Apostlenes Gerninger 7

¹Ypperstepræsten spurgte da Stefanus: “Er disse anklager sande?”

²Stefanus svarede: “Brødre og fædre, hør mig! Herlighedens Gud viste sig for vores forfader Abraham, mens han var i Mesopotamien, før han bosatte sig i Haran.

³Og Han befalede ham: ‘Forlad dit land og din slægt, og drag til det land, jeg vil vise dig.’

⁴Så forlod Abraham kaldæernes land og bosatte sig i Haran. Efter hans fars død flyttede Gud ham til dette land, hvor I nu bor.

⁵Han gav ham ingen arv her, ikke engang en fodsbred. Alligevel lovede Han at give det til ham som en ejendom, og til hans efterkommere efter ham, selvom han ikke havde noget barn på det tidspunkt.

⁶Gud talte således: ‘Dine efterkommere vil være fremmede i et land, der ikke er deres eget, og de vil blive slaver og mishandlet i fire hundrede år.

⁷Men jeg vil dømme den nation, de tjener som slaver,’ sagde Gud, ‘og derefter vil de komme ud og tilbede Mig på dette sted.’

⁸Så gav Han ham omskærelsens pagt. Således blev Abraham far til Isak og omskar ham på den ottende dag; og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de tolv patriarker.

⁹“Patriarkerne, af misundelse, solgte Josef til Egypten. Men Gud var med ham,

¹⁰og udfriede ham fra alle hans trængsler, og gav ham nåde og visdom for Farao, Egyptens konge, som udnævnte ham til hersker over Egypten og hele hans husstand.

¹¹“Så kom der hungersnød over hele Egypten og Kana'an, hvilket forårsagede stor nød, og vores forfædre kunne ikke finde mad.

¹²Da Jakob fik at vide, at der var korn i Egypten, sendte han vores forfædre på deres første rejse.

¹³Ved deres andet besøg afslørede Josef sin identitet for sine brødre, og Farao fik kendskab til Josefs familie.

¹⁴Josef sendte derefter bud efter sin far Jakob og alle sine slægtninge, i alt femoghalvfjerds.

¹⁵Jakob drog ned til Egypten, hvor han og vores forfædre døde.

¹⁶Deres kroppe blev bragt tilbage til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt fra Hamors sønner i Sikem for en sum penge.

¹⁷“Da tiden nærmede sig for Gud til at opfylde sit løfte til Abraham, voksede vores folks befolkning i Egypten meget.

¹⁸Indtil en ny konge opstod over Egypten, som ikke kendte Josef.

¹⁹Denne konge udnyttede vores folk og undertrykte vores forfædre, og tvang dem til at forlade deres spædbørn, så de ikke overlevede.

²⁰“På den tid blev Moses født, og han var et usædvanligt barn. Han blev plejet i sin fars hus i tre måneder.

²¹Da han blev sat udenfor, tog Faraos datter ham og opfostrede ham som sin egen søn.

²²Moses blev undervist i al egypternes visdom og var indflydelsesrig i sine ord og handlinger.

²³“Da han var fyrre år gammel, kom det i hans hjerte at besøge sine brødre, israelitterne.

²⁴Da han så en af dem blive uretfærdigt behandlet, forsvarede han ham og hævnede den undertrykte ved at slå egypteren ihjel.

²⁵Han antog, at hans brødre ville forstå, at Gud gav dem befrielse gennem ham, men det gjorde de ikke.

²⁶Næste dag kom han over to israelitter, der sloges, og forsøgte at forlige dem, idet han sagde: ‘Mænd, I er brødre; hvorfor gør I hinanden uret?’

²⁷Men den, der skadede sin næste, skubbede ham til side og sagde: ‘Hvem har gjort dig til hersker og dommer over os?

²⁸Planlægger du at dræbe mig, som du gjorde med egypteren i går?’

²⁹Ved denne bemærkning flygtede Moses og blev en fremmed i Midjans land, hvor han blev far til to sønner.

³⁰“Efter fyrre år viste en engel sig for ham i flammerne af en brændende busk i ørkenen nær Sinajs bjerg.

³¹Da Moses så det, undrede han sig over synet. Da han nærmede sig for at observere nærmere, kom Herrens stemme til ham:

³²‘Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’ Moses skælvede af frygt og turde ikke se.

