Prædikerens Bog 2

¹Jeg sagde til mig selv: “Kom nu, jeg vil prøve dig med fornøjelse for at opdage, hvad der er værdifuldt.” Men også dette viste sig at være forgæves.

²Jeg sagde om latter: “Det er vanvid,” og om fornøjelse: “Hvad opnår det?”

³Jeg søgte at opmuntre mig selv med vin, omfavnede dårskab—mit sind ledte mig stadig med visdom—for at skelne, hvad der er godt for mennesker at gøre under himlen i deres korte livsforløb.

⁴Jeg gik i gang med store værker: Jeg byggede huse til mig selv og plantede vingårde.

⁵Jeg skabte haver og parker og plantede alle slags frugttræer i dem.

⁶Jeg byggede reservoirer til at vande lunde af frodige træer.

⁷Jeg erhvervede mandlige og kvindelige tjenere, og havde tjenere født i mit hus. Jeg ejede også flere hjorde og flokke end nogen før mig i Jerusalem.

⁸Jeg samlede sølv og guld til mig selv, og skattene fra konger og provinser. Jeg skaffede mandlige og kvindelige sangere, og mænds fornøjelser: mange medhustruer.

⁹Jeg blev større end nogen, der havde været før mig i Jerusalem. I alt dette forblev min visdom hos mig.

¹⁰Jeg nægtede ikke mine øjne noget, de ønskede; jeg holdt ingen fornøjelse tilbage fra mit hjerte. Mit hjerte glædede sig over alt mit arbejde, og dette var belønningen for al min møje.

¹¹Men da jeg betragtede alt, hvad mine hænder havde udrettet og hvad jeg havde arbejdet for at opnå, var alt meningsløst, en jagt efter vind; der var ingen gevinst under solen.

¹²Så vendte jeg mine tanker til at overveje visdom, vanvid og dårskab. Hvad mere kan efterfølgeren til kongen gøre end det, der allerede er gjort?

¹³Jeg så, at visdom er bedre end dårskab, ligesom lys er bedre end mørke.

¹⁴De vise har øjne i deres hoveder, mens tåben vandrer i mørke; alligevel indså jeg, at den samme skæbne rammer dem begge.

¹⁵Så sagde jeg til mig selv: “Tåbens skæbne vil også overgå mig. Hvad er da fordelen ved at være vis?” Jeg sagde til mig selv: “Dette er også meningsløst.”

¹⁶For de vise, ligesom tåben, vil ikke blive husket længe; i de kommende dage vil begge blive glemt. Ligesom tåben må også de vise dø!

¹⁷Så jeg hadede livet, fordi arbejdet under solen var smerteligt for mig. Alt er meningsløst, en jagt efter vind.

¹⁸Jeg afskyede alle de ting, jeg havde arbejdet for under solen, fordi jeg må efterlade dem til den, der kommer efter mig.

¹⁹Og hvem kan sige, om den person vil være vis eller tåbelig? Alligevel vil de have myndighed over alle resultaterne af min møje, som jeg har lagt min indsats og dygtighed i under solen. Dette er også forgæves.

²⁰Så mit hjerte blev fyldt med fortvivlelse over alt mit anstrengende arbejde under solen.

²¹For en person kan arbejde med visdom, viden og dygtighed, og så må de efterlade alt, de ejer, til en anden, der ikke har arbejdet for det. Dette er også forgæves og en stor ulykke.

²²Hvad får mennesker ud af al deres møje og bekymrede stræben, som de arbejder med under solen?

²³Alle deres dage bringer deres arbejde sorg og smerte; selv om natten hviler deres sind ikke. Dette er også forgæves.

²⁴Der er intet bedre for en person end at spise, drikke og finde tilfredsstillelse i deres arbejde. Dette ser jeg også er fra Guds hånd,

²⁵for hvem kan spise eller finde glæde uden Ham?

²⁶Til den, der behager Ham, giver Gud visdom, viden og lykke, men til synderen tildeler Han opgaven at samle og opbevare rigdom for at overdrage den til den, der behager Gud. Dette er også meningsløst, en jagt efter vind.