5 Mosebog 32

¹Lyt, I himle, og jeg vil tale; lad jorden høre ordene fra min mund.

²Må min undervisning falde som regn, mine ord dryppe som dug, som blid regn på det spæde græs og byger på urten.

³For jeg vil forkynde Herrens navn; tilskrive vor Gud storhed!

⁴Klippen, hans værk er fuldkomment, for alle hans veje er retfærdige. En Gud af trofasthed og uden uret, retfærdig og oprigtig er han.

⁵De har handlet fordærvet mod ham; de er ikke hans børn på grund af deres plet; de er en fordrejet og pervers generation.

⁶Er det sådan, I gengælder Herren, I tåbelige og uforstandige folk? Er han ikke jeres Fader, som købte jer? Han skabte jer og grundfæstede jer.

⁷Husk de gamle dage, tænk på de mange generationers år. Spørg din far, og han vil vise dig; dine ældste, og de vil minde dig.

⁸Da den Højeste gav nationerne deres arv, da han delte menneskene, fastsatte han folkets grænser efter antallet af Israels børn.

⁹For Herrens skat er hans folk, Jakob er hans udvalgte arv.

¹⁰Han fandt ham i et ørkenland, i ødemarkens hylende øde; han omringede ham, han tog sig af ham, han bevarede ham som sin øjesten.

¹¹Som en ørn, der vækker sin rede, der svæver over sine unger, breder sine vinger ud, fanger dem, bærer dem på sine fjer,

¹²førte Herren ham alene, og der var ingen fremmed gud med ham.

¹³Han lod ham ride på jordens høje steder, og han spiste markens afgrøde; han lod ham suge honning ud af klippen og olie ud af den hårde klippe.

¹⁴Ostemasse fra flokken og mælk fra hjorden, med fedt af lam og væddere af Bashans race, og geder, med det fineste hvede; og du drak vin fra druens blod.

¹⁵Men Jeshurun blev velstående og selvtilfreds; du blev fed, tyk og glat; så forlod han Gud, som skabte ham, og hånede sin frelses Klippe.

¹⁶De vakte hans skinsyge med fremmede guder; med afskyelige handlinger gjorde de ham vred.

¹⁷De ofrede til ånder, der ikke var guder, til guder, de ikke havde kendt, til nye guder, der for nylig var dukket op, som jeres forfædre ikke frygtede.

¹⁸Du forsømte Klippen, som fødte dig, og du glemte Gud, som gav dig liv.

¹⁹Herren så det og forkastede dem på grund af sine sønners og døtres provokation.

²⁰Og han sagde: ‘Og derfor vil jeg skjule mit ansigt for dem, jeg ser, hvad deres ende vil blive; for de er en pervers generation, børn i hvem der ikke er trofasthed.

²¹De har gjort mig skinsyg med det, der ikke er en gud; de har gjort mig vred med deres afguder. Så jeg vil gøre dem misundelige med dem, der ikke er et folk; jeg vil provokere dem med en meningsløs nation.

²²For en ild er tændt af min vrede, og den brænder til gravens dybder, fortærer jorden og dens udbytte, og sætter bjergenes fundamenter i brand.

²³Og jeg vil bringe ulykker over dem; jeg vil udtømme mine pile på dem.

²⁴De skal blive spildt af sult og fortæret af pest og bitter sygdom; jeg vil sende dyrenes tænder imod dem, med krybende skabningers gift, der kravler i støvet.

²⁵Udenfor skal sværdet berøve, og indenfor rædsel, for unge mænd og jomfruer, det diende barn med den gråhårede mand.

²⁶Jeg ville have sagt: “Jeg vil sprede dem langt bort, jeg vil få mindet om dem til at forsvinde blandt mennesker,”

²⁷hvis jeg ikke havde frygtet fjendens hån, for at deres modstandere ikke skulle misforstå, for at de ikke skulle sige: “Vores hånd er triumferende, det var ikke Herren, der gjorde alt dette.”’

²⁸For de er en nation uden nogen form for råd, og der er ingen forståelse i dem.

²⁹Hvis de besad visdom, ville de forstå dette; de ville skelne deres endelige skæbne!

³⁰Hvordan kunne én have jaget tusind, og to have sat ti tusind på flugt, medmindre deres Klippe havde givet dem op, og Herren havde overgivet dem?

³¹For deres klippe er ikke som vores Klippe; vores fjender selv er dommere.

³²For deres vinstok er fra Sodomas vinstok og fra Gomorras marker; deres druer er som gift, deres klaser er bitre.

³³Deres vin er som slangernes gift og de grusomme giftsnoges gift.

³⁴‘Er dette ikke opbevaret hos mig, forseglet i mine skatte?

³⁵Hævn tilhører mig, og gengældelse, for den tid, når deres fod skal glide; for dagen for deres ulykke er nær, og deres undergang nærmer sig hastigt.’

³⁶For Herren vil retfærdiggøre sit folk og vise medfølelse med sine tjenere, når han ser, at deres styrke er borte, og der er ingen tilbage, hverken bunden eller fri.

³⁷Så vil han sige om dem: ‘Hvor er deres guder, deres klippe, som de søgte tilflugt i,

³⁸som så, fortærede fedtet af ofrene og drak vinen af drikofringen? Lad dem rejse sig og hjælpe jer, lad dem være jeres beskyttelse!

³⁹Se nu, at jeg, ja, jeg er han, og der er ingen gud ved siden af mig; jeg bringer død og giver liv; jeg sårer og jeg helbreder; og der er ingen, der kan befri ud af min hånd.

⁴⁰For jeg løfter min hånd til himlen og erklærer: Som jeg lever for evigt,

⁴¹hvis jeg hvæsser mit strålende sværd og min hånd griber fat i dommen, vil jeg tage hævn over mine modstandere og vil gengælde dem, der hader mig.

⁴²Jeg vil gøre mine pile gennemblødte med blod, og mit sværd skal fortære kød— med de dræbtes og de fangnes blod, fra fjendens langhårede hoveder.’

⁴³Fryd jer, I nationer, med hans folk; for han vil hævne sine tjeneres blod, og vil tage hævn over sine modstandere, og vil gøre soning for sit land og folk.

⁴⁴Moses kom og talte alle ordene i denne sang for folkets ører, han og Josva, Nuns søn.

⁴⁵Og således, da Moses havde afsluttet at sige disse ord til hele Israel:

⁴⁶sagde han til dem: “Tag alle de ord til hjerte, som jeg advarer jer om i dag, at I må instruere dem til jeres børn, så de kan være omhyggelige med at følge alle ordene i denne lov.

⁴⁷For det er ikke et tomt ord for jer, men jeres liv, og ved dette ord skal I leve længe i det land, som I er ved at krydse Jordan for at besidde.”

⁴⁸På den samme dag talte Herren til Moses,

⁴⁹“Gå op på dette Abarim-bjerg, Nebo-bjerget, som er i Moabs land, overfor Jeriko, og se Kanaans land, som jeg giver til Israels folk som en ejendom.

⁵⁰Og du skal dø på det bjerg, du bestiger, og blive samlet til dit folk, ligesom din bror Aron døde på Hor-bjerget og blev samlet til sit folk,

⁵¹fordi du brød troen med mig midt blandt Israels folk ved Meribah-Kadeshs vande, i Zins ørken, fordi du ikke ophøjede mig som hellig midt blandt Israels folk.

⁵²For du skal se landet foran dig, men du skal ikke komme ind der, til det land, som jeg giver til Israels folk.”