5 Mosebog 1

¹Dette er de ord, som Moses talte til hele Israel på den anden side af Jordan i ørkenen, i Arabah overfor Suph, mellem Paran og Tophel, Laban, Hazeroth og Dizahab.

²Det er en elleve dages rejse fra Horeb ad vejen over Seirs Bjerge til Kadesh Barnea.

³I det fyrretyvende år, på den første dag i den ellevte måned, talte Moses til israelitterne i overensstemmelse med alt, hvad Herren havde befalet ham at sige til dem,

⁴efter at han havde besejret Sihon, amoritternes konge, som boede i Heshbon, og Og, Basans konge, som boede i Ashtaroth og Edrei.

⁵På den anden side af Jordan i Moabs land begyndte Moses at forklare denne lov og sagde:

⁶"Herren vor Gud talte til os ved Horeb: 'I har opholdt jer længe nok ved dette bjerg.

⁷Vend om og bryd op og drag til amoritternes bjergland og til alle deres naboer i Arabah, i bjerglandet, i lavlandet, i Negev, ved kysten, kana'anæernes land og Libanon, helt til den store flod, Eufrat.

⁸Se, jeg har givet landet foran jer; gå ind og tag det i besiddelse, det land som Herren svor at give jeres fædre, Abraham, Isak og Jakob, og deres efterkommere efter dem.'

⁹"På den tid sagde jeg til jer: 'Jeg kan ikke bære byrden af jer alene.

¹⁰Herren jeres Gud har mangfoldiggjort jer, og se, i dag er I talrige som stjernerne på himlen.

¹¹Måtte Herren, jeres fædres Gud, gøre jer tusind gange flere og velsigne jer, som han har lovet!

¹²Men hvordan kan jeg alene bære vægten af jeres problemer, byrder og stridigheder?

¹³Vælg kloge, forstandige og agtede mænd fra hver af jeres stammer, og jeg vil udnævne dem til jeres ledere.'

¹⁴Og I svarede mig: 'Det, du foreslår, er godt.'

¹⁵Så tog jeg de ledende mænd af jeres stammer, kloge og agtede, og udnævnte dem til ledere over jer, kommandører over tusinder, hundreder, halvtreds og ti, og officerer for jeres stammer.

¹⁶"Så pålagde jeg jeres dommere på den tid og sagde: 'Hør sagerne mellem jeres folk og døm retfærdigt, hvad enten sagen er mellem to israelitter eller mellem en israelit og en fremmed, der bor blandt jer.

¹⁷Vis ikke partiskhed i dommen; hør både små og store. Frygt ikke nogen, for dommen er Guds. Bring enhver sag, der er for vanskelig for jer, til mig, og jeg vil høre den.'

¹⁸På den tid befalede jeg jer alle de ting, I skulle gøre.

¹⁹"Så brød vi op fra Horeb og gik gennem hele den store og frygtelige ørken, som I så, på vej til amoritternes bjergland, som Herren vor Gud havde befalet os, og vi nåede Kadesh Barnea.

²⁰Og jeg sagde til jer: 'I er nået til amoritternes bjergland, som Herren vor Gud giver os.

²¹Se, Herren jeres Gud har givet landet foran jer; gå op og tag det i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, har talt til jer. Frygt ikke eller bliv modløs.'

²²"Så kom I alle til mig og sagde: 'Lad os sende mænd foran os for at udspionere landet og bringe en rapport tilbage om den vej, vi skal tage, og de byer, vi vil komme til.'

²³Planen syntes god for mig, så jeg udvalgte tolv af jer, en mand for hver stamme.

²⁴De drog op og gik ind i bjerglandet og kom til Eshkols dal og udforskede det.

²⁵De tog noget af landets frugt med sig, bragte det ned til os og rapporterede: 'Det land, som Herren vor Gud giver os, er godt.'

²⁶Men I ville ikke gå op; I gjorde oprør mod Herrens befaling, jeres Gud.

²⁷I knurrede i jeres telte og sagde: 'Fordi Herren hader os, har han ført os ud af Egypten for at overgive os i amoritternes hænder for at ødelægge os.

²⁸Hvor kan vi gå? Vore brødre har fået vore hjerter til at smelte ved at sige: "Folket er stærkere og højere end vi; byerne er store og befæstede op til himlen. Vi så endda anakitterne der."'

²⁹Jeg opmuntrede jer og sagde: 'Vær ikke bange eller frygt dem.

³⁰Herren jeres Gud, som går foran jer, vil kæmpe for jer, ligesom han gjorde for jer i Egypten for jeres øjne,

³¹og i ørkenen, hvor I så, hvordan Herren jeres Gud bar jer, som en far bærer sin søn, hele vejen, indtil I nåede dette sted.'

³²Alligevel, trods dette, stolede I ikke på Herren jeres Gud,

³³som gik foran jer på jeres rejse for at finde steder til jer at slå lejr, i ild om natten og i en sky om dagen, for at vise jer den vej, I skulle gå.

³⁴Da Herren hørte, hvad I sagde, blev han vred og svor en ed:

³⁵'Ikke en af denne onde generation skal se det gode land, jeg svor at give jeres fædre,

³⁶undtagen Kaleb, Jefunnes søn. Han skal se det, og jeg vil give ham og hans efterkommere det land, han satte sin fod på, fordi han fulgte Herren med fuld hengivenhed.'

³⁷Herren var også vred på mig på grund af jer og sagde: 'Du skal heller ikke komme derind.

³⁸Josva, Nuns søn, som står foran dig, skal komme derind. Opmuntre ham, for han vil lede Israel til at tage det i besiddelse.

³⁹Desuden vil jeres små børn, som I sagde ville blive taget til fange, jeres børn, som endnu ikke kender forskel på godt og ondt, de vil komme ind i landet. Jeg vil give det til dem, og de vil tage det i besiddelse.

⁴⁰Men for jer, vend om og sæt kurs mod ørkenen ad vejen til Det Røde Hav.'

⁴¹"Så svarede I: 'Vi har syndet mod Herren. Vi vil gå op og kæmpe, som Herren vor Gud har befalet os.' Så hver af jer tog sine våben på, idet I tænkte, det var let at gå op i bjerglandet.

⁴²Men Herren sagde til mig: 'Sig til dem: "Gå ikke op og kæmp, for jeg er ikke blandt jer; ellers vil I blive slået af jeres fjender."'

⁴³Så talte jeg til jer, men I ville ikke lytte. I gjorde oprør mod Herrens befaling og handlede formasteligt og gik op i bjerglandet.

⁴⁴Amoritterne, som boede i de bjerge, kom ud imod jer; de jagede jer som en sværm af bier og slog jer ned fra Seir til Hormah.

⁴⁵I vendte tilbage og græd for Herren, men han gav ikke agt på jeres gråd og vendte det døve øre til jer.

⁴⁶Så blev I i Kadesh mange dage—hele den tid, I opholdt jer der.