Salmernes Bog 35

¹Strid, Herre, mod dem, der strider mod mig; Kæmp mod dem, der kæmper mod mig.

²Grib skjold og rustning, Og stå op for at hjælpe mig.

³Drag spyd og lanse for at møde dem, der forfølger mig; Forsikre min sjæl, “Jeg er din frelse.”

⁴Lad dem blive til skamme og vanære, som søger mit liv; Lad dem vende tilbage og blive ydmyget, som udtænker ondt mod mig.

⁵Lad dem være som avner for vinden, Med Herrens engel, der driver dem fremad.

⁶Lad deres vej være mørk og glat, Med Herrens engel, der forfølger dem.

⁷For de satte deres net for mig uden grund; Uden grund gravede de en grav for min sjæl.

⁸Lad ødelæggelse komme over ham, når han er uvidende, Og lad det net, han skjulte, fange ham; Lad ham falde i netop den ødelæggelse.

⁹Og min sjæl skal glæde sig i Herren; Den skal glæde sig i Hans frelse.

¹⁰Alle mine knogler vil erklære, “Herre, hvem er som Du, Som redder den lidende fra en, der er for stærk for ham, Og den lidende og den fattige fra en, der røver ham?”

¹¹Falske vidner rejser sig; De afhører mig om ting, jeg ikke ved.

¹²De gengælder ondt for mit gode, Bringer sorg til min sjæl.

¹³Men jeg, når de var syge, bar jeg sæk; Jeg ydmygede min sjæl med faste, Men min bøn vendte tilbage ubesvaret.

¹⁴Jeg gik omkring, som om det var min ven eller bror; Jeg bøjede mig i sorg, som en der sørger over en mor.

¹⁵Men ved min snublen glædede de sig og samlede sig sammen; De lidende, som jeg ikke kendte, samlede sig mod mig, De bagtalte mig uden ophør.

¹⁶Som respektløse spøgefugle ved en fest, De skar tænder mod mig.

¹⁷Herre, hvor længe vil Du se til? Red min sjæl fra deres ødelæggelser, Mit dyrebare liv fra løverne.

¹⁸Jeg vil takke Dig i den store menighed; Jeg vil prise Dig blandt en stor forsamling.

¹⁹Lad ikke dem, der uretfærdigt er mine fjender, glæde sig over mig; Ej heller lad dem, der hader mig uden grund, blinke ondsindet.

²⁰For de taler ikke om fred, Men de udtænker bedrageriske ord mod dem, der lever stille i landet.

²¹De åbnede deres mund vidt mod mig; De udråbte, “Aha, aha! Vore øjne har set det!”

²²Du har set det, Herre, forbliv ikke tavs; Herre, vær ikke fjern fra mig.

²³Rejs Dig, og vågn op til min ret Og til min sag, min Gud og min Herre.

²⁴Døm mig, Herre min Gud, efter Din retfærdighed, Og forhindre dem i at glæde sig over mig.

²⁵Lad dem ikke sige i deres hjerte, “Aha, vores ønske!” Lad dem ikke sige, “Vi har fortæret ham!”

²⁶Lad dem blive til skamme og fuldstændig ydmyget, som glæder sig over min nød; Lad dem blive klædt i skam og vanære, som ophøjer sig over mig.

²⁷Lad dem råbe af glæde og fryde sig, som glæder sig over min retfærdiggørelse; Og lad dem uophørligt sige, “Herren være ophøjet, Som glæder sig over Sin tjeners velstand.”

²⁸Og min tunge skal forkynde Din retfærdighed Og Din pris hele dagen.