2 Mosebog 5

¹Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: “Så siger Herren, Israels Gud: ‘Lad mit folk gå, så de kan holde en fest for mig i ørkenen.’”

²Farao svarede: “Hvem er Herren, at jeg skulle lytte til hans stemme og lade Israel gå? Jeg kender ikke Herren, og desuden vil jeg ikke lade Israel gå.”

³De svarede: “Hebræernes Gud har mødt os. Lad os venligst rejse tre dage ind i ørkenen for at ofre til Herren vores Gud, for at han ikke skal slå os med pest eller sværd.”

⁴Men Egyptens konge sagde til dem: “Moses og Aron, hvorfor distraherer I folket fra deres opgaver? Vend tilbage til jeres arbejde!”

⁵Farao fortsatte: “Se, folket i landet er nu mange, og I vil have dem til at ophøre med deres arbejde!”

⁶Samme dag udstedte Farao en befaling til arbejdslederne og formændene, der havde ansvaret for folket:

⁷“I skal ikke længere forsyne folket med halm til at lave mursten som før; lad dem selv samle halm.

⁸Men I skal stadig kræve, at de producerer den samme mængde mursten som tidligere; reducer det ikke. De er dovne, og det er derfor, de råber: ‘Lad os gå og ofre til vores Gud.’

⁹Gør arbejdet mere byrdefuldt for mændene, så de fortsætter med at arbejde og ikke lægger mærke til løgne.”

¹⁰Så gik arbejdslederne og formændene ud og informerede folket: “Dette er, hvad Farao siger: ‘Jeg vil ikke forsyne jer med halm.

¹¹Gå og saml halm til jer selv, hvor I kan finde det, men jeres arbejdsbyrde vil ikke blive mindsket det mindste.’”

¹²Således spredte folket sig over hele Egypten for at samle stubbe til halm.

¹³Arbejdslederne pressede dem og sagde: “Færdiggør jeres daglige arbejdsopgave, ligesom da I havde halm.”

¹⁴Faraos arbejdsledere slog de israelitiske formænd, de havde udpeget, og krævede: “Hvorfor har I ikke opfyldt jeres kvote af mursten hverken i går eller i dag, som før?”

¹⁵Så gik de israelitiske formænd og bad Farao: “Hvorfor behandler du dine tjenere på denne måde?

¹⁶Dine tjenere får ingen halm, men de siger til os: ‘Lav mursten!’ Og se, dine tjenere bliver slået, men skylden ligger hos dit eget folk.”

¹⁷Men Farao sagde: “I er dovne, meget dovne; det er derfor, I siger: ‘Lad os gå og ofre til Herren.’

¹⁸Gå nu og arbejd; I vil ikke få nogen halm, men I skal levere den fulde kvote af mursten.”

¹⁹De israelitiske formænd indså, at de var i en vanskelig situation, da de fik at vide: “I må ikke reducere jeres daglige kvote af mursten.”

²⁰Da de gik fra Farao, mødte de Moses og Aron, der ventede på dem.

²¹Og de sagde til dem: “Må Herren se på jer og dømme jer, for I har gjort os afskyelige i Faraos og hans embedsmænds øjne, og lagt et sværd i deres hånd til at dræbe os.”

²²Moses vendte tilbage til Herren og sagde: “Herre, hvorfor har du bragt ulykke over dette folk? Hvorfor sendte du mig?

²³Siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han bragt skade over dette folk, og du har slet ikke udfriet dit folk.”