2 Mosebog 8

¹Så talte Herren til Moses: “Gå til Farao og sig til ham: ‘Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan tjene mig.

²Men hvis du nægter at lade dem gå, vil jeg bringe en plage af frøer over hele dit land.

³Nilen vil vrimle med frøer, som vil komme op og gå ind i dit palads, dit soveværelse og din seng, og ind i dine embedsmænds og dit folks huse, og ind i dine ovne og dejtrug.

⁴Frøerne vil invadere dig, dit folk og alle dine embedsmænd.’”

⁵Så sagde Herren til Moses: “Instruer Aron: ‘Ræk din hånd ud med din stav over floderne, bækkene og dammene, og lad frøer komme op over Egyptens land.’”

⁶Så rakte Aron sin hånd ud over Egyptens vande, og frøer kom op og dækkede landet.

⁷Men troldmændene gjorde det samme med deres hemmelige kunster og bragte frøer op over Egyptens land.

⁸Farao kaldte på Moses og Aron og sagde: “Bønfald Herren om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg lade dit folk gå for at ofre til Herren.”

⁹Moses sagde til Farao: “Jeg overlader til dig æren af at bestemme, hvornår jeg skal bede for dig, dine embedsmænd og dit folk, så frøerne kan fjernes fra dig og dine huse og kun blive tilbage i Nilen.”

¹⁰Farao svarede: “I morgen.” Moses sagde: “Det skal ske, som du siger, så du kan vide, at der ikke er nogen som Herren vor Gud.

¹¹Frøerne vil forlade dig, dine huse, dine embedsmænd og dit folk; de vil kun blive tilbage i Nilen.”

¹²Efter at Moses og Aron havde forladt Farao, råbte Moses til Herren angående frøerne, som Han havde påført Farao.

¹³Og Herren gjorde, som Moses bad om. Frøerne døde i husene, gårdene og markerne.

¹⁴De blev samlet i dynger, og landet stank af dem.

¹⁵Men da Farao så, at der var lettelse, forhærdede han sit hjerte og lyttede ikke til Moses og Aron, som Herren havde sagt.

¹⁶Så sagde Herren til Moses: “Sig til Aron: ‘Ræk din stav ud og slå jordens støv,’ og det vil blive til myg over hele Egyptens land.”

¹⁷De gjorde dette, og da Aron rakte sin hånd ud med staven og slog jordens støv, kom der myg på mennesker og dyr. Alt støvet over hele Egyptens land blev til myg.

¹⁸Troldmændene forsøgte at frembringe myg ved deres hemmelige kunster, men de kunne ikke. Der var myg på mennesker og dyr overalt.

¹⁹Troldmændene sagde til Farao: “Dette er Guds værk.” Men Faraos hjerte var stædigt, og han ville ikke lytte, som Herren havde sagt.

²⁰Så sagde Herren til Moses: “Stå tidligt op om morgenen og konfronter Farao, når han går til floden, og sig til ham: ‘Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan tjene mig.

²¹Hvis du nægter at lade mit folk gå, vil jeg sende sværme af fluer over dig, dine embedsmænd, dit folk og ind i dine huse. Egypternes huse vil være fulde af fluer, og selv jorden vil være dækket af dem.

²²Men på den dag vil jeg sætte Goshen-landet, hvor mit folk bor, til side, så der ikke vil være nogen sværme af fluer, så du vil vide, at jeg, Herren, er i dette land.

²³Jeg vil vise en forskel mellem mit folk og dit folk. Dette tegn vil ske i morgen.’”

²⁴Og Herren gjorde således. Tætte sværme af fluer kom ind i Faraos palads og ind i hans embedsmænds huse; overalt i Egypten blev landet ødelagt af fluerne.

²⁵Så kaldte Farao på Moses og Aron og sagde: “Gå, ofre til jeres Gud her i dette land.”

²⁶Men Moses sagde: “Det ville ikke være rigtigt. De ofre, vi bringer Herren vor Gud, ville være afskyelige for egypterne. Hvis vi bringer ofre, der er afskyelige i deres øjne, vil de så ikke stene os?

²⁷Vi må tage en tre dages rejse ud i ørkenen for at bringe ofre til Herren vor Gud, som Han har befalet os.”

²⁸Farao sagde: “Jeg vil tillade jer at gå og bringe ofre til Herren jeres Gud i ørkenen, men I må ikke gå for langt. Nu, bed venligst for mig.”

²⁹Moses svarede: “Så snart jeg forlader dig, vil jeg bede til Herren, og i morgen vil fluerne forlade Farao, hans embedsmænd og hans folk. Lad kun Farao være sikker på ikke at handle svigefuldt igen ved ikke at lade folket gå for at bringe ofre til Herren.”

³⁰Moses forlod derefter Farao og bad til Herren,

³¹og Herren gjorde, som Moses bad om. Fluerne forlod Farao, hans embedsmænd og hans folk; ikke en flue blev tilbage.

³²Alligevel forhærdede Farao sit hjerte endnu en gang, og han lod ikke folket gå.