Ezekiels Bog 11

¹Ånden løftede mig op og bragte mig til østporten af Herrens hus, som vender mod øst. Der, ved indgangen til porten, var femogtyve mænd, og blandt dem bemærkede jeg Jaazania, Azurs søn, og Pelatja, Benajas søn, folkets ledere.

²Han sagde til mig: “Menneskesøn, det er de mænd, der udtænker ondskab og giver onde råd i denne by.

³De siger: ‘Er det ikke tid til at bygge huse? Denne by er gryden, og vi er kødet i den.’

⁴Således, tal profetier imod dem; profeter, menneskesøn.”

⁵Så kom Herrens Ånd over mig, og Han instruerede mig til at sige: “Dette siger Herren: Dette er, hvad I tænker, Israels hus, men jeg kender jeres tanker.

⁶I har dræbt mange i denne by og fyldt dens gader med døde.

⁷Derfor siger den Suveræne Herre: De kroppe, I har lagt i byen, er kødet, og denne by er gryden, men jeg vil bringe jer ud af den.

⁸I frygter sværdet, og sværdet er, hvad jeg vil bringe over jer, erklærer den Suveræne Herre.

⁹Jeg vil bringe jer ud af byen og overgive jer til fremmede og udføre domme imod jer.

¹⁰I vil falde for sværdet, og jeg vil dømme jer ved Israels grænser. Så skal I vide, at jeg er Herren.

¹¹Denne by vil ikke være en gryde for jer, og I vil ikke være kødet i den; jeg vil dømme jer ved Israels grænser.

¹²Og I skal vide, at jeg er Herren, for I har ikke fulgt mine vedtægter eller holdt mine love, men har tilpasset jer skikkene hos de nationer, der er omkring jer.”

¹³Mens jeg profeterede, døde Pelatja, Benajas søn. Jeg faldt på mit ansigt og råbte højt: “Ak, Suveræne Herre! Vil du fuldstændig ødelægge Israels rest?”

¹⁴Så nåede et budskab fra Herren mig:

¹⁵“Menneskesøn, dine brødre, dine slægtninge, dine med-eksilerede, og hele Israels hus, alle dem, er dem, som Jerusalems indbyggere har sagt om, ‘Hold jer langt fra Herren; dette land er blevet givet til os som vores ejendom.’

¹⁶Derfor sig: ‘Dette siger den Suveræne Herre: Selvom jeg har sendt dem langt væk blandt nationerne og spredt dem blandt landene, har jeg været en helligdom for dem i et lille stykke tid i de lande, hvor de er gået.’

¹⁷Derfor sig: ‘Dette siger den Suveræne Herre: Jeg vil samle jer fra folkene og bringe jer tilbage fra de lande, hvor I er blevet spredt, og jeg vil give jer Israels land.’

¹⁸Når de vender tilbage, vil de fjerne alle dets afskyelige ting og vederstyggeligheder.

¹⁹Jeg vil give dem et samlet hjerte og lægge en ny ånd i dem; jeg vil fjerne deres stenhjerte og give dem et kødhjerte.

²⁰Så vil de følge mine vedtægter og være omhyggelige med at overholde mine forordninger. De vil være mit folk, og jeg vil være deres Gud.

²¹Men for dem, hvis hjerter forfølger deres afskyelige ting og vederstyggeligheder, vil jeg bringe deres adfærd ned over deres egne hoveder, erklærer den Suveræne Herre.”

²²I det øjeblik udstrakte keruberne, med hjulene ved siden af dem, deres vinger, og Israels Guds herlighed var over dem.

²³Herrens herlighed steg op fra byen og stod over bjerget øst for den.

²⁴Ånden løftede mig op og bragte mig til de landflygtige i Kaldæa, i det syn, der blev givet af Guds Ånd. Så forlod det syn, jeg havde set, mig,

²⁵og jeg fortalte de landflygtige alle de ting, som Herren havde åbenbaret.