Salmernes Bog 69

¹Frels mig, Gud, For vandene har truet mit liv.

²Jeg er sunket i dybt dynd, og der er intet fodfæste; Jeg er kommet i dybe vande, og floden overvælder mig.

³Jeg er udmattet af gråd; min hals er tør; Mine øjne svigter, mens jeg venter på min Gud.

⁴De, der hader mig uden grund, er flere end hårene på mit hoved; De, der søger at ødelægge mig, er mægtige, de, der modsætter sig mig med løgne; Hvad jeg ikke stjal, må jeg nu tilbagebetale.

⁵Gud, Du kender til min dårskab, Og min skyld er ikke skjult for Dig.

⁶Må de, der venter på Dig, ikke blive til skamme på grund af mig, Herre Gud af hære; Må de, der søger Dig, ikke blive vanæret på grund af mig, Israels Gud,

⁷For Din skyld har jeg udholdt skam; Vanære har dækket mit ansigt.

⁸Jeg er blevet fremmed for mine brødre, Og en fremmed for min mors sønner.

⁹For nidkærhed for Dit hus har fortæret mig, Og fornærmelserne fra dem, der fornærmer Dig, er faldet på mig.

¹⁰Da jeg græd og fastede, Bragte det mig skændsel.

¹¹Da jeg bar sæk som mit klæde, Blev jeg et ordsprog for dem.

¹²De, der sidder ved porten, taler om mig, Og jeg er genstand for sange af dem, der er berusede.

¹³Men jeg, min bøn er til Dig, Herre, på en gunstig tid; Gud, i Din overflod af barmhjertighed, Svar mig med Din frelsende sandhed.

¹⁴Red mig fra dyndet og lad mig ikke synke; Må jeg blive reddet fra dem, der hader mig, og fra vandets dybder.

¹⁵Må flodvandene ikke feje over mig Ej heller det dybe opsluge mig, Ej heller graven lukke sin mund over mig.

¹⁶Svar mig, Herre, for Din godhed er rigelig; I Din store medfølelse, vend Dig mod mig,

¹⁷Og skjul ikke Dit ansigt for Din tjener, For jeg er i nød; svar mig hurtigt.

¹⁸Træk nær til min sjæl og forløs den; Red mig på grund af mine fjender!

¹⁹Du kender min skændsel, min skam og min vanære; Alle mine modstandere er kendt af Dig.

²⁰Skændsel har brudt mit hjerte, og jeg er så svag. Og jeg søgte medfølelse, men der var ingen, Og trøstere, men jeg fandt ingen.

²¹De gav mig også bitter mad, Og for min tørst tilbød de mig sur vin.

²²Må deres bord foran dem blive en snare; Og når de føler sig sikre, må det blive en fælde.

²³Må deres øjne blive formørket, så de ikke kan se, Og få deres kroppe til at skælve uophørligt.

²⁴Udøs Din vrede over dem, Og må Din voldsomme vrede overvælde dem.

²⁵Må deres lejr blive øde; Må der ikke være nogen, der bor i deres telte.

²⁶For de har forfulgt den, Du har slået, Og de fortæller om smerten hos dem, Du har såret.

²⁷Læg skyld til deres skyld, Og må de ikke komme ind i Din retfærdighed.

²⁸Må de blive udslettet af livets bog, Og må de ikke blive opført med de retfærdige.

²⁹Men jeg er plaget og i smerte; Må Din frelse, Gud, sætte mig sikkert højt.

³⁰Jeg vil ære Guds navn med en sang, Og ophøje Ham med taksigelse.

³¹Og det vil behage Herren mere end en okse Eller en tyr med horn og klove.

³²De ydmyge har set det og glæder sig; I, der søger Gud, lad jeres hjerter blive genoplivet.

³³For Herren hører de nødlidende, Og foragter ikke sine fanger.

³⁴Lad himlene og jorden prise Ham, Havene og alt, hvad der bevæger sig i dem.

³⁵For Gud vil frelse Zion og genopbygge Judas byer, Så de kan bo der og eje det.

³⁶Hans tjeneres afkom vil arve det, Og de, der elsker Hans navn, vil bo i det.