4 Mosebog 16

¹Korah, søn af Izhar, søn af Kehat, søn af Levi, sammen med Datan og Abiram, sønner af Eliab, og On, søn af Pelet, fra Rubens stamme, tog mænd

²og rejste sig mod Moses, ledsaget af 250 israelitiske mænd, ledere af menigheden, udvalgt fra forsamlingen, mænd af anseelse.

³De samlede sig mod Moses og Aron og sagde til dem: “I er gået for vidt! Hele menigheden er hellig, hver eneste af dem, og Herren er iblandt dem. Hvorfor ophøjer I jer da over Herrens forsamling?”

⁴Da Moses hørte dette, kastede han sig ned.

⁵Han talte derefter til Korah og alle hans tilhængere og sagde: “I morgen vil Herren vise, hvem der tilhører Ham, og hvem der er hellig, og Han vil bringe den person nær til sig. Den, Han vælger, vil Han bringe nær til sig selv.

⁶Gør dette: Du, Korah, og hele dit selskab, tag røgelseskar,

⁷og i morgen læg ild i dem og læg røgelse på dem for Herrens ansigt. Den mand, som Herren vælger, skal være den hellige. I er gået for vidt, I Levis sønner!”

⁸Moses sagde også til Korah: “Lyt nu, I Levis sønner:

⁹Er det en lille ting, at Israels Gud har adskilt jer fra resten af den israelitiske menighed for at bringe jer nær til sig selv for at udføre tjenesten ved Herrens tabernakel og stå foran menigheden for at tjene dem?

¹⁰Han har bragt dig og alle dine medlevitter nær til sig selv, men nu søger I også præstedømmet.

¹¹Derfor er det mod Herren, at du og alle dine tilhængere har slået jer sammen. Hvem er Aron, at I skulle knurre mod ham?”

¹²Så tilkaldte Moses Datan og Abiram, Eliabs sønner, men de sagde: “Vi vil ikke komme op.

¹³Er det ikke nok, at du har ført os op fra et land, der flyder med mælk og honning, for at dræbe os i ørkenen, men du må også gøre dig selv til hersker over os?

¹⁴Desuden har du ikke bragt os ind i et land, der flyder med mælk og honning, eller givet os en arv af marker og vingårde. Vil du stikke øjnene ud på disse mænd? Vi vil ikke komme op!”

¹⁵Da blev Moses meget vred og sagde til Herren: “Se ikke på deres offer. Jeg har ikke taget en eneste æsel fra dem, og jeg har ikke gjort nogen af dem uret.”

¹⁶Moses instruerede Korah: “Du og alle dine tilhængere skal stå foran Herren i morgen—du, de, og Aron.

¹⁷Hver mand skal tage sit røgelseskar og lægge røgelse i det—250 røgelseskar i alt—og bringe det foran Herren. Du og Aron skal også bringe jeres røgelseskar.”

¹⁸Så tog hver af dem sit røgelseskar, lagde ild i det, og lagde røgelse på det, og stod med Moses og Aron ved indgangen til åbenbaringsteltet.

¹⁹Da Korah havde samlet alle sine tilhængere i opposition ved indgangen til åbenbaringsteltet, viste Herrens herlighed sig for hele menigheden.

²⁰Så talte Herren til Moses og Aron og sagde,

²¹“Adskil jer fra denne menighed, så jeg kan fortære dem øjeblikkeligt.”

²²Men de faldt på deres ansigter og sagde: “Åh Gud, Gud som giver ånde til alle levende ting, vil du være vred på hele menigheden, når kun én mand synder?”

²³Og så talte Herren til Moses og sagde

²⁴“Tal til menigheden og sig: ‘Flyt jer væk fra Korahs, Datans og Abirams telte.’”

²⁵Moses rejste sig og gik til Datan og Abiram, ledsaget af Israels ældste.

²⁶Han advarede menigheden: “Flyt jer væk fra disse ugudelige mænds telte! Rør ikke noget, der tilhører dem, ellers vil I blive fejet bort på grund af alle deres synder.”

²⁷Så flyttede de sig væk fra Korahs, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stod ved indgangene til deres telte sammen med deres koner, børn og små.

²⁸Så sagde Moses: “Ved dette skal I vide, at Herren har sendt mig til at gøre alle disse gerninger; for det er ikke af min egen drift.

²⁹Hvis disse mænd dør en naturlig død, eller hvis de lider samme skæbne som alle mennesker, så har Herren ikke sendt mig.

³⁰Men hvis Herren skaber noget helt nyt, og jorden åbner sin mund og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, og de går levende ned i Sheol, så vil I vide, at disse mænd har vist foragt for Herren.”

³¹Så snart han havde talt færdig, åbnede jorden sig under dem,

³²og jorden åbnede sin mund og opslugte dem og deres husstande, og alle dem, der var forbundet med Korah, sammen med deres ejendele.

³³De gik levende ned i Sheol med alt, hvad der tilhørte dem; jorden lukkede sig over dem, og de forsvandt fra menighedens midte.

³⁴Ved deres skrig flygtede alle israelitterne omkring dem og råbte: “Jorden kunne også opsluge os!”

³⁵Og ild kom frem fra Herren og fortærede de 250 mænd, der ofrede røgelsen.

³⁶Og så talte Herren til Moses og sagde

³⁷“Sig til Eleazar, Arons søn, præsten, at tage røgelseskarene ud af de forkullede rester og sprede kullene et stykke væk, for røgelseskarene er hellige—

³⁸røgelseskarene fra de mænd, der syndede på bekostning af deres liv. Lad dem blive lavet til hamrede plader som belægning for alteret, for de blev præsenteret for Herren og er blevet hellige. Lad dem være et tegn for israelitterne.”

³⁹Så tog præsten Eleazar de bronzerøgelseskar, der blev bragt af dem, der var blevet brændt til døde, og de blev hamret ud til at overtrække alteret,

⁴⁰som en påmindelse til israelitterne om, at ingen undtagen en efterkommer af Aron skulle komme for at brænde røgelse for Herren, ellers ville han blive som Korah og hans tilhængere—som Herren havde talt til ham gennem Moses.

⁴¹Men næste dag knurrede hele den israelitiske menighed mod Moses og Aron og sagde: “I har dræbt Herrens folk.”

⁴²Da menigheden samlede sig i opposition til Moses og Aron og vendte sig mod åbenbaringsteltet, dækkede skyen det, og Herrens herlighed viste sig.

⁴³Moses og Aron nærmede sig foran åbenbaringsteltet,

⁴⁴Og så talte Herren til Moses og sagde

⁴⁵“Gå væk fra denne menighed, så jeg kan fortære dem øjeblikkeligt.” Og de faldt på deres ansigter.

⁴⁶Så sagde Moses til Aron: “Tag dit røgelseskar og læg ild i det fra alteret, og læg røgelse på det; skynd dig derefter til menigheden for at gøre soning for dem. Vreden er gået ud fra Herren; plagen er begyndt.”

⁴⁷Så gjorde Aron, som Moses sagde, og løb ind i menighedens midte. Plagen var allerede begyndt blandt folket, men Aron ofrede røgelsen og gjorde soning for dem.

⁴⁸Han stod mellem de levende og de døde, og plagen blev stoppet.

⁴⁹Men 14.700 mennesker omkom af plagen, ud over dem, der var døde på grund af Korah.

⁵⁰Så vendte Aron tilbage til Moses ved indgangen til åbenbaringsteltet, for plagen var blevet stoppet.