Salmernes Bog 139

¹Herre, Du har ransaget mig og kender mig.

²Du ved, når jeg sætter mig ned og når jeg rejser mig op; Du forstår mine tanker på afstand.

³Du gransker min sti og min hvile, Og er bekendt med alle mine veje.

⁴Endnu før et ord er på min tunge, Se, Herre, Du kender det fuldstændigt.

⁵Du omringer mig, Herre, bagfra og forfra, Og lægger Din hånd på mig.

⁶Sådan viden er for vidunderlig for mig; Den er så ophøjet, jeg kan ikke fatte den.

⁷Hvor kan jeg gå hen fra Din Ånd? Eller hvor kan jeg flygte fra Dit nærvær?

⁸Hvis jeg stiger op til himlen, er Du der; Hvis jeg lægger mig i dybet, er Du der.

⁹Hvis jeg tager morgenrødens vinger, Og bor i havets yderste del,

¹⁰Selv der vil Din hånd lede mig, Og Din højre hånd vil holde mig fast.

¹¹Hvis jeg siger: “Sikkert vil mørket dække mig, Og lyset omkring mig blive til nat,”

¹²Selv mørket er ikke mørkt for Dig, Og natten skinner som dagen. Mørke og lys er begge ens for Dig.

¹³For Du dannede mit indre væsen; Du strikkede mig sammen i min moders liv.

¹⁴Jeg vil takke Dig, for jeg er underfuldt skabt; Vidunderlige er Dine gerninger, Og min sjæl ved det så godt.

¹⁵Mit skelet var ikke skjult for Dig Da jeg blev dannet i hemmelighed, Og kunstfærdigt formet i jordens dybder.

¹⁶Dine øjne så mit ufærdige legeme; Og i Din bog var skrevet Alle de dage, der var planlagt for mig, Da ingen af dem endnu var kommet.

¹⁷Hvor dyrebare er Dine tanker for mig, Gud! Hvor stor er summen af dem!

¹⁸Hvis jeg skulle tælle dem, ville de overgå sandets korn. Når jeg vågner, er jeg stadig hos Dig.

¹⁹Hvis Du blot ville slå de ugudelige ihjel, Gud; Bort fra mig, I blodtørstige mænd.

²⁰For de taler imod Dig med ondskab, Og Dine modstandere misbruger Dit navn.

²¹Hader jeg ikke dem, der hader Dig, Herre? Og foragter jeg ikke dem, der rejser sig imod Dig?

²²Jeg hader dem med fuldkommen had; De er blevet mine fjender.

²³Undersøg mig, Gud, og kend mit hjerte; Prøv mig og kend mine ængstelige tanker;

²⁴Og se, om der er nogen krænkende vej i mig, Og led mig på den evige vej.