1 Samuelsbog 2

¹Da bad Hanna og sagde: "Mit hjerte fryder sig i Herren; Mit horn løftes højt af Herren. Min mund praler over mine fjender, For jeg glæder mig over din frelse.

²Der er ingen hellig som Herren, For der er ingen uden dig, Ej heller er der nogen klippe som vores Gud.

³Tal ikke så stolt, Lad ikke hovmod komme fra din mund, For Herren er en Gud af viden, Og ved ham vejes handlinger.

⁴De mægtiges buer er brudt, Men de, der snublede, er nu bevæbnet med styrke.

⁵De, der var mætte, lejer sig ud for brød, Men de, der var sultne, er nu mætte. Selv den ufrugtbare har født syv, Men hun, der havde mange sønner, vansmægter.

⁶Herren bringer død og giver liv; Han bringer ned i graven og rejser op.

⁷Herren ydmyger og beriger; Han sænker og han ophøjer.

⁸Han rejser den fattige fra støvet, Han løfter den nødlidende fra askedyngen For at sætte dem blandt fyrster Og give dem en æresplads. For jordens grundvolde tilhører Herren, Og på dem har han sat verden.

⁹Han vogter sine trofastes fødder, Men de ugudelige skal blive tavse i mørket, For ikke ved styrke skal en person sejre.

¹⁰De, der modsætter sig Herren, vil blive knust; Han vil tordne imod dem fra himlene. Herren vil dømme jordens ender. Han vil give styrke til sin konge Og ophøje sin salvedes horn."

¹¹Så vendte Elkana tilbage til sit hjem i Rama, men drengen blev for at tjene Herren under præsten Eli.

¹²Nu var Elis sønner onde mænd; de havde ingen respekt for Herren.

¹³Præsternes skik med folket var, at når nogen bragte et offer, kom præstens tjener med en trefork, mens kødet kogte,

¹⁴Og han stak den ned i panden eller gryden eller kedlen eller kittelen. Hvad end gaflen bragte op, tog præsten til sig selv. Sådan behandlede de alle israelitterne, der kom til Shilo.

¹⁵Selv før fedtet blev brændt, kom præstens tjener og sagde til den, der ofrede, "Giv præsten kød til at stege. Han vil ikke acceptere kogt kød fra dig—kun råt."

¹⁶Hvis manden sagde til ham, "Lad fedtet blive brændt først, og så kan du tage så meget, du ønsker," ville han svare, "Nej, giv det nu. Hvis ikke, vil jeg tage det med magt."

¹⁷Således var de unge mænds synd meget stor for Herren, fordi de behandlede Herrens offer med foragt.

¹⁸Men Samuel tjente for Herren—en dreng iført en linned efod.

¹⁹Hvert år lavede hans mor en lille kappe til ham og bragte den til ham, når hun gik op med sin mand for at ofre det årlige offer.

²⁰Eli ville velsigne Elkana og hans kone og sige, "Må Herren give dig børn fra denne kvinde i stedet for den, hun dedikerede til Herren." Så vendte de hjem.

²¹Og Herren besøgte Hanna, og hun blev gravid og fødte tre sønner og to døtre. I mellemtiden voksede drengen Samuel op i Herrens nærvær.

²²Nu var Eli meget gammel, og han hørte om alt, hvad hans sønner gjorde mod hele Israel—hvordan de lå med kvinderne, der tjente ved indgangen til åbenbaringsteltet.

²³Så han sagde til dem, "Hvorfor gør I sådanne ting? For jeg hører om jeres onde gerninger fra hele folket.

²⁴Mine sønner, den rapport, jeg hører sprede sig blandt Herrens folk, er foruroligende.

²⁵Hvis en mand synder mod en anden, kan Gud mægle for ham; men hvis nogen synder mod Herren, hvem kan gå i forbøn?" Men de lyttede ikke til deres far, for det var Herrens vilje at bringe dem til døden.

²⁶Og drengen Samuel fortsatte med at vokse i statur og i yndest både hos Herren og hos mennesker.

²⁷En Guds mand kom til Eli og sagde til ham, "Dette siger Herren: Har jeg ikke tydeligt åbenbaret mig for din forfaders hus, da de var i Egypten, under Faraos styre?

²⁸Jeg valgte din forfader ud af alle Israels stammer til at være min præst, til at ofre på mit alter, til at brænde røgelse og til at bære en efod i min nærværelse. Jeg gav også din familie alle madofrene, der blev bragt af ild fra israelitterne.

²⁹Hvorfor viser du da foragt for mit offer og min gave, som jeg befalede i min bolig? Hvorfor ærer du dine sønner mere end mig, ved at fede jer med de bedste dele af hvert offer, som mit folk Israel bringer?"

³⁰"Derfor erklærer Herren, Israels Gud: Jeg lovede, at din familie og din forfaders familie skulle tjene for mig for evigt. Men nu," erklærer Herren, "langt fra mig! For dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der foragter mig, skal behandles med foragt.

³¹Tiden kommer, hvor jeg vil afskære din styrke og din families styrke, så ingen i dit hus vil nå alderdom.

³²Du vil se nød i min bolig, selvom godt vil blive gjort mod Israel, og der vil aldrig være en gammel mand i din slægt.

³³Enhver af jer, som jeg ikke afskærer fra mit alter, vil kun blive skånet for at bringe sorg til dine øjne og bedrøvelse til dit hjerte, og alle dine efterkommere vil dø i deres bedste alder.

³⁴Og dette tegn vil komme til dig angående dine to sønner, Hofni og Pinehas: de vil begge dø på samme dag.

³⁵Så vil jeg oprejse for mig selv en trofast præst, som vil gøre, hvad der er i mit hjerte og sind. Jeg vil etablere hans hus, og han vil tjene for min salvede altid.

³⁶Så vil alle, der er tilbage i din familie, komme og bøje sig for ham for et stykke sølv og et brød, og sige, 'Vær venlig at udnævne mig til en præsteopgave, så jeg kan få noget at spise.'"