Apostlenes Gerninger 8

¹Og Saul samtykkede i hans død. På den dag opstod der en voldsom forfølgelse mod kirken i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne.

²Trofaste mænd begravede Stefanus og sørgede dybt over ham.

³Men Saul hærgede kirken, gik ind i hus efter hus og slæbte mænd og kvinder bort og satte dem i fængsel.

⁴Derfor gik de, der var blevet spredt, omkring og prædikede ordet.

⁵Filip gik ned til en by i Samaria og begyndte at forkynde Kristus for dem.

⁶Folkeskarerne gav nøje agt på, hvad Filip sagde, da de hørte ham og så de tegn, han udførte.

⁷For mange, der havde urene ånder, skreg højt og kom ud af dem; og mange, der var lamme eller halte, blev helbredt.

⁸Så som et resultat var der stor glæde i den by.

⁹Nu var der en mand ved navn Simon, som tidligere havde praktiseret trolddom i byen og forbløffet folket i Samaria, idet han hævdede, at han var noget stort.

¹⁰Alle folkene, fra de mindste til de største, gav agt på ham og sagde: “Denne mand er Guds store kraft.”

¹¹De fulgte ham, fordi han i lang tid havde forbløffet dem med sin magi.

¹²Men da de troede Filip, mens han prædikede det gode budskab om Guds rige og Jesu Kristi navn, blev de døbt, både mænd og kvinder.

¹³Selv Simon troede, og efter at være blevet døbt fortsatte han med Filip. Han var forbløffet, da han så de tegn og store mirakler.

¹⁴Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes til dem.

¹⁵Da de ankom, bad de for dem, at de måtte modtage Helligånden.

¹⁶For Helligånden var endnu ikke faldet på nogen af dem; de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn.

¹⁷Så lagde Peter og Johannes hænderne på dem, og de modtog Helligånden.

¹⁸Da Simon så, at Ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, tilbød han dem penge,

¹⁹og sagde: “Giv mig også denne myndighed, så at enhver, som jeg lægger hænderne på, må modtage Helligånden.”

²⁰Men Peter sagde til ham: “Måtte dine penge gå til grunde sammen med dig, fordi du troede, at du kunne erhverve Guds gave med penge!

²¹Du har ingen del i denne tjeneste, for dit hjerte er ikke ret for Gud.

²²Derfor, omvend dig fra denne ondskab og bed til Herren, at, hvis muligt, dit hjertes hensigt må blive tilgivet.

²³For jeg ser, at du er fyldt med bitterhed og holdes fanget af synd.”

²⁴Simon svarede: “Bed til Herren for mig, så intet af det, I har sagt, må ske med mig.”

²⁵Efter at de havde vidnet og talt Herrens ord, vendte de tilbage til Jerusalem og prædikede evangeliet i mange samaritanske landsbyer.

²⁶En Herrens engel talte til Filip og sagde: “Stå op og gå sydpå til vejen, der går ned fra Jerusalem til Gaza.” (Dette er en ørkenvej.)

²⁷Så han rejste sig og gik. Der var en etiopisk hofmand, en embedsmand hos Kandake, etiopiernes dronning, som havde ansvaret for hele hendes skatkammer. Han var kommet til Jerusalem for at tilbede,

²⁸og var på vej tilbage, siddende i sin vogn og læsende profeten Esajas.

²⁹Ånden sagde til Filip: “Gå hen og slut dig til denne vogn.”

³⁰Filip løb hen og hørte ham læse profeten Esajas, og spurgte: “Forstår du det, du læser?”

³¹Han svarede: “Hvordan kan jeg, medmindre nogen vejleder mig?” Og han inviterede Filip til at komme op og sidde med ham.

³²Nu var det skriftsted, han læste, dette: “Han blev ført som et får til slagtning, og som et lam, der er stumt for sin klipper, så åbner han ikke sin mund.

³³I hans ydmygelse blev retfærdighed nægtet ham. Hvem kan tale om hans efterkommere? For hans liv blev taget fra jorden.”

³⁴Hofmanden spurgte Filip: “Fortæl mig venligst, om hvem siger profeten dette? Om sig selv eller om en anden?”

³⁵Så begyndte Filip at tale, og med udgangspunkt i dette skriftsted delte han budskabet om Jesus med ham.

³⁶Mens de rejste langs vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: “Se, her er vand. Hvad forhindrer mig i at blive døbt?”

³⁷[Denne vers er traditionelt inkluderet i nogle manuskripter: "Filip sagde: 'Hvis du tror af hele dit hjerte, kan du.' Og han svarede: 'Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.'"]

³⁸Og han befalede vognen at standse. Både Filip og hofmanden gik ned i vandet, og Filip døbte ham.

³⁹Da de kom op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort, og hofmanden så ham ikke mere, men fortsatte sin rejse med glæde.

⁴⁰Filip befandt sig imidlertid i Azotus, og mens han gik igennem, prædikede han evangeliet i alle byerne, indtil han nåede Cæsarea.