2 Mosebog 9

¹Da sagde Herren til Moses: “Gå til Farao og sig til ham: ‘Dette siger Herren, hebræernes Gud: “Lad mit folk gå, så de kan tjene mig.”

²Hvis du nægter at lade dem gå og fortsætter med at holde dem tilbage,

³se, Herrens hånd vil bringe en alvorlig plage over din husdyrbestand på marken—over hestene, æslerne, kamelerne, kvæget, fårene og gederne.

⁴Men Herren vil gøre en forskel mellem Israels husdyr og Egyptens, så intet dyr, der tilhører israelitterne, vil omkomme.’”

⁵Herren fastsatte en bestemt tid og sagde: “I morgen vil Herren udføre denne handling i landet.”

⁶Og den følgende dag gjorde Herren således: alt egyptisk kvæg omkom, men ikke et eneste dyr, der tilhørte israelitterne, døde.

⁷Farao sendte mænd for at undersøge og opdagede, at ikke et eneste af israelitternes husdyr var dødt. Alligevel forblev Faraos hjerte hårdt, og han lod ikke folket gå.

⁸Så instruerede Herren Moses og Aron: “Tag håndfulde sod fra en ovn, og lad Moses kaste det op i luften i Faraos nærvær.

⁹Det vil blive til fint støv over hele Egyptens land og forårsage bylder, der bryder ud med sår på mennesker og dyr i hele landet.”

¹⁰Så tog de sod fra en ovn og stod foran Farao. Moses kastede det op i luften, og bylder brød ud med sår på mennesker og dyr.

¹¹Tryllekunstnerne kunne ikke stå foran Moses på grund af bylderne, som ramte dem såvel som alle egypterne.

¹²Men Herren forhærdede Faraos hjerte, og han lyttede ikke til Moses og Aron, som Herren havde forudsagt til Moses.

¹³Så sagde Herren til Moses: “Stå tidligt op om morgenen og stil dig foran Farao, og sig til ham: ‘Dette siger Herren, hebræernes Gud: “Lad mit folk gå, så de kan tjene mig,

¹⁴ellers vil jeg denne gang sende alle mine plager mod dig, dine embedsmænd og dit folk, så du må erkende, at der ikke er nogen som mig på hele jorden.

¹⁵For nu kunne jeg have rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med en plage, der ville have udslettet dig fra jorden.

¹⁶Men jeg har ladet dig forblive af denne grund: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt over hele jorden.

¹⁷Du ophøjer stadig dig selv mod mit folk ved ikke at lade dem gå.

¹⁸Derfor vil jeg på denne tid i morgen sende den værste haglstorm, der nogensinde har ramt Egypten, fra den dag det blev grundlagt indtil nu.

¹⁹Udsted nu en befaling om at bringe din husdyrbestand og alt, hvad du har på marken, til et beskyttet sted, for haglen vil falde på enhver person og ethvert dyr, der findes på marken og ikke bringes ind, og de vil dø.’”

²⁰De blandt Faraos embedsmænd, der frygtede Herrens ord, skyndte sig at bringe deres tjenere og deres husdyr indendørs.

²¹Men de, der ignorerede Herrens ord, lod deres tjenere og husdyr blive på marken.

²²Så sagde Herren til Moses: “Ræk din hånd mod himlen, så hagl vil falde over hele Egypten—på mennesker, dyr og hver plante på markerne i Egypten.”

²³Da Moses rakte sin stav mod himlen, sendte Herren torden og hagl, og ild løb ned til jorden. Således lod Herren hagl regne over Egyptens land.

²⁴Der var hagl, og ild flammede kontinuerligt midt i haglen, den værste storm Egypten havde oplevet, siden det blev en nation.

²⁵Overalt i Egypten slog haglen alt på markerne—både mennesker og dyr; den slog hver plante ned og knuste hvert træ.

²⁶Det eneste sted, det ikke haglede, var i landet Goshen, hvor israelitterne boede.

²⁷Så tilkaldte Farao Moses og Aron. “Jeg har syndet denne gang,” sagde han til dem. “Herren har ret, og jeg og mit folk har uret.

²⁸Bed til Herren, for der har været nok af Guds torden og hagl. Jeg vil lade jer gå; I behøver ikke blive længere.”

²⁹Moses svarede: “Så snart jeg forlader byen, vil jeg række mine hænder ud til Herren; tordenen vil ophøre, og der vil ikke være mere hagl, så du må erkende, at jorden tilhører Herren.

³⁰Men jeg er klar over, at du og dine embedsmænd stadig ikke holder Herren Gud i ærefrygt.”

³¹(Lin og byg blev ødelagt, da byggen var i aks, og linen stod i blomst.

³²Men hveden og spelt blev ikke ødelagt, fordi de modner senere.)

³³Så forlod Moses Farao og gik ud af byen. Han rakte sine hænder ud til Herren; tordenen og haglen ophørte, og regnen faldt ikke længere på jorden.

³⁴Da Farao så, at regnen, haglen og tordenen var stoppet, syndede han igen: han og hans embedsmænd forhærdede deres hjerter.

³⁵Så Faraos hjerte blev forhærdet, og han lod ikke israelitterne gå, som Herren havde talt gennem Moses.