1 Samuelsbog 22

¹David forlod det sted og fandt tilflugt i hulen Adullam. Da hans brødre og hele hans fars husstand hørte om dette, gik de ned til ham der.

²Alle, der var i nød, alle, der var i gæld, og alle, der var utilfredse, samlede sig om ham; og han blev anfører over dem. Nu var der omkring fire hundrede mænd med ham.

³Og David gik derfra til Mizpa i Moab. Han sagde til Moabs konge: “Lad venligst min far og min mor komme og blive hos dig, indtil jeg ved, hvad Gud vil gøre for mig.”

⁴Han betroede dem til Moabs konge; og de blev hos ham, så længe David var i fæstningen.

⁵Men profeten Gad sagde til David: “Bliv ikke i fæstningen; forlad den og gå ind i Judas land.” Så David forlod stedet og gik til skoven Heret.

⁶Da hørte Saul, at David og de mænd, der var med ham, var blevet opdaget. Nu sad Saul i Gibea, under tamarisktræet på højen, med sit spyd i hånden, og alle hans tjenere stod omkring ham.

⁷Saul sagde til sine tjenere, der stod omkring ham, “Hør nu, I benjaminitter! Vil Isajs søn også give jer alle marker og vingårde? Vil han gøre jer alle til tusindførere og hundredførere?

⁸For I har alle sammensvoret jer imod mig, så ingen informerer mig, når min søn indgår en pagt med Isajs søn, og ingen af jer bekymrer sig om mig eller informerer mig om, at min søn har opildnet min tjener mod mig, for at ligge i baghold, som det er i dag.”

⁹Da sagde Doeg edomitten, som stod blandt Sauls tjenere, “Jeg så Isajs søn komme til Nob, til Ahimelek, Ahitubs søn.

¹⁰Han søgte vejledning fra Herren for ham, forsynede ham med forsyninger, og gav ham sværdet fra Goliat filisteren.”

¹¹Da sendte kongen nogen for at kalde præsten Ahimelek, Ahitubs søn, og hele hans fars husstand, præsterne, der var i Nob; og de kom alle til kongen.

¹²Saul sagde: “Lyt nu, Ahitubs søn.” Og han sagde: “Her er jeg, min herre.”

¹³Da sagde Saul til ham, “Hvorfor har du og Isajs søn sammensvoret jer imod mig, ved at give ham brød og et sværd, og ved at spørge Gud for ham, så han ville rejse sig mod mig, ved at ligge i baghold, som det er i dag?”

¹⁴Ahimelek svarede kongen og sagde, “Og hvem blandt alle dine tjenere er så trofast som David, kongens svigersøn, anfører over din vagt, og æret i dit hus?

¹⁵Var det kun i dag, jeg begyndte at spørge Gud for ham? Bestemt ikke! Lad ikke kongen anklage din tjener eller nogen i min fars husstand, for din tjener ved intet som helst om hele denne sag.”

¹⁶Men kongen erklærede, “Ahimelek, du og hele din fars husstand skal visselig dø!”

¹⁷Og kongen sagde til de vagter, der tjente ham, “Vend jer om og dræb Herrens præster, fordi deres hånd også er med David, og fordi de vidste, at han flygtede og ikke informerede mig.” Men kongens tjenere var ikke villige til at række deres hænder ud for at angribe Herrens præster.

¹⁸Da sagde kongen til Doeg, “Du vend dig om og angrib præsterne!” Så Doeg edomitten vendte sig om og angreb præsterne, og han dræbte den dag femogfirs mænd, der bar linned-efoden.

¹⁹Han huggede også Nob, præsternes by, ned med sværdet, både mænd og kvinder, børn og spædbørn; også okser, æsler og får huggede han ned med sværdet.

²⁰Dog lykkedes det en søn af Ahimelek, Ahitubs søn, ved navn Abiatar, at undslippe og flygte til David.

²¹Abiatar fortalte David, at Saul havde dræbt Herrens præster.

²²Da sagde David til Abiatar, “Jeg indså den dag, da Doeg edomitten var til stede, at han bestemt ville informere Saul. Jeg har bragt skade over hver person i din fars husstand.

²³Bliv hos mig; vær ikke bange, for den, der søger mit liv, søger også dit liv, men du er sikker hos mig.”