Ezekiels Bog 33

¹Herrens budskab kom til mig og sagde:

²"Menneskesøn, tal til dine landsmænds sønner og sig til dem: 'Hvis jeg bringer et sværd over et land, og folkene i landet udvælger en mand blandt dem og udnævner ham til deres vægter,

³og han ser sværdet komme over landet og blæser i trompeten for at advare folket,

⁴så hvis nogen hører lyden af trompeten men ikke tager advarslen, og sværdet kommer og tager ham bort, vil hans blod være på hans eget hoved.

⁵Han hørte lyden af trompeten men tog ikke advarslen; hans blod vil være på ham selv. Hvis han havde taget advarslen, ville han have reddet sit liv.

⁶Men hvis vægteren ser sværdet komme og ikke blæser i trompeten, og folket ikke bliver advaret, og sværdet kommer og tager en person bort, bliver han taget bort for sin uret, men jeg vil holde vægteren ansvarlig for hans blod.'

⁷"Nu hvad angår dig, menneskesøn, har jeg udnævnt dig til en vægter for Israels hus; så hør det ord, jeg taler, og giv dem en advarsel fra mig.

⁸Når jeg siger til den onde, 'Du onde person, du vil sikkert dø,' og du ikke taler for at advare den onde fra hans vej, skal den onde person dø for sin synd, men jeg vil holde dig ansvarlig for hans blod.

⁹Men hvis du advarer den onde person om at vende sig fra sine veje, og han ikke gør det, vil han dø for sin synd, men du vil have reddet dit liv.

¹⁰"Nu hvad angår dig, menneskesøn, sig til Israels hus, 'Dette er hvad I siger: "Vore overtrædelser og synder tynger os, og vi svinder hen i dem. Hvordan kan vi da overleve?"'

¹¹Sig til dem, 'Så sandt jeg lever, erklærer den suveræne Herre, jeg har ikke behag i den ondes død, men snarere at den onde vender om fra sine veje og lever. Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?'

¹²"Derfor, menneskesøn, sig til dine medborgere, 'Den retfærdiges retfærdighed vil ikke redde ham på hans overtrædelses dag, og hvad angår den ondes ondskab, vil han ikke falde på grund af den den dag, han vender sig fra sin ondskab; ej heller vil en retfærdig person kunne leve ved sin retfærdighed den dag, han begår synd.'

¹³Når jeg siger til den retfærdige, at han vil sikkert leve, og han stoler på sin retfærdighed og begår uretfærdighed, vil ingen af hans retfærdige gerninger blive husket; han vil dø for den uretfærdighed, han har begået.

¹⁴Men når jeg siger til den onde, 'Du vil sikkert dø,' og han vender sig bort fra sin synd og gør, hvad der er ret og rigtigt—

¹⁵hvis han returnerer, hvad han tog i pant for et lån, betaler tilbage, hvad han har stjålet, følger de love, der sikrer liv, og ikke begår uretfærdighed, vil han sikkert leve; han vil ikke dø.

¹⁶Ingen af de synder, han har begået, vil blive husket imod ham. Han har gjort, hvad der er ret og rigtigt; han vil sikkert leve.

¹⁷"Men dine medborgere hævder, 'Herrens vej er ikke retfærdig,' når det er deres egen vej, der ikke er retfærdig.

¹⁸Hvis en retfærdig person vender sig fra sin retfærdighed og gør forkert, vil han dø for det.

¹⁹Men når en ond person vender sig bort fra sin ondskab og gør, hvad der er ret og rigtigt, vil han leve ved at gøre det.

²⁰Alligevel siger I, 'Herrens vej er ikke retfærdig.' Jeg vil dømme hver af jer efter jeres egne veje, Israels hus."

²¹Nu i det tolvte år af vores eksil, på den femte dag i den tiende måned, kom en mand, der var flygtet fra Jerusalem, til mig og sagde, "Byen er blevet taget."

²²Nu havde Herrens hånd været over mig om aftenen, før manden ankom, og Han åbnede min mund, før manden kom til mig om morgenen. Så min mund blev åbnet, og jeg var ikke længere tavs.

²³Så kom Herrens budskab til mig og sagde:

²⁴"Menneskesøn, de, der bor i ruinerne i Israels land, siger, 'Abraham var kun én mand, men han besad landet. Men vi er mange; sikkert er landet givet til os som en besiddelse.'

²⁵Derfor sig til dem, 'Dette siger den suveræne Herre: Da I spiser kød med blodet i det, løfter jeres øjne til jeres afguder og udgyder blod, skulle I så besidde landet?

²⁶I stoler på jeres sværd, I begår vederstyggeligheder, og hver af jer besudler sin nabos hustru. Skulle I så besidde landet?'

²⁷Du skal sige dette til dem: 'Dette siger den suveræne Herre: Så sandt jeg lever, de, der er i ruinerne, vil falde for sværdet, og dem i det åbne felt vil jeg give til de vilde dyr for at blive fortæret, og dem i fæstninger og huler vil dø af pest.

²⁸Jeg vil gøre landet til en øde ødemark, og hendes stolte styrke vil komme til en ende, og Israels bjerge vil være øde, så ingen vil passere igennem.

²⁹Så vil de vide, at jeg