³³Da befalede Herren ham: ‘Fjern dine sandaler, for det sted, hvor du står, er hellig jord.

³⁴Jeg har virkelig set mit folks undertrykkelse i Egypten, og jeg har hørt deres stønnen. Jeg er kommet ned for at befri dem. Kom nu, jeg vil sende dig tilbage til Egypten.’

³⁵“Denne Moses, som de afviste, idet de sagde: ‘Hvem har gjort dig til hersker og dommer?’ er den, Gud sendte som både hersker og befrier, med hjælp fra englen, der viste sig for ham i busken.

³⁶Han førte dem ud, udførte undere og tegn i Egypten, ved Det Røde Hav, og i fyrre år i ørkenen.

³⁷“Dette er den Moses, der sagde til israelitterne: ‘Gud vil oprejse for jer en profet som mig fra jeres eget folk.’

³⁸Han var med menigheden i ørkenen, med englen, der talte til ham på Sinajs bjerg, og med vores forfædre; og han modtog levende ord for at give videre til os.

³⁹“Men vores forfædre nægtede at adlyde ham. I stedet afviste de ham og længtes i deres hjerter efter at vende tilbage til Egypten.

⁴⁰De sagde til Aron: ‘Lav os guder, der kan gå foran os. Hvad angår denne Moses, der førte os ud af Egypten—vi ved ikke, hvad der er sket med ham!’

⁴¹På det tidspunkt lavede de en afgud i form af en kalv. De bragte ofre til den og glædede sig over, hvad deres egne hænder havde lavet.

⁴²Men Gud vendte sig bort fra dem og gav dem hen til tilbedelse af solen, månen og stjernerne. Som det er skrevet i profeternes bog: ‘Bragte I Mig ofre og gaver i fyrre år i ørkenen, Israels hus?

⁴³I har taget Molochs tabernakel og jeres gud Rephans stjerne, de afguder I lavede for at tilbede. Derfor vil jeg sende jer i eksil ud over Babylon.’

⁴⁴“Vores forfædre havde pagtens tabernakel med sig i ørkenen. Det blev lavet, som Gud havde befalet Moses, i overensstemmelse med det mønster, han havde set.

⁴⁵Vores forfædre modtog det og bragte det med Josva, da de fortrængte de nationer, Gud drev ud foran dem. Det forblev i landet indtil Davids tid,

⁴⁶som fandt nåde hos Gud og bad om, at han måtte sørge for en bolig for Jakobs Gud.

⁴⁷Alligevel var det Salomon, der byggede et hus for Ham.

⁴⁸Ikke desto mindre bor den Højeste ikke i strukturer lavet af menneskehænder. Som profeten siger:

⁴⁹‘Himlen er Min trone, og jorden er Min fodskammel. Hvilken slags hus vil I bygge til Mig?’ siger Herren. ‘Eller hvor vil Mit hvilested være?

⁵⁰Er det ikke Min hånd, der har lavet alle disse ting?’

⁵¹“I stivnakkede folk, uomskårne på hjerte og ører! I modstår altid Helligånden; I er ligesom jeres forfædre.

⁵²Hvilken af profeterne undlod jeres forfædre nogensinde at forfølge? De dræbte dem, der forkyndte den Retfærdiges komme, og nu er I blevet Hans forrædere og mordere—

⁵³I, som modtog loven givet gennem engle, men ikke har holdt den.”

⁵⁴Da medlemmerne af Sanhedrin hørte dette, blev de rasende og skar tænder mod ham.

⁵⁵Men Stefanus, fyldt med Helligånden, så op mod himlen og så Guds herlighed, og Jesus stående ved Guds højre hånd.

⁵⁶“Se,” sagde han, “jeg ser himlene åbne sig og Menneskesønnen stå ved Guds højre hånd.”

⁵⁷Ved dette råbte de højt, holdt sig for ørerne og stormede imod ham i enighed.

⁵⁸De slæbte ham ud af byen og begyndte at stene ham. Imens lagde vidnerne deres klæder ved fødderne af en ung mand ved navn Saulus.

⁵⁹Mens de stenede Stefanus, råbte han: “Herre Jesus, modtag min ånd!”

⁶⁰Så faldt han på knæ og råbte: “Herre, hold ikke denne synd imod dem.” Da han havde sagt dette, sov han ind.