Salmernes Bog 42

¹Som hjorten skriger efter vandløb, Så længes min sjæl efter dig, Gud.

²Min sjæl tørster efter den levende Gud; Hvornår skal jeg komme og være i Guds nærvær?

³Mine tårer har været min føde dag og nat, Mens de uafbrudt spørger mig: "Hvor er din Gud?"

⁴Jeg husker disse minder og udøser min sjæl i mig. For jeg plejede at gå med skaren og lede dem til Guds hus, Med glædesråb og taksigelse, en skare der fejrer en fest.

⁵Hvorfor er du nedbøjet, min sjæl? Og hvorfor er du urolig i mig? Håb på Gud, for jeg vil endnu prise ham For hans frelsende nærvær, min Gud.

⁶Min sjæl er nedbøjet i mig; Derfor husker jeg dig fra Jordans land Og Hermons højder, fra Mizar-bjerget.

⁷Dybet kalder til dybet ved lyden af dine vandfald; Alle dine bølger og brændinger er gået over mig.

⁸Herren vil sende sin trofaste kærlighed om dagen; Og hans sang vil ledsage mig om natten, En bøn til mit livs Gud.

⁹Jeg vil sige til Gud, min klippe: "Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor må jeg gå omkring i sorg på grund af fjendens undertrykkelse?"

¹⁰Som om de knuser mine knogler, håner mine modstandere mig, Mens de uafbrudt spørger mig: "Hvor er din Gud?"

¹¹Hvorfor er du nedbøjet, min sjæl? Og hvorfor er du urolig i mig? Håb på Gud, for jeg vil endnu prise ham For hans frelsende nærvær, min Gud.