2 Samuelsbog 1

¹Efter Sauls død, da David var vendt tilbage fra at have besejret amalekitterne, blev han i Ziklag i to dage.

²På den tredje dag kom en mand fra Sauls lejr, hans tøj var revet i stykker, og han havde støv på hovedet. Da han nærmede sig David, faldt han til jorden i respekt.

³David spurgte ham: “Hvor kommer du fra?” Han svarede: “Jeg er undsluppet fra Israels lejr.”

⁴David sagde: “Hvad er der sket? Fortæl mig det.” Han svarede: “Tropperne flygtede fra slaget; mange faldt og døde. Saul og hans søn Jonathan er døde.”

⁵Så spurgte David den unge mand, der bragte ham rapporten: “Hvordan ved du, at Saul og hans søn Jonathan er døde?”

⁶Den unge mand svarede: “Jeg tilfældigvis var på Gilboas bjerg, og der var Saul, lænet op ad sit spyd, med vognene og rytterne tæt på ham.

⁷Da han vendte sig og så mig, kaldte han på mig, og jeg sagde: ‘Her er jeg.’

⁸Han spurgte: ‘Hvem er du?’ Jeg svarede: ‘Jeg er en amalekit.’

⁹Så sagde han: ‘Stå over mig og gør en ende på mig, for jeg er i smerte, men stadig i live.’

¹⁰Så jeg stod over ham og dræbte ham, fordi jeg vidste, at når han først var faldet, ville han ikke overleve. Så tog jeg kronen, der var på hans hoved, og armbåndet fra hans arm, og jeg har bragt dem her til min herre.”

¹¹Så rev David sit tøj i stykker, og alle mændene med ham gjorde det samme.

¹²De sørgede, græd og fastede indtil aften for Saul og hans søn Jonathan, og for Herrens folk og Israels nation, fordi de var faldet for sværdet.

¹³David spurgte derefter den unge mand, der havde bragt rapporten: “Hvor er du fra?” Han svarede: “Jeg er søn af en fremmed, en amalekit.”

¹⁴David sagde til ham: “Hvordan kunne du ikke være bange for at række din hånd ud for at ødelægge Herrens salvede?”

¹⁵Så kaldte David på en af sine mænd og sagde: “Gå og slå ham ned.” Så slog han ham, og manden døde.

¹⁶David sagde til ham: “Dit blod er på dit eget hoved. Din egen mund vidnede imod dig, da du sagde: ‘Jeg dræbte Herrens salvede.’”

¹⁷Så komponerede David denne klagesang for Saul og hans søn Jonathan,

¹⁸og han beordrede, at Judas folk skulle lære denne bue-sang — den er skrevet i Jashars Bog:

¹⁹Din pragt, Israel, ligger dræbt på dine højder. Hvordan er de mægtige faldet!

²⁰Forkynd det ikke i Gat, Udråb det ikke på Ashkelons gader, For at filistrenes døtre ikke skal glæde sig, For at de uomskårnes døtre ikke skal triumfere.

²¹Gilboas bjerge, Må ingen dug eller regn falde på jer, Ej heller marker, der giver ofre, For der blev de mægtiges skjold vanæret, Sauls skjold — ikke længere salvet med olie.

²²Fra de dræbtes blod, Fra de mægtiges kød, Vendte Jonathans bue ikke tilbage, Ej heller vendte Sauls sværd tomt tilbage.

²³Saul og Jonathan — elsket og beundret i livet, Og ikke adskilt i døden. De var hurtigere end ørne, De var stærkere end løver.

²⁴Israels døtre, græd over Saul, Som klædte jer i skarlagen og pragt, Som prydede jeres klæder med guldsmykker.

²⁵Hvordan er de mægtige faldet i kamp! Jonathan ligger, hans krop livløs på dine højder.

²⁶Jeg sørger over dig, Jonathan min bror; Du var mig meget kær. Din kærlighed til mig var mere vidunderlig End kvinders kærlighed.

²⁷Hvordan er de mægtige faldet! Krigens våben er tabt!