1 Samuelsbog 1

¹Der var en mand fra Ramathaim Zophim, i Efraims bjergland, ved navn Elkana, søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af Zuph, en efraimit.

²Han havde to hustruer. Den ene hed Hanna, og den anden hed Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen.

³Hvert år gik denne mand op fra sin by for at tilbede og ofre til Hærskarers Herre i Shilo, hvor Elis to sønner — Hofni og Pinehas — tjente som præster for Herren.

⁴Hver gang Elkana ofrede sit offer, gav han portioner af kødet til sin hustru Peninna og til alle hendes sønner og døtre.

⁵Men til Hanna gav han en dobbelt portion, for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn.

⁶Hendes rival provokerede hende bittert for at gøre hende ked af det, fordi Herren havde lukket hendes moderliv.

⁷Dette skete år efter år. Hver gang Hanna gik op til Herrens hus, provokerede hendes rival hende, og hun græd og ville ikke spise.

⁸Elkana, hendes mand, sagde til hende: “Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor vil du ikke spise? Hvorfor er du så nedtrykt? Er jeg ikke bedre for dig end ti sønner?”

⁹Efter de havde spist og drukket i Shilo, rejste Hanna sig. Nu sad Eli præsten på sin stol ved dørstolpen til Herrens tempel.

¹⁰Hanna var dybt bedrøvet, og hun bad til Herren, mens hun græd bittert.

¹¹Hun aflagde et løfte og sagde: “Hærskarers Herre, hvis du virkelig vil se til din tjenestepiges nød, huske mig og ikke glemme din tjenestepige, men give din tjenestepige en søn, så vil jeg give ham til Herren alle hans livs dage, og ingen ragekniv skal røre hans hoved.”

¹²Mens hun fortsatte med at bede for Herren, iagttog Eli hendes mund.

¹³Hanna talte i sit hjerte; hendes læber bevægede sig, men hendes stemme blev ikke hørt. Så Eli troede, hun var beruset.

¹⁴Og Eli sagde til hende: “Hvor længe vil du forblive beruset? Læg din vin bort!”

¹⁵Men Hanna svarede: “Nej, min herre, jeg er en kvinde med en bedrøvet ånd. Jeg har ikke drukket vin eller stærk drik, men jeg har udgydt min sjæl for Herren.

¹⁶Anse ikke din tjenestepige for en ond kvinde, for jeg har bedt ud fra min store sorg og nød.”

¹⁷Så svarede Eli: “Gå i fred, og må Israels Gud give dig, hvad du har bedt ham om.”

¹⁸Hun sagde: “Lad din tjenestepige finde nåde for dine øjne.” Så gik hun sin vej og spiste noget, og hendes ansigt var ikke længere nedtrykt.

¹⁹Tidligt næste morgen rejste de sig og tilbad for Herren, og derefter vendte de hjem til Rama. Elkana var intim med Hanna, sin hustru, og Herren huskede hende.

²⁰Til rette tid blev Hanna gravid og fødte en søn. Hun kaldte ham Samuel og sagde: “Fordi jeg bad Herren om ham.”

²¹Da Elkana gik op med hele sit hus for at ofre det årlige offer til Herren og for at opfylde sit løfte,

²²gik Hanna ikke med. Hun sagde til sin mand: “Når drengen er vænnet fra, vil jeg tage ham, så han kan vise sig for Herren og blive der permanent.”

²³Elkana, hendes mand, sagde til hende: “Gør, hvad der synes bedst for dig. Bliv, indtil du har vænnet ham fra; kun må Herren opfylde sit ord.” Så blev hun hjemme og ammede sin søn, indtil hun havde vænnet ham fra.

²⁴Efter hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med sig til Herrens hus i Shilo, sammen med en treårig tyr, en efa mel og en skind vin. Drengen var stadig ung.

²⁵De slagtede tyren og bragte barnet til Eli.

²⁶Hun sagde til ham: “Undskyld mig, min herre. Så sandt som du lever, min herre, jeg er den kvinde, der stod her ved siden af dig og bad til Herren.

²⁷Jeg bad for dette barn, og Herren har givet mig min bøn.

²⁸Så nu dedikerer jeg ham til Herren. Så længe han lever, er han givet til Herren.” Og han tilbad Herren der.