Salmernes Bog 109

¹Min lovsangs Gud, vær ikke tavs!

²For de har talt med ondskab og bedrag imod mig; De har brugt falske ord imod mig.

³De har omgivet mig med hadske ord, Og kæmpet imod mig uden grund.

⁴Til gengæld for min kærlighed anklager de mig; Men jeg fortsætter i bøn.

⁵Således har de gengældt mig ondt for godt, Og fjendskab for min kærlighed.

⁶Lad en uretfærdig person blive udpeget over ham, Og lad en modstander stå ved hans højre hånd.

⁷Når han bliver dømt, lad ham blive fundet skyldig, Og lad hans bøn blive betragtet som synd.

⁸Lad hans dage være få; Lad en anden overtage hans stilling.

⁹Lad hans børn blive efterladt uden en far, Og hans hustru uden en mand.

¹⁰Lad hans børn vandre og søge hjælp; Og lad dem søge efter næring langt fra deres ødelagte hjem.

¹¹Lad kreditoren beslaglægge alt, hvad han har, Og lad fremmede tage frugterne af hans arbejde.

¹²Lad der ikke være nogen til at vise ham venlighed, Ej heller nogen til at vise nåde mod hans forældreløse børn.

¹³Lad hans efterkommere blive afskåret; Lad deres navn blive udslettet i næste generation.

¹⁴Lad hans forfædres uret blive husket for Herren, Og lad ikke hans moders synd blive udslettet.

¹⁵Lad dem være for Herren uafbrudt, Så Han kan fjerne deres minde fra jorden;

¹⁶Fordi han undlod at vise medfølelse, Men forfulgte de plagede og trængende, Og de nedslåede, for at bringe deres undergang.

¹⁷Han omfavnede også forbandelse, så det ramte ham; Og han fandt ikke glæde i velsignelse, så den var fjern fra ham.

¹⁸Han bar også forbandelse som et klæde, Og det trængte ind i hans krop som vand, Og som olie ind i hans knogler.

¹⁹Lad det være for ham som et klæde, han svøber om sig, Og som et bælte, han konstant bærer.

²⁰Lad dette være belønningen til mine anklagere fra Herren, Og til dem, der taler ondt imod min sjæl.

²¹Men Du, Gud, Herren, handl venligt imod mig for Dit navns skyld; Fordi Din barmhjertighed er god, frels mig;

²²For jeg er plaget og i nød, Og mit hjerte er dybt såret.

²³Jeg svinder bort som en forlængende skygge; Jeg bliver kastet til side som græshoppen.

²⁴Mine knæ er svækkede af faste, Og min krop er blevet mager, uden næring.

²⁵Jeg er også blevet en skændsel for dem; Når de ser mig, ryster de på hovedet.

²⁶Hjælp mig, Herre min Gud; Frels mig i overensstemmelse med Din barmhjertighed.

²⁷Og lad dem erkende, at dette er Dit værk: Du, Herre, har udført det.

²⁸De vil forbande, men Du vil velsigne; Når de rejser sig, vil de blive gjort til skamme, Men Din tjener vil glæde sig.

²⁹Lad mine anklagere blive klædt i skam, Og lad dem dække sig med deres egen skændsel som med en kappe.

³⁰Med min mund vil jeg give Herren rigelig tak, Og jeg vil prise Ham blandt mange.

³¹For Han er ved den trængendes side, For at befri ham fra dem, der dømmer hans sjæl.