Prædikerens Bog 3

¹Der er en tid for alt, og en tid for hver aktivitet under himlen:

²En tid til at fødes og en tid til at dø, en tid til at plante og en tid til at rykke op det, der er plantet,

³En tid til at dræbe og en tid til at helbrede, en tid til at bryde ned og en tid til at bygge op,

⁴En tid til at græde og en tid til at le, en tid til at sørge og en tid til at danse,

⁵En tid til at sprede sten og en tid til at samle dem, en tid til at omfavne og en tid til at afholde sig fra at omfavne,

⁶En tid til at søge og en tid til at opgive søgningen, en tid til at beholde og en tid til at kassere,

⁷En tid til at rive itu og en tid til at sy sammen, en tid til at tie og en tid til at tale,

⁸En tid til at elske og en tid til at hade, en tid til krig og en tid til fred.

⁹Hvad får arbejderen ud af sit slid?

¹⁰Jeg har set den opgave, Gud har givet menneskene at beskæftige sig med.

¹¹Han har gjort alt smukt i sin tid. Han har også lagt evigheden i menneskets hjerte, men ingen kan fatte, hvad Gud har gjort fra begyndelsen til enden.

¹²Jeg ved, at der ikke er noget bedre for mennesker end at glæde sig og gøre godt i deres liv.

¹³Desuden, at hver person kan spise og drikke og finde tilfredsstillelse i alt deres slid—dette er Guds gave.

¹⁴Jeg ved, at alt, hvad Gud gør, vil vare evigt; intet kan lægges til det, og intet kan tages fra det. Gud gør dette, så mennesker vil frygte Ham.

¹⁵Hvad der er, har allerede været, og hvad der vil være, har været før; og Gud kalder fortiden til regnskab.

¹⁶Desuden har jeg set under solen, at på dommens sted er der ondskab, og på retfærdighedens sted er der ondskab.

¹⁷Jeg sagde til mig selv: “Gud vil dømme både de retfærdige og de onde, for der er en tid for hver sag og hver handling.”

¹⁸Jeg sagde også til mig selv om mennesker: “Gud tester dem, så de kan se, at de er som dyrene.”

¹⁹For menneskers skæbne og dyrenes skæbne er den samme: Som den ene dør, dør den anden. De har alle den samme ånde; mennesker har ingen fordel over dyrene. Alt er meningsløst.

²⁰Alle vender tilbage til det samme sted; alle kommer fra støv, og til støv vender alle tilbage.

²¹Hvem kan afgøre, om menneskets ånd stiger opad, og om dyrets ånd stiger ned i jorden?

²²Så jeg så, at der ikke er noget bedre end for en person at være glad i sit arbejde, for det er deres lod. For hvem kan bringe dem til at se, hvad der vil ske efter dem?