4 Mosebog 14

¹Den nat hævede hele menigheden deres stemmer og græd højt, og folket græd.

²Alle israelitterne klagede over Moses og Aron, og hele forsamlingen sagde til dem: “Gid vi var døde i Egypten! Eller endda i denne ørken!

³Hvorfor fører Herren os til dette land for at falde for sværdet? Vores koner og børn vil blive taget som bytte. Ville det ikke være bedre for os at vende tilbage til Egypten?”

⁴Og de sagde til hinanden: “Lad os udpege en leder og vende tilbage til Egypten.”

⁵Da faldt Moses og Aron ned med ansigtet mod jorden foran hele forsamlingen af israelitter, der var samlet der.

⁶Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som var blandt dem, der havde udforsket landet, sønderrev deres klæder;

⁷og de sagde til hele forsamlingen af israelitter: “Det land, vi gik igennem og udforskede, er overmåde godt.

⁸Hvis Herren finder velbehag i os, vil Han føre os ind i dette land, et land, der flyder med mælk og honning, og give det til os.

⁹Men gør ikke oprør mod Herren. Frygt ikke landets folk, for de vil være vores bytte. Deres beskyttelse er borte, og Herren er med os. Frygt dem ikke.”

¹⁰Men hele forsamlingen drøftede at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig ved åbenbaringsteltet for alle israelitterne.

¹¹Herren sagde til Moses: “Hvor længe vil dette folk vise foragt for Mig? Hvor længe vil de nægte at tro på Mig, trods alle de tegn, Jeg har udført blandt dem?

¹²Jeg vil slå dem med en plage og ødelægge dem, men Jeg vil gøre dig til en nation større og mægtigere end de.”

¹³Moses sagde til Herren: “Så vil egypterne høre om det! Ved Din magt førte Du dette folk op fra blandt dem.

¹⁴Og de vil fortælle det til indbyggerne i dette land. De har hørt, at Du, Herre, er med dette folk, og at Du, Herre, er blevet set ansigt til ansigt, at Din sky bliver over dem, og at Du går foran dem i en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten.

¹⁵Hvis Du bringer alle disse menneskers undergang, vil de nationer, der har hørt denne beretning om Dig, sige,

¹⁶‘Herren var ikke i stand til at føre dette folk ind i det land, Han lovede dem med ed, så Han ødelagde dem i ørkenen.’

¹⁷“Lad nu Herrens magt være stor, som Du har erklæret:

¹⁸‘Herren er sen til vrede, rig på kærlighed og tilgiver synd og oprør. Alligevel lader Han ikke den skyldige ustraffet; Han holder børnene ansvarlige for forældrenes synd til tredje og fjerde generation.’

¹⁹I overensstemmelse med Din store kærlighed, tilgiv disse menneskers overtrædelse, som Du har tilgivet dem fra den tid, de forlod Egypten indtil nu.”

²⁰Herren svarede: “Jeg har tilgivet dem, som du har bedt om.

²¹Ikke desto mindre, så sandt som Jeg lever og som Herrens herlighed fylder hele jorden,

²²ikke én af dem, der har set Min herlighed og de tegn, Jeg udførte i Egypten og i ørkenen, men alligevel har været ulydige mod Mig og prøvet Mig ti gange—

²³ikke én af dem vil nogensinde se det land, Jeg lovede med ed til deres forfædre. De, der har vist foragt for Mig, vil ikke se det.

²⁴Men fordi Min tjener Kaleb har en anden ånd og følger Mig helhjertet, vil Jeg føre ham ind i det land, han udforskede, og hans efterkommere vil arve det.

²⁵Da amalekitterne og kana'anæerne bor i dalene, vend tilbage i morgen og sæt ud mod ørkenen langs ruten til Det Røde Hav.”

²⁶Herren talte til Moses og Aron og sagde:

²⁷“Hvor længe vil denne onde menighed knurre imod Mig? Jeg har hørt klagerne fra disse utilfredse israelitter.

²⁸Så sig til dem: ‘Så sandt som Jeg lever, erklærer Herren, vil Jeg gøre mod jer, som I har talt:

²⁹I denne ørken vil jeres kroppe falde—hver eneste af jer, der er tyve år eller ældre, som blev talt i folketællingen og som har klaget imod Mig.

³⁰Ingen af jer vil komme ind i det land, Jeg svor at gøre til jeres hjem, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn.

³¹Hvad angår jeres børn, som I sagde ville blive taget som bytte, vil Jeg føre dem ind for at nyde det land, I har forkastet.

³²Men jeres kroppe vil møde deres ende i denne ørken.

³³Jeres børn vil være hyrder her i fyrre år og bære konsekvenserne af jeres utroskab, indtil den sidste af jeres kroppe ligger i ørkenen.

³⁴I fyrre år—et år for hver af de fyrre dage, I udforskede landet—vil I bære konsekvenserne af jeres synder og vide, hvordan det er at have Mig imod jer.’

³⁵Jeg, Herren, har talt, og Jeg vil helt sikkert gøre disse ting mod hele denne oprørske menighed, som har slået sig sammen imod Mig. De vil møde deres ende i denne ørken; her vil de omkomme.”

³⁶Så de mænd, Moses havde sendt for at udforske landet, som vendte tilbage og fik hele menigheden til at knurre imod ham ved at sprede en negativ rapport om det—

³⁷disse mænd, der var ansvarlige for at sprede den negative rapport om landet, blev slået ned og døde af en plage for Herren.

³⁸Af de mænd, der gik for at udforske landet, forblev kun Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, i live.

³⁹Da Moses rapporterede dette til alle israelitterne, sørgede de meget.

⁴⁰Tidligt næste morgen satte de ud mod det højeste punkt i bjerglandet og sagde: “Nu er vi klar til at gå op til det land, Herren lovede. Vi har virkelig syndet!”

⁴¹Men Moses sagde: “Hvorfor går I imod Herrens befaling? Dette vil ikke lykkes!

⁴²Gå ikke videre, for Herren er ikke med jer. I vil møde nederlag for jeres fjender,

⁴³for amalekitterne og kana'anæerne vil konfrontere jer der. Da I har vendt jer bort fra Herren, vil Han ikke støtte jer, og I vil falde for sværdet.”

⁴⁴Ikke desto mindre, i deres formodning gik de op mod det højeste punkt i bjerglandet, selvom hverken Moses eller Herrens pagts ark forlod lejren.

⁴⁵Da kom amalekitterne og kana'anæerne, som boede i det bjergland, ned og angreb dem og spredte dem så langt som til Horma.