1 Samuelsbog 30

¹Da David og hans mænd ankom til Ziklag på den tredje dag, opdagede de, at amalekitterne havde hærget Negev og Ziklag, ødelagt Ziklag og sat det i brand.

²Og de tog kvinderne og alle, der var i den, både små og store, uden at dræbe nogen, og drev dem bort og gik deres vej.

³Da de nåede byen, fandt David og hans mænd den brændt, og indså, at deres hustruer, sønner og døtre var taget til fange.

⁴Da hævede David og folket, der var med ham, deres stemmer og græd, indtil de ikke havde mere styrke til at græde.

⁵Davids to hustruer var også taget til fange, Ahinoam fra Jizre'el og Abigail, enkefruen efter Nabal fra Karmel.

⁶David var dybt bekymret, fordi folket talte om at stene ham, for de var alle bitre, hver især på grund af sine sønner og døtre. Men David fandt styrke i Herren sin Gud.

⁷David talte da til præsten Abiathar, Ahimeleks søn, “Bring mig efoden.” Så Abiathar bragte efoden til David.

⁸David søgte vejledning fra Herren og spurgte, “Skal jeg forfølge denne røverbande? Vil jeg indhente dem?” Og Han svarede, “Forfølg dem, for du vil helt sikkert indhente dem og redde alle.”

⁹Så drog David afsted med de seks hundrede mænd, der var med ham, og de nåede bækken Besor, hvor de, der blev tilbage, blev.

¹⁰David fortsatte forfølgelsen med fire hundrede mænd, mens to hundrede, der var for udmattede til at krydse bækken Besor, blev tilbage.

¹¹De stødte på en egypter i marken og bragte ham til David, gav ham brød at spise og vand at drikke.

¹²De gav ham et stykke figenkage og to klaser rosiner, og efter han havde spist, genvandt han sin ånd, for han havde ikke spist brød eller drukket vand i tre dage og tre nætter.

¹³David spurgte ham, “Hvem tilhører du, og hvor er du fra?” Han svarede, “Jeg er en ung egypter, en tjener for en amalekit, og min herre efterlod mig, da jeg blev syg for tre dage siden.

¹⁴Vi udførte et angreb på negev af keretitterne, og på det, der tilhører Juda, og på negev af Kaleb, og vi brændte Ziklag med ild.”

¹⁵Så sagde David til ham, “Vil du føre mig til denne bande?” Og han sagde, “Sværg ved Gud, at du ikke vil dræbe mig eller overgive mig til min herre, så vil jeg føre dig til denne bande.”

¹⁶Da han havde ført ham ned, fandt de dem spredt ud over hele landet, spisende, drikkende og fejrede, på grund af al den store bytte de havde taget fra filistrenes land og fra Judas land.

¹⁷David angreb dem fra skumringen til aftenen den næste dag; og ikke en mand af dem undslap, undtagen fire hundrede unge mænd, der red på kameler og flygtede.

¹⁸David genvandt alt, hvad amalekitterne havde taget, inklusive at redde sine to hustruer.

¹⁹Og intet af deres manglede, hverken små eller store, sønner eller døtre, bytte eller noget, som de havde taget til sig selv; David bragte alt tilbage.

²⁰Så erobrede David alle fårene og kvæget, som folket drev foran det andet kvæg, og de sagde, “Dette er Davids bytte.”

²¹Da David kom til de to hundrede mænd, der var for udmattede til at følge ham og også var blevet efterladt ved bækken Besor, kom de ud for at møde David og for at møde de folk, der var med ham. Så nærmede David sig folket og hilste på dem.

²²Så sagde alle de onde og uduelige mænd blandt dem, der gik med David, “Da de ikke gik med os, vil vi ikke give dem noget af det bytte, vi har genvundet, undtagen til hver mand sin hustru og sine børn, så de kan føre dem bort og forlade.”

²³Men David sagde, “I må ikke gøre sådan, mine brødre, med det, Herren har givet os, som har beskyttet os og overgivet til os den bande, der kom imod os.

²⁴Og hvem vil lytte til jer i denne sag? For som den, der går ned i kampen, er den, der bliver ved bagagen; de skal dele lige.”

²⁵Fra den dag fremadrettet blev det fastlagt som en lov og en forordning for Israel.

²⁶Da han vendte tilbage til Ziklag, sendte David noget af byttet til Judas ældste, til sine venner og sagde, “Her er en gave til jer fra Herrens fjenders bytte:

²⁷til dem i Betel, Ramot i Negev og Jattir;

²⁸til dem i Aroer, Sifmot og Eshtemoa;

²⁹til dem i Rakal, og til dem i byerne af jerahmeelitterne, og til dem i byerne af kenitterne;

³⁰til dem i Horma, Bor-ashan og Atak;

³¹og til dem i Hebron, og til alle de steder, hvor David selv og hans mænd havde vandret.”