Johannes' Åbenbaring 6

¹Jeg så, da Lammet åbnede et af de syv segl, og jeg hørte en af de fire levende væsener sige med en stemme som torden: “Kom!”

²Jeg så, og der var en hvid hest! Dens rytter havde en bue, og en krone blev givet til ham, og han drog ud sejrende og for at sejre.

³Da Lammet åbnede det andet segl, hørte jeg det andet levende væsen sige: “Kom!”

⁴Så kom der en anden hest, en ildrød en. Dens rytter fik magt til at tage freden fra jorden, så folk ville dræbe hinanden; og et stort sværd blev givet til ham.

⁵Da Lammet åbnede det tredje segl, hørte jeg det tredje levende væsen sige: “Kom!” Jeg så, og der var en sort hest! Dens rytter havde en vægt i sin hånd.

⁶Så hørte jeg, hvad der syntes at være en stemme blandt de fire levende væsener, sige: “En quart hvede for en denar, og tre quarts byg for en denar; og gør ikke skade på olien og vinen.”

⁷Da Lammet åbnede det fjerde segl, hørte jeg det fjerde levende væsens stemme sige: “Kom!”

⁸Jeg så, og der var en bleg hest! Dens rytter blev kaldt Døden, og Hades fulgte tæt efter ham. De fik myndighed over en fjerdedel af jorden, til at dræbe med sværd, hungersnød, pest og ved jordens vilde dyr.

⁹Da Lammet åbnede det femte segl, så jeg under alteret sjælene af dem, der var blevet dræbt for Guds ord og for det vidnesbyrd, de havde opretholdt.

¹⁰De råbte med høj røst: “Hvor længe, suveræne Herre, hellige og sande, indtil du dømmer jordens indbyggere og hævner vores blod?”

¹¹Så blev hver af dem givet en hvid klædning, og de blev bedt om at hvile lidt længere, indtil antallet af deres medtjenere og deres brødre og søstre, som skulle blive dræbt som de var blevet, var fuldendt.

¹²Jeg så, da han åbnede det sjette segl. Der var et stort jordskælv; solen blev sort som sæk lavet af hår, og hele månen blev blodrød,

¹³og himlens stjerner faldt til jorden, som et figentræ kaster sine umodne figner, når det rystes af en stærk vind.

¹⁴Himlen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og hvert bjerg og ø blev flyttet fra deres sted.

¹⁵Så skjulte jordens konger, de fornemme, kommandørerne, de rige, de mægtige og alle andre, både slave og fri, sig i huler og blandt bjergenes klipper.

¹⁶De råbte til bjergene og klipperne: “Fald over os og skjul os for Ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede!

¹⁷For den store dag for Deres vrede er kommet, og hvem kan modstå den?”