Salmernes Bog 104

¹Velsign Herren, min sjæl! Herre min Gud, Du er meget stor; Du er klædt i pragt og majestæt,

²Du hyllet Dig i lys som i en klædning, Du spænder himlen ud som et telt.

³Han bygger sine loftsbjælker på vandene; Han bruger skyerne som sin vogn; Han bevæger sig på vindens vinger;

⁴Han gør vindene til sine sendebud, Flammende ild til sine tjenere.

⁵Han grundlagde jorden på dens fundamenter, Så den ikke skal rokkes i al evighed.

⁶Du dækkede den med dybet som med en klædning; Vandene stod over bjergene.

⁷Ved Din trussel flygtede de, Ved lyden af Din torden hastede de bort.

⁸Bjergene steg, dalene sank Til det sted Du bestemte for dem.

⁹Du satte en grænse, som de ikke må overskride, Så de ikke vender tilbage for at oversvømme jorden.

¹⁰Han lader kilder springe frem i dalene; De løber mellem bjergene;

¹¹De giver drikke til alle markens dyr; De vilde æsler slukker deres tørst.

¹²Ved dem bor himlens fugle; De synger blandt grenene.

¹³Han vander bjergene fra sine øvre kamre; Jorden bliver mættet med frugten af Hans gerninger.

¹⁴Han lader græsset gro til kvæget, Og planter til menneskets arbejde, Så de kan frembringe føde fra jorden,

¹⁵Og vin, som glæder menneskets hjerte, Så ansigtet skinner af olie, Og føde, som styrker menneskets hjerte.

¹⁶Herrens træer er velvandede, Libanons cedertræer, som Han plantede,

¹⁷Hvor fuglene bygger deres reder, Og storken, hvis hjem er fyrretræerne.

¹⁸De høje bjerge er for de vilde geder; Klipperne er et tilflugtssted for klippegrævlingen.

¹⁹Han skabte månen til at markere tiderne; Solen kender sit nedgangssted.

²⁰Du bringer mørket, og det bliver nat, Hvor alle skovens dyr bevæger sig omkring.

²¹De unge løver brøler efter bytte, Og søger deres føde fra Gud.

²²Når solen står op, trækker de sig tilbage, Og lægger sig i deres huler.

²³Et menneske går ud til sit arbejde Og til sin gerning indtil aften.

²⁴Herre, hvor mange er Dine gerninger! Med visdom har Du skabt dem alle; Jorden er fyldt med Dine skabninger.

²⁵Dette er havet, stort og vidtstrakt, Hvor utallige skabninger er, Både små og store væsener.

²⁶Skibene sejler der, Og Leviathan, som Du har dannet til at lege i det.

²⁷De alle afhænger af Dig De venter på deres føde i rette tid.

²⁸Du giver dem, de samler det; Du åbner Din hånd, de fyldes med gode ting.

²⁹Du skjuler Dit ansigt, de bliver forfærdede; Du tager deres ånd bort, de dør Og vender tilbage til deres støv.

³⁰Du sender Din Ånd ud, de bliver til; Og Du fornyer jordens overflade.

³¹Måtte Herrens herlighed vare evigt; Måtte Herren glæde sig over sine skabninger;

³²Han ser på jorden, og den skælver; Han rører ved bjergene, og de ryger.

³³Jeg vil synge for Herren hele mit liv; Jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.

³⁴Måtte min meditation være til behag for Ham; For mig vil jeg finde glæde i Herren.

³⁵Måtte syndere forsvinde fra jorden Og de ugudelige være ikke mere. Velsign Herren, min sjæl. Pris Herren!