2 Mosebog 4

¹Moses svarede: "Hvad nu, hvis de ikke tror mig eller lytter til mine ord og siger: 'Herren har ikke vist sig for dig'?"

²Herren spurgte ham: "Hvad er det, du har i hånden?" Han svarede: "En stav."

³Herren befalede: "Kast den på jorden." Så kastede Moses den, og den blev til en slange, hvilket fik ham til at flygte fra den.

⁴Så sagde Herren til Moses: "Ræk din hånd ud og tag den i halen." Så rakte han hånden ud, greb den, og den blev til en stav i hans hånd.

⁵"Dette er for at de skal tro, at Herren, deres forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—har vist sig for dig."

⁶Herren sagde derefter: "Stik din hånd ind i din kappe." Moses stak hånden ind, og da han trak den ud, var den spedalsk, hvid som sne.

⁷"Stik nu din hånd tilbage i din kappe," befalede Han. Moses gjorde det, og da han tog den ud, var den genoprettet som resten af hans kød.

⁸Herren fortsatte: "Hvis de ikke tror dig eller lægger mærke til det første tegn, kan det være, at de tror det andet.

⁹Men hvis de ikke engang tror disse to tegn eller lytter til dig, så tag noget vand fra Nilen og hæld det på den tørre jord. Det vand, du tager, vil blive til blod på jorden."

¹⁰Moses sagde til Herren: "Åh, min Herre, jeg har aldrig været veltalende, hverken før eller siden du har talt til din tjener. Jeg er tung i tale og tunge."

¹¹Herren svarede: "Hvem har skabt menneskets mund? Hvem gør en stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren?

¹²Gå nu; jeg vil være med din mund og vil lære dig, hvad du skal sige."

¹³Men Moses bad: "Åh, min Herre, send venligst en anden."

¹⁴Så blev Herrens vrede optændt mod Moses, og Han sagde: "Hvad med din bror Aron levitten? Jeg ved, han taler godt. Han er allerede på vej for at møde dig, og han vil blive glad for at se dig.

¹⁵Du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund; jeg vil være med jer begge, når I taler, og vil instruere jer i, hvad I skal gøre.

¹⁶Han vil tale til folket for dig, og det vil være, som om han var din mund, og du var Gud for ham.

¹⁷Men bær denne stav i din hånd, med den skal du udføre tegnene."

¹⁸Moses vendte derefter tilbage til Jetro, sin svigerfar, og sagde: "Lad mig venligst vende tilbage til mit folk i Egypten for at se, om de stadig er i live." Jetro svarede: "Gå i fred."

¹⁹Nu havde Herren sagt til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Egypten, for alle de, der søgte dit liv, er døde."

²⁰Så tog Moses sin kone og sine sønner, satte dem på et æsel og drog til Egypten, med Guds stav i sin hånd.

²¹Herren instruerede Moses: "Når du vender tilbage til Egypten, udfør for Farao alle de undere, jeg har givet dig magt til at gøre. Dog vil jeg forhærde hans hjerte, så han ikke vil lade folket gå.

²²Så skal du sige til Farao: 'Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn,

²³og jeg har sagt til dig: "Frigiv min søn, så han kan tilbede mig." Men du nægtede at lade ham gå; derfor vil jeg tage din førstefødte søns liv.'"

²⁴På et herberg under rejsen mødte Herren Moses og søgte at dræbe ham.

²⁵Men Zippora tog en flintkniv, skar sin søns forhud af og rørte Moses' fødder med den, idet hun sagde: "Du er en blodbrudgom for mig."

²⁶Så lod Herren ham være. På det tidspunkt sagde hun "blodbrudgom," med henvisning til omskærelsen.

²⁷Herren instruerede Aron: "Gå ud i ørkenen for at møde Moses." Så han gik og mødte ham ved Guds bjerg og hilste ham varmt.

²⁸Moses fortalte Aron alle de ord, Herren havde sendt ham med, og alle de tegn, Han havde befalet ham at udføre.

²⁹Moses og Aron samlede derefter alle Israels ældste,

³⁰og Aron viderebragte alle de ord, Herren havde talt til Moses. Han udførte også tegnene for folkets øjne,

³¹og folket troede. Da de hørte, at Herren havde omsorg for dem og havde set deres lidelse, bøjede de sig og tilbad.