1 Samuelsbog 20

¹Så flygtede David fra Naioth i Rama og kom og sagde til Jonatan: "Hvad har jeg gjort? Hvad er min skyld? Hvad er min synd over for din far, siden han søger mit liv?"

²Men han sagde til ham: "Langt fra det! Du skal ikke dø. Se, min far gør intet, hverken stort eller småt, uden at fortælle mig det. Hvorfor skulle min far skjule denne sag for mig? Det er ikke sådan!"

³Dog svor David igen og sagde: "Din far ved godt, at jeg har fundet nåde for dine øjne, og han har sagt, 'Jonatan må ikke vide dette, så han ikke bliver bedrøvet.' Men sandelig, så sandt Herren lever og så sandt du selv lever, der er næppe et skridt mellem mig og døden."

⁴Så forsikrede Jonatan David: "Jeg vil gøre, hvad du beder om."

⁵David sagde til Jonatan: "Se, i morgen er det nymåne, og jeg forventes at sidde med kongen og spise. Men lad mig gå, så jeg kan skjule mig på marken indtil den tredje aften.

⁶Hvis din far savner mig overhovedet, så sig, 'David bad indtrængende om tilladelse fra mig til at løbe til Betlehem, hans by, fordi det er den årlige offerfest der for hele familien.'

⁷Hvis han siger, 'Det er godt,' vil din tjener være i sikkerhed; men hvis han bliver vred, så vid, at han har besluttet at skade mig.

⁸Derfor behandl din tjener venligt, for du har bragt din tjener ind i en Herrens pagt med dig. Men hvis der er skyld i mig, så dræb mig selv; for hvorfor skulle du bringe mig til din far?"

⁹Jonatan sagde: "Langt fra det! For hvis jeg virkelig får at vide, at min far har besluttet at skade dig, ville jeg ikke informere dig?"

¹⁰Så spurgte David Jonatan: "Hvordan vil jeg vide, om din far svarer dig hårdt?"

¹¹Jonatan sagde til David: "Kom, lad os gå ud på marken." Så gik de to ud på marken.

¹²Så sagde Jonatan til David: "Herren, Israels Gud, være vidne! Når jeg har undersøgt min far om denne tid i morgen eller den tredje dag, hvis alt er vel med David, skal jeg da ikke sende bud til dig og afsløre det for dig?

¹³Men hvis det behager min far at gøre dig ondt, må Herren straffe mig, Jonatan, og værre, hvis jeg ikke informerer dig og sender dig væk, så du kan gå i sikkerhed. Og må Herren være med dig, som han har været med min far.

¹⁴Hvis jeg stadig er i live, vil du ikke vise mig Herrens kærlighed, så jeg ikke dør?

¹⁵Og du skal ikke afskære din loyalitet fra mit hus for evigt, ikke engang når Herren eliminerer enhver af Davids fjender fra jordens overflade."

¹⁶Så indgik Jonatan en pagt med Davids hus og sagde: "Må Herren holde Davids fjender ansvarlige."

¹⁷Jonatan fik David til at sværge igen på grund af sin kærlighed til ham, for han elskede ham, som han elskede sit eget liv.

¹⁸Så sagde Jonatan til ham: "Det er nymåne i morgen, og du vil blive savnet, for din plads vil være tom.

¹⁹Når du har opholdt dig i tre dage, skal du hurtigt gå ned og komme til det sted, hvor du skjulte dig den begivenhedsrige dag, og du skal blive ved siden af stenen Ezel.

²⁰Og jeg vil skyde tre pile til siden, som om jeg sigter mod et mål.

²¹Så se, jeg vil sende drengen og sige, 'Gå, find pilene.' Hvis jeg specifikt siger til drengen, 'Se, pilene er på denne side af dig; hent dem,' så kom ud, for der er sikkerhed for dig og ingen fare, så sandt Herren lever.

²²Men hvis jeg siger til den unge, 'Se, pilene er ud over dig,' så gå, for Herren har sendt dig væk.

²³Hvad angår den sag, som du og jeg har talt om, se, Herren er mellem dig og mig for evigt."

²⁴Så skjulte David sig på marken; og da nymånen kom, satte kongen sig ned for at spise måltidet.

²⁵Kongen satte sig på sin plads som sædvanlig, pladsen ved væggen; så rejste Jonatan sig, og Abner satte sig ved Sauls side, men Davids plads var tom.

²⁶Alligevel sagde Saul intet den dag, for han tænkte, "Det må være en tilfældighed; han er ikke ceremonielt ren; han er sikkert ikke ren."

²⁷Og det skete den næste dag, den anden dag af nymånen, at Davids plads var tom. Så sagde Saul til Jonatan, hans søn, "Hvorfor er Isajs søn ikke kommet til måltidet, hverken i går eller i dag?"

²⁸Jonatan svarede Saul: "David bad indtrængende om tilladelse fra mig til at gå til Betlehem.

²⁹Han sagde, 'Lad mig venligst gå, da vores familie har et offer i byen, og min bror har befalet mig at deltage. Nu, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, lad mig venligst slippe væk, så jeg kan se mine brødre.' Af den grund er han ikke kommet til kongens bord."

³⁰Så blussede Sauls vrede op mod Jonatan, og han sagde til ham, "Du søn af en vildfaren og oprørsk kvinde! Ved jeg ikke, at du vælger Isajs søn til din egen skam og til din moders vanære?

³¹For så længe Isajs søn lever på jorden, vil du og dit kongerige ikke blive etableret. Send nu nogen og bring ham til mig, for han er dømt til at dø!"

³²Men Jonatan svarede sin far Saul og spurgte, "Hvorfor skal han dø? Hvad har han gjort?"

³³Så kastede Saul sit spyd mod ham for at slå ham ned; så indså Jonatan, at hans far var fast besluttet på at dræbe David.

³⁴Så rejste Jonatan sig fra bordet i brændende vrede og spiste ikke mad på den anden dag af nymånen, for han var bedrøvet over David, fordi hans far havde vanæret ham.

³⁵Nu skete det om morgenen, at Jonatan gik ud på marken for mødet med David, og en lille dreng var med ham.

³⁶Og han sagde til sin dreng, "Løb, find nu pilene, som jeg vil skyde." Mens drengen løb, skød han en pil forbi ham.

³⁷Da drengen nåede stedet for pilen, som Jonatan havde skudt, råbte Jonatan efter drengen og sagde, "Er pilen ikke ud over dig?"

³⁸Og Jonatan råbte efter drengen, "Skynd dig, vær hurtig, bliv ikke!" Og Jonatans dreng samlede pilen op og kom til sin herre.

³⁹Men drengen var uvidende om noget; kun Jonatan og David forstod sagen.

⁴⁰Så gav Jonatan sine våben til sin dreng og instruerede ham, "Gå, tag dem til byen."

⁴¹Da drengen var gået, rejste David sig fra sydsiden og faldt på sit ansigt til jorden, og bøjede sig tre gange. Og de kyssede hinanden og græd sammen, men David græd mere.

⁴²Jonatan sagde til David, "Gå i sikkerhed, da vi har svoret i Herrens navn, og sagt, 'Herren vil være mellem mig og dig, og mellem mine efterkommere og dine efterkommere for evigt.'" Så drog David af sted, og Jonatan gik ind i byen.