2 Kongebog 19

¹Da kong Ezekias hørte dette, sønderrev han sine klæder, klædte sig i sæk, og gik ind i Herrens hus.

²Så sendte han Eliakim, som var over husholdningen, og Sebna, skriveren, og de ældste af præsterne, klædt i sæk, til profeten Esajas, Amos' søn.

³De sagde til ham, “Dette siger Ezekias: ‘Denne dag er en dag med nød, straf og vanære; for børnene er kommet til fødslen, men der er ingen kraft til at føde dem.

⁴Måske vil Herren din Gud høre alle Rabshakehs ord, som hans herre, Assyriens konge, har sendt for at håne den levende Gud, og vil straffe de ord, som Herren din Gud har hørt. Derfor, bed en bøn for den rest, der er tilbage.’”

⁵Således nærmede kong Ezekias' tjenere sig Esajas.

⁶Og Esajas sagde til dem, “Sig dette til jeres herre: ‘Dette siger Herren: Vær ikke bange for de ord, som du har hørt, med hvilke Assyriens konges tjenere har hånet Mig.

⁷Se, jeg vil lægge en ånd i ham, så han vil høre et rygte og vende tilbage til sit eget land. Og jeg vil få ham til at falde for sværdet i sit eget land.’”

⁸Rabshakeh vendte tilbage for at finde Assyriens konge i kamp mod Libna, for han havde fået at vide, at kongen havde forladt Lakisj.

⁹Da han hørte dem sige om Tirhaka, kongen af Kusj, “Se, han er kommet ud for at kæmpe mod dig,” sendte han igen budbringere til Ezekias og sagde,

¹⁰“Sig dette til Ezekias, Judas konge: ‘Lad ikke din Gud, som du stoler på, bedrage dig ved at sige, “Jerusalem vil ikke blive overgivet til Assyriens konge.”

¹¹Se, du har hørt, hvad Assyriens konger har gjort mod alle landene, fuldstændig ødelagt dem. Så vil du blive frelst?

¹²Frelste de guder, som mine fædre ødelagde, dem— Gozan, Haran, Rezeph, og Edens sønner, som var i Telassar?

¹³Hvad er der blevet af kongen af Hamat, kongen af Arpad, kongen af byen Sefarvajim, og af Hena og Ivvah?’”

¹⁴Ezekias modtog brevet fra budbringerne, læste det, og gik op til Herrens hus og bredte det ud for Herren.

¹⁵Og Ezekias bad for Herren og sagde, “Herre, Israels Gud, som troner over keruberne, Du er Gud, Du alene, af alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden.

¹⁶Bøj Dine øre, Herre, og hør; åbn Dine øjne, Herre, og se; og hør Sankeribs ord, som han har sendt for at håne den levende Gud.

¹⁷Ja, Herre, Assyriens konger har ødelagt nationerne og deres lande,

¹⁸og har kastet deres guder i ilden, for de var ikke guder, men kun menneskehænders værk, træ og sten. Så de har ødelagt dem.

¹⁹Men nu, Herre vor Gud, beder vi Dig om at frelse os fra hans hånd, så alle jordens riger må vide, at Du alene, Herre, er Gud.”

²⁰Da sendte Esajas, Amos' søn, bud til Ezekias og sagde, “Dette siger Herren, Israels Gud: ‘Fordi du har bedt til Mig angående Sankerib, Assyriens konge, har Jeg hørt dig.’

²¹Dette er det budskab, som Herren har talt imod ham: ‘Hun har hånet dig og gjort nar af dig, Zions jomfrudatter; Hun har kastet sit hoved imod dig, Jerusalems datter!

²²Mod hvem har du løftet din stemme og løftet dine øjne i stolthed? Mod Israels Hellige!

²³Gennem dine budbringere har du trodset Herren, og du har sagt, “Med mine mange vogne kom jeg op til bjergenes højder, Til Libanons fjerneste dele; Og jeg huggede ned dens høje cedertræer og dens udvalgte enebærtræer. Og jeg trængte ind i dens fjerneste hvilested, dens tætteste skov.

²⁴Jeg gravede brønde og drak vand fra fremmede lande, Og med mine fødders såler tørrede jeg op Alle Egyptens floder.”’

²⁵Har du ikke hørt? For længe siden gjorde Jeg det, Fra gamle tider planlagde Jeg det. Nu har Jeg bragt det til udførelse, At du skulle gøre befæstede byer til ruinhobe.

²⁶Så deres indbyggere var magtesløse, De blev knust og gjort til skamme. De var som markens vegetation og den grønne urt, Som græs på hustagene, der er svedet, før det er vokset.

²⁷Men Jeg kender din siddende stilling, Din udgang og din indgang, Og din rasen imod Mig.

²⁸På grund af din rasen imod Mig, Og fordi din arrogance er nået til Mine ører, Vil Jeg sætte Min krog i din næse Og Min tømme i dine læber, Og Jeg vil vende dig tilbage ad den vej, du kom.

²⁹Dette vil være tegnet for dig: du vil spise i år, hvad der vokser af sig selv, i det andet år, hvad der spirer fra det samme, og i det tredje år så, høst, plant vingårde, og spis deres frugt.

³⁰Og de overlevende, der er tilbage af Judas hus, vil igen slå rod nedad og bære frugt opad.

³¹For ud af Jerusalem vil en rest gå, og overlevende ud af Zions bjerg. Herrens nidkærhed vil udrette dette.

³²Derfor siger Herren dette om Assyriens konge: ‘Han vil ikke komme til denne by, Ej heller skyde en pil der; Ej heller komme foran den med et skjold, Ej heller kaste en belejringsvold op imod den.

³³Han vil vende tilbage ad den vej, han kom, og han skal ikke komme til denne by,’ erklærer Herren.

³⁴‘For Jeg vil beskytte denne by og bevare den, for Min egen skyld og for Min tjener Davids skyld.’”

³⁵Så skete det den nat, at Herrens engel gik ud og slog 185.000 i assyrernes lejr; og da folket stod op om morgenen, se, alle var døde kroppe.

³⁶Så Sankerib, Assyriens konge, drog bort og vendte hjem, og boede i Nineve.

³⁷Og det skete, mens han tilbad i Nisroks hus, sin gud, at Adrammelek og Sareser dræbte ham med sværdet, og de flygtede til Ararats land. Og hans søn Esarhaddon blev konge i hans sted.