Prædikerens Bog 1

¹Læreren, Davids efterkommer, hersker i Jerusalem, siger:

²"Tomhed, ja, ren tomhed," siger Læreren, "Tomhed, ja, alt er meningsløst."

³Hvad får mennesker ud af al deres arbejde, som de slider med under solen?

⁴Slægter kommer, og slægter går, men jorden forbliver uforandret gennem tiden.

⁵Solen står op, og solen går ned, og skynder sig tilbage til det sted, hvor den står op igen.

⁶Vinden blæser mod syd og drejer mod nord; rundt og rundt går den, tilbage til sin bane.

⁷Alle floder løber ud i havet, men havet bliver aldrig fuldt. Til det sted, hvor floderne kommer fra, vender de tilbage igen.

⁸Alle ting er trættende, mere end man kan udtrykke. Øjet bliver ikke mæt af at se, og øret fyldes ikke af at høre.

⁹Det, der har været, vil være igen, og det, der er gjort, vil blive gjort igen; der er intet nyt under solen.

¹⁰Er der noget, man kan sige om: "Se! Dette er noget nyt"? Det har allerede eksisteret i fortidens tidsaldre.

¹¹Der er ingen erindring om tidligere ting, og der vil heller ikke være nogen erindring om senere ting hos dem, der kommer efter.

¹²Jeg, Læreren, har tjent som konge over Israel i Jerusalem.

¹³Jeg satte mit sind for at søge og udforske med visdom alt, hvad der gøres under himlen. Det er en byrdefuld opgave, Gud har givet menneskenes sønner.

¹⁴Jeg har set alle ting, der gøres under solen; alle er meningsløse og en ren jagt efter vinden.

¹⁵Hvad der er kroget, kan ikke rettes; hvad der mangler, kan ikke tælles.

¹⁶Jeg sagde til mig selv: "Se, jeg har øget min visdom mere end nogen, der har hersket over Jerusalem før mig; jeg har oplevet en stor del af visdom og kundskab."

¹⁷Så satte jeg mit sind for at kende visdom og også vanvid og dårskab, men jeg lærte, at også dette er en jagt efter vinden.

¹⁸For med megen visdom kommer megen sorg; jo mere kundskab, jo mere smerte.