskede over dem. Når de igen råbte til dig, hørte du fra himlen, og mange gange reddede du dem efter din barmhjertighed.

²⁹Du advarede dem om at vende tilbage til din lov, men de handlede hovmodigt og lyttede ikke til dine bud. De syndede mod dine forordninger, som, hvis en person følger dem, vil han leve ved dem. De vendte en stædig skulder og stivnede deres nakke, nægtede at lytte.

³⁰Alligevel var du tålmodig med dem i mange år og formanede dem ved din Ånd gennem dine profeter, men de ville ikke lytte. Derfor overgav du dem til landenes folk.

³¹Dog, i din store barmhjertighed, gjorde du ikke ende på dem eller forlod dem, for du er en nådig og barmhjertig Gud.

³²Nu derfor, vor Gud, den store, den mægtige og den frygtindgydende Gud, som holder sin pagt og trofasthed, lad ikke al den nød synes ubetydelig for dig, som er kommet over os, vore konger, vore ledere, vore præster, vore profeter, vore forfædre og hele dit folk, fra assyrerkongernes dage til denne dag.

³³I alt, hvad der er sket med os, har du forblevet retfærdig; du har handlet trofast, mens vi har handlet ondt.

³⁴Vore konger, vore ledere, vore præster og vore forfædre fulgte ikke din lov eller gav agt på dine bud og dine formaninger, som du formanede dem med.

³⁵Selv mens de var i deres rige, nød din store godhed i det rummelige og frugtbare land, du gav dem, tjente de dig ikke eller vendte sig fra deres onde veje.

³⁶Se, vi er slaver i dag, slaver i det land, du gav vore forfædre for at spise dets frugt og dets rigdom.

³⁷På grund af vores synder går dets rigelige afgrøde til de konger, du har sat over os. De hersker over vores kroppe og vores kvæg, som de vil, og vi er i stor nød.

³⁸Nu på grund af alt dette indgår vi en bindende aftale skriftligt, og vores ledere, vores levitter og vores præster sætter deres segl på den.