2 Mosebog 10

¹Da sagde Herren til Moses: “Gå til Farao, for jeg har forhærdet hans hjerte og hans tjeneres hjerter, for at jeg kan udføre disse tegn blandt dem,

²så du kan fortælle dine sønner og børnebørn, hvordan jeg gjorde nar af egypterne, og hvordan jeg udførte mine tegn blandt dem, så I kan vide, at jeg er Herren.”

³Så gik Moses og Aron til Farao og sagde: “Dette siger Herren, hebræernes Gud: ‘Hvor længe vil du nægte at ydmyge dig for mig? Lad mit folk gå, så de kan tjene mig.

⁴For hvis du fortsætter med at nægte at lade mit folk gå, så bemærk, i morgen vil jeg bringe græshopper ind i dit område.

⁵De vil dække landets overflade, så ingen kan se det. De vil fortære, hvad der er tilbage til dig efter haglen, inklusive hvert træ, der vokser på dine marker.

⁶Dine huse vil blive fyldt med dem, sammen med alle dine tjeneres huse og alle egypternes huse—noget hverken dine fædre eller dine bedstefædre har set fra den dag, de bosatte sig i dette land indtil nu.’” Så vendte Moses sig og forlod Farao.

⁷Da sagde Faraos tjenere til ham: “Hvor længe vil denne mand være en fælde for os? Lad folket gå, så de kan tjene Herren deres Gud. Indser du endnu ikke, at Egypten er ødelagt?”

⁸Så blev Moses og Aron bragt tilbage til Farao, og han sagde til dem: “Gå, tjen Herren jeres Gud! Men fortæl mig, hvem der vil gå.”

⁹Moses sagde: “Vi vil gå med vores unge og vores gamle, med vores sønner og vores døtre, og med vores flokke og hjorde, for vi skal holde en fest for Herren.”

¹⁰Så sagde han til dem: “Herren være med jer, hvis jeg lader jer gå med jeres små! I har tydeligvis onde hensigter.

¹¹Nej! Kun mændene må gå og tjene Herren, da det er, hvad I ønsker.” Så blev Moses og Aron drevet ud fra Faraos nærvær.

¹²Da sagde Herren til Moses: “Ræk din hånd ud over Egyptens land for græshopperne, så de kan komme over landet og fortære hver plante i landet, alt hvad haglen har efterladt.”

¹³Så rakte Moses sin stav ud over Egyptens land, og Herren sendte en østenvind over landet hele den dag og hele natten. Om morgenen havde vinden bragt græshopperne.

¹⁴Græshopperne kom op over hele Egyptens land og slog sig ned i hele Egyptens område i stort antal. Aldrig før havde der været en sådan plage af græshopper, og der vil aldrig komme en igen.

¹⁵De dækkede hele landets overflade, indtil det blev mørkt. De fortærede hver plante i landet og al frugt på træerne, som haglen havde efterladt. Intet grønt blev tilbage på træ eller plante i hele Egyptens land.

¹⁶Da kaldte Farao hastigt på Moses og Aron og sagde: “Jeg har syndet mod Herren jeres Gud og mod jer.

¹⁷Tilgiv nu min synd, vær venlig, kun denne ene gang, og bed til Herren jeres Gud om at tage denne død fra mig.”

¹⁸Så forlod Moses Farao og bad til Herren.

¹⁹Så ændrede Herren vinden til en meget stærk vestenvind, som tog græshopperne og drev dem ind i Det Røde Hav. Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egyptens område.

²⁰Alligevel gjorde Herren Faraos hjerte stædigt, og han tillod ikke israelitterne at forlade.

²¹Så sagde Herren til Moses: “Ræk din hånd ud mod himlen, så mørke spreder sig over Egyptens land—et mørke, der kan føles.”

²²Så rakte Moses sin hånd ud mod himlen, og tykt mørke dækkede hele Egyptens land i tre dage.

²³Ingen kunne se hinanden, og ingen rejste sig fra sin plads i tre dage. Alligevel havde alle israelitterne lys i deres boliger.

²⁴Da kaldte Farao på Moses og sagde: “Gå, tjen Herren; selv jeres små må gå med jer, men lad jeres flokke og hjorde blive tilbage.”

²⁵Men Moses sagde: “Du må også lade os få ofre og brændofre til at bringe til Herren vores Gud.

²⁶Vores kvæg skal også gå med os; ikke en hov skal blive tilbage. Vi må tage nogle af dem for at tjene Herren vores Gud, og indtil vi ankommer der, ved vi ikke, hvad vi skal bruge for at tjene Herren.”

²⁷Men Herren gjorde Faraos hjerte stædigt, og han var ikke villig til at lade dem gå.

²⁸Da sagde Farao til Moses: “Gå væk fra mig! Sørg for, at du ikke ser mit ansigt igen, for den dag du ser mit ansigt, skal du dø.”

²⁹Moses svarede: “Du har talt sandt; jeg skal aldrig se dit ansigt igen!”