5 Mosebog 33

¹Dette er den velsignelse, som Moses, Guds mand, gav til israelitterne, før han gik bort.

²Han sagde: “Herren kom fra Sinaj og dagedes over dem fra Seir; han strålede frem fra bjerget Paran. Han kom med myriader af hellige; ved hans højre hånd var der lynende ild for dem.

³Ja, det er han, der elsker folket; alle de hellige er i hans hånd. De følger i hans fodspor og tager af hans ord.

⁴Moses gav os loven, en ejendom for Jakobs forsamling.

⁵Han var konge i Jeshurun, da folkets ledere samledes, Israels stammer sammen.

⁶“Lad Ruben leve og ikke dø, og lad ikke hans folk være få.”

⁷Og dette sagde han om Juda: “Hør, Herre, Judas røst, og bring ham til hans folk. Med sine egne hænder kæmper han for dem, og må du være en hjælp mod hans modstandere.”

⁸Om Levi sagde han: “Lad dine Tummim og Urim tilhøre din trofaste tjener, som du prøvede ved Massa, og som du stred med ved Meribas vand.

⁹Han sagde om sin far og mor: ‘Jeg har ingen hensyn til dem.’ Han anerkendte ikke sine brødre eller tog hensyn til sine egne børn, for de holdt dit ord og bevarede din pagt.

¹⁰De lærer dine forordninger til Jakob og din lov til Israel. De bringer røgelse for dit åsyn og hele brændofre på dit alter.

¹¹Velsign hans styrke, Herre, og vær tilfreds med hans hænders værk. Slå dem ned, der rejser sig mod ham, hans fjender, indtil de ikke rejser sig mere.”

¹²Om Benjamin sagde han: “Lad Herrens elskede bo i sikkerhed ved ham, som beskytter ham hele dagen, og mellem hans skuldre hviler han.”

¹³Om Josef sagde han: “Må Herren velsigne hans land med den dyrebare dug fra himlen ovenfor og fra de dybe vande, der ligger nedenunder;

¹⁴med den bedste afgrøde fra solen og den fineste frugt fra månederne;

¹⁵med de udvalgte gaver fra de gamle bjerge og rigdommen fra de evige høje;

¹⁶med de bedste gaver fra jorden og dens fylde, og nåden fra ham, der boede i den brændende busk. Lad disse hvile på Josefs hoved, på panden af fyrsten blandt hans brødre.

¹⁷I majestæt er han som en førstefødt tyr; hans horn er hornene af en vild okse. Med dem vil han stange nationerne, selv til jordens ender. Sådanne er de titusinder af Efraim, sådanne er de tusinder af Manasse.”

¹⁸Om Zebulon sagde han: “Glæd dig, Zebulon, i din udgang, og du, Issakar, i dine telte.

¹⁹De vil kalde folkene til bjerget; der vil de bringe retfærdige ofre. De vil nyde havets overflod og skattene, der er skjult i sandet.”

²⁰Om Gad sagde han: “Velsignet er han, der udvider Gads område! Gad bor der som en løve, der river i arm og hoved.

²¹Han valgte det bedste land til sig selv; lederens del blev holdt for ham. Han kom med folkets overhoveder; han udførte Herrens retfærdighed og hans forordninger med Israel.”

²²Om Dan sagde han: “Dan er en løveunge, der springer ud fra Bashan.”

²³Om Naftali sagde han: “Naftali er rig på Herrens nåde og fuld af hans velsignelse; han vil tage havet og sydlandet i besiddelse.”

²⁴Om Asher sagde han: “Mest velsignet af sønner er Asher; lad ham være favoriseret af sine brødre, og lad ham dyppe sin fod i olie.

²⁵Dine portstænger vil være af jern og bronze, og din styrke vil svare til dine dage.

²⁶“Der er ingen som Jeshuruns Gud, der rider hen over himlene til din hjælp og på skyerne i sin majestæt.

²⁷Den evige Gud er din tilflugt, og under dig er hans evige arme. Han vil drive dine fjender bort foran dig og erklære, ‘Overvind dem!’

²⁸Så vil Israel bo i sikkerhed; Jakob vil bo trygt i et land med korn og ny vin, hvor himlen drypper dug.

²⁹Velsignet er du, Israel! Hvem er som dig, et folk frelst af Herren? Han er din skjold og hjælper og dit herlige sværd. Dine fjender vil krybe for dig, og du vil træde på deres høje steder.”