2 Korintherbrevet 11

¹Jeg håber, I vil bære over med mig i lidt tåbelighed; ja, det gør I allerede.

²For jeg er dybt bekymret for jer med en guddommelig bekymring; for jeg har lovet jer til én mand, for at præsentere jer som en ren brud for Kristus.

³Men jeg er bange for, at ligesom slangen bedrog Eva med sin list, vil jeres sind blive ledt bort fra oprigtig og ren hengivenhed til Kristus.

⁴For hvis en kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke har prædiket, eller I modtager en anden ånd, som I ikke har modtaget, eller et andet evangelium, som I ikke har accepteret, tolererer I dette meget godt!

⁵For jeg anser mig ikke på nogen måde for at være ringere end disse mest fremtrædende apostle.

⁶Men selv om jeg mangler dygtighed i at tale, mangler jeg ikke viden; faktisk har vi på alle måder gjort dette klart for jer i alle ting.

⁷Eller begik jeg en fejl ved at ydmyge mig selv, så I kunne blive ophøjet, fordi jeg prædikede Guds evangelium til jer gratis?

⁸Jeg tog støtte fra andre kirker, accepterede deres hjælp for at tjene jer;

⁹Og da jeg var hos jer og i nød, belastede jeg ingen; for da brødrene kom fra Makedonien, forsynede de fuldt ud mit behov, og i alt holdt jeg mig fra at være en byrde for jer, og vil fortsætte med at gøre det.

¹⁰Med Kristi sandhed i mig erklærer jeg, at denne min stolthed ikke vil blive tysset i Achaia-regionerne.

¹¹Er det fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, hvor dyb min kærlighed til jer er.

¹²Men hvad jeg gør, vil jeg fortsætte med at gøre, for at jeg kan eliminere muligheden for dem, der ønsker en mulighed for at blive betragtet som vi er i den sag, de praler om.

¹³For sådanne mænd er falske apostle, bedrageriske arbejdere, der udgiver sig som Kristi apostle.

¹⁴Ikke underligt, for selv Satan udgiver sig som en lysets engel.

¹⁵Derfor er det ikke overraskende, hvis hans tjenere også udgiver sig som retfærdighedens tjenere, hvis ende vil være i overensstemmelse med deres gerninger.

¹⁶Igen siger jeg, lad ingen tænke mig tåbelig; men hvis I gør, accepter mig selv som tåbelig, så jeg også kan prale lidt.

¹⁷Hvad jeg siger, siger jeg ikke som Herren ville, men snarere i en ånd af tåbelighed, med denne selvtillid af praleri.

¹⁸Da mange praler efter verdslige standarder, vil jeg også prale.

¹⁹For I, som er så kloge, udholder tåberne med glæde.

²⁰For I tolererer det, hvis nogen gør jer til slaver, fortærer jer, udnytter jer, ophøjer sig selv, eller slår jer i ansigtet.

²¹Til min beklagelse må jeg indrømme, at vi har været svage i sammenligning. Men i hvilken som helst henseende nogen anden er dristig—jeg taler i tåbelighed—er jeg også dristig.

²²Er de hebræere? Det er jeg også. Er de israelitter? Det er jeg også. Er de efterkommere af Abraham? Det er jeg også.

²³Er de Kristi tjenere?—Jeg taler som om jeg er fra forstanden—jeg mere: i langt flere arbejder, i langt flere fængslinger, slået utallige gange, ofte i livsfare.

²⁴Fem gange modtog jeg fra de jødiske myndigheder de fyrre slag minus et.

²⁵Tre gange blev jeg slået med stænger, én gang blev jeg stenet, og tre gange led jeg skibbrud; jeg tilbragte en nat og en dag drivende på havet.

²⁶Jeg har været på hyppige rejser, i farer fra floder, farer fra røvere, farer fra mit eget folk, farer fra hedningerne, farer i byen, farer i ødemarken, farer på havet, farer blandt falske brødre;

²⁷Jeg har været i arbejde og besvær, gennem mange søvnløse nætter, i sult og tørst, ofte uden mad, i kulde og eksponering.

²⁸Bortset fra sådanne ydre forhold er der det daglige pres på mig af bekymring for alle kirkerne.

²⁹Hvem er svag uden at jeg deler den svaghed? Hvem bliver ledt i synd uden min intense bekymring?

³⁰Hvis jeg må prale, vil jeg prale af alle de ting, der viser min svaghed.

³¹Gud og Faderen til vor Herre Jesus, som er evigt velsignet, ved, at jeg ikke lyver.

³²I Damaskus vogtede guvernøren under kong Aretas damaskenernes by for at fange mig,

³³og jeg blev firet ned i en kurv gennem et vindue i muren og undslap således hans hænder.