Zakarias Bog 11

¹Åbn dine døre, Libanon, så ilden kan fortære dine cedertræer.

²Jamre, enebærtræ, for cederen er faldet; de majestætiske træer er ødelagt! Jamre, Basans ege, for den tætte skov er fældet!

³Hør hyrdernes klage, for deres herlige græsgange er ødelagt! Lyt til de unge løvers brøl, for Jordans stolthed er ødelagt!

⁴Dette siger Herren min Gud: “Vogt flokken, der er bestemt til slagtning.

⁵Deres købere slagter dem og går ustraffet. De, der sælger dem, siger: ‘Velsignet være Herren, for jeg er blevet rig!’ Deres egne hyrder viser dem ingen barmhjertighed.

⁶For jeg vil ikke længere have medlidenhed med landets folk,” erklærer Herren. “Jeg vil overgive enhver til deres naboer og deres konge. De vil knuse landet, og jeg vil ikke befri dem fra deres hænder.”

⁷Så jeg vogtede flokken, der var bestemt til slagtning, især de plagede af flokken. Jeg tog to stave, kaldte den ene Ynde og den anden Enighed, og jeg vogtede flokken.

⁸På en måned fjernede jeg de tre hyrder. Min sjæl blev træt af dem, og de afskyede også mig.

⁹Så jeg sagde, “Jeg vil ikke vogte jer længere. Lad dem, der dør, dø, og dem, der går til grunde, gå til grunde. Lad dem, der er tilbage, æde hinandens kød.”

¹⁰Så tog jeg min stav kaldet Ynde og brækkede den, ophævende den pagt, jeg havde indgået med alle folkene.

¹¹Den blev ophævet den dag, og således vidste de plagede af flokken, der så på mig, at det var Herrens ord.

¹²Jeg sagde til dem, “Hvis I finder det passende, giv mig min løn; hvis ikke, behold den.” Så vejede de tredive sølvstykker som min løn.

¹³Og Herren sagde til mig, “Kast det til pottemageren—den prægtige pris, de vurderede mig til!” Så jeg tog de tredive sølvstykker og kastede dem til pottemageren i Herrens hus.

¹⁴Så brækkede jeg min anden stav kaldet Enighed, brød broderskabet mellem Juda og Israel.

¹⁵Så sagde Herren til mig, “Tag igen udstyret af en tåbelig hyrde.

¹⁶For jeg er ved at rejse en hyrde i landet, som ikke vil tage sig af dem, der går til grunde, ej heller søge de spredte, ej heller helbrede de sårede, ej heller nære de sunde, men vil fortære kødet af de fede får, rive deres hove af.

¹⁷Ve den værdiløse hyrde som forlader flokken! Må sværdet ramme hans arm og hans højre øje! Må hans arm blive fuldstændig vissen, og hans højre øje helt blindet!”