1 Kongebog 22

¹I tre år var der ingen konflikt mellem Aram og Israel.

²Men i det tredje år besøgte Josafat, Judas konge, Israels konge.

³Israels konge sagde til sine tjenere: “Ved I ikke, at Ramot i Gilead tilhører os? Alligevel gør vi intet for at tage det tilbage fra Arams konge.”

⁴Så spurgte han Josafat: “Vil du gå med mig for at kæmpe ved Ramot i Gilead?” Josafat svarede Israels konge: “Jeg er som du; mit folk som dit folk, mine heste som dine heste.”

⁵Men Josafat sagde til Israels konge: “Søg først Herrens ord.”

⁶Så samlede Israels konge profeterne—omkring fire hundrede mænd—og spurgte dem: “Skal jeg gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?” De svarede: “Gå, for Herren vil give det i kongens hånd.”

⁷Men Josafat spurgte: “Er der ikke stadig en Herrens profet her, som vi kan spørge?”

⁸Israels konge sagde til Josafat: “Der er stadig én mand, gennem hvem vi kan spørge Herren, men jeg hader ham, fordi han aldrig profeterer noget godt om mig—kun ulykke. Det er Mika, Imlas søn.” Josafat svarede: “Kongen bør ikke tale sådan.”

⁹Så kaldte Israels konge en officer og sagde: “Bring straks Mika, Imlas søn.”

¹⁰Nu sad Israels konge og Josafat, Judas konge, på deres troner, iført klæder ved tærskepladsen ved indgangen til Samarias port, mens alle profeterne profeterede foran dem.

¹¹Zedekias, Kenaanas søn, havde lavet jernhorn, og han sagde: “Dette siger Herren: Med disse vil du stange aramæerne, indtil de er ødelagt.”

¹²Alle profeterne profeterede det samme: “Drag op til Ramot i Gilead og sejr, for Herren vil give det i kongens hånd.”

¹³Budbringeren, der gik for at kalde Mika, sagde til ham: “Se, profeternes ord er alle enige og lover kongen succes. Lad dit ord være som deres, og tal gunstigt.”

¹⁴Men Mika sagde: “Så sandt som Herren lever, vil jeg kun sige, hvad Herren siger til mig.”

¹⁵Da han kom frem for kongen, spurgte kongen ham: “Mika, skal vi gå i krig mod Ramot i Gilead, eller ikke?” Han svarede: “Gå og sejr, for Herren vil give det i kongens hånd.”

¹⁶Kongen sagde da til ham: “Hvor mange gange skal jeg insistere på, at du kun taler sandheden i Herrens navn?”

¹⁷Så sagde Mika, “Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får uden hyrde, og Herren sagde: ‘Disse mennesker har ingen herre; lad hver af dem vende hjem i fred.’”

¹⁸Israels konge sagde til Josafat: “Sagde jeg ikke til dig, at han ikke ville profetere noget godt om mig, men kun ulykke?”

¹⁹Mika sagde: “Hør derfor Herrens ord: Jeg så Herren sidde på sin trone, med hele himlens hær stående ved hans højre og venstre side.

²⁰Og Herren sagde: ‘Hvem vil lokke Akab til at gå og falde ved Ramot i Gilead?’ Den ene foreslog dette, og en anden det.

²¹Så trådte en ånd frem for Herren og sagde: ‘Jeg vil lokke ham.’

²²‘Hvordan?’ spurgte Herren. ‘Ved at være en løgnens ånd i munden på alle hans profeter,’ sagde han. Herren sagde: ‘Du skal lykkes med at lokke ham. Gå og gør det.’

²³Så nu har Herren lagt en løgnens ånd i munden på alle disse dine profeter. Herren har besluttet ulykke for dig.”

²⁴Så trådte Zedekias, Kenaanas søn, frem og slog Mika på kinden. Han sagde: “Hvilken vej gik Herrens ånd fra mig for at tale til dig?”

²⁵Mika svarede: “Det vil du opdage den dag, du går ind for at gemme dig i et indre rum.”

²⁶Israels konge beordrede: “Tag Mika og send ham tilbage til Amon, byens guvernør, og til Joash, kongens søn,

²⁷og sig: ‘Dette siger kongen: Sæt denne mand i fængsel og giv ham intet andet end brød og vand, indtil jeg vender sikkert tilbage.’”

²⁸Men Mika erklærede: “Hvis du nogensinde vender sikkert tilbage, har Herren ikke talt gennem mig.” Og han tilføjede: “Bemærk dette, alle I folk!”

²⁹Derfor drog Israels konge og Josafat, Judas konge, til Ramot i Gilead.

³⁰Israels konge sagde til Josafat: “Jeg vil forklæde mig, når jeg går i kamp, men du skal bære dine kongelige klæder.” Så forklædte Israels konge sig og gik i kamp.

³¹I mellemtiden havde Arams konge instrueret sine toogtredive vognkommandører: “Engager jer ikke med nogen, hverken lille eller stor, undtagen Israels konge.”

³²Da vognkommandørerne så Josafat, tænkte de: “Dette må være Israels konge.” Så de vendte sig for at angribe ham, men Josafat råbte.

³³Da vognkommandørerne så, at han ikke var Israels konge, vendte de sig bort fra ham.

³⁴Men en mand trak sin bue tilfældigt og ramte Israels konge mellem samlingerne i hans rustning. Han sagde til sin vognstyrer: “Vend om og få mig ud af kampen, for jeg er såret.”

³⁵Kampen rasede den dag, og kongen blev støttet op i sin vogn mod aramæerne. Men blodet fra hans sår flød ned på vognens gulv, og om aftenen døde han.

³⁶Ved solnedgang gik der et råb gennem hæren: “Enhver mand til sin egen by, og enhver mand til sit eget land!”

³⁷Således døde kongen og blev ført til Samaria, hvor de begravede ham.

³⁸De vaskede vognen ved en dam i Samaria, hvor prostituerede badede, og hundene slikkede hans blod, som Herrens ord havde talt.

³⁹Nu resten af Akabs gerninger, og alt hvad han gjorde—elfenbenspaladset han byggede og de byer han befæstede—er de ikke skrevet i Israels kongers krønikebog?

⁴⁰Akab blev lagt til hvile med sine forfædre, og hans søn Akazja efterfulgte ham som konge.

⁴¹Josafat, Asas søn, begyndte at regere over Juda i Akabs fjerde regeringsår, Israels konge.

⁴²Josafat var femogtredive år gammel, da han begyndte at regere, og han regerede i Jerusalem i femogtyve år. Hans moders navn var Azuba, Shilhis datter.

⁴³Han fulgte sin fader Asas veje og veg ikke fra dem; han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne. Dog blev offerhøjene ikke fjernet, og folket fortsatte med at bringe ofre og brænde røgelse der.

⁴⁴Josafat opretholdt fredelige relationer med Israels konge.

⁴⁵Hvad angår resten af Josafats gerninger, de mægtige gerninger han udførte og de kampe han kæmpede—er de ikke skrevet i Judas kongers krønikebog?

⁴⁶Han fjernede fra landet de resterende mandlige kultprostituerede, som var tilbage fra hans fader Asas dage.

⁴⁷Der var ingen konge i Edom; en stedfortræder regerede i stedet for en konge.

⁴⁸Josafat byggede Tarsis-skibe for at sejle til Ofir efter guld, men de kom aldrig af sted, for de blev ødelagt ved Ezion-Geber.

⁴⁹I denne periode foreslog Akazja, Akabs søn, til Josafat: “Lad mine mænd sejle med dine,” men Josafat afslog.

⁵⁰Josafat blev lagt til hvile med sine forfædre og blev begravet med dem i sin fader Davids by. Og hans søn Joram efterfulgte ham som konge.

⁵¹Akazja, Akabs søn, begyndte at regere over Israel i Samaria i Josafats syttende regeringsår, Judas konge, og han regerede over Israel i to år.

⁵²Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og fulgte sin fader og moders veje og Jeroboam, Nebats søns vej, som fik Israel til at synde.

⁵³Han tjente og tilbad Baal og vakte Herrens, Israels Guds, vrede, ligesom hans fader havde gjort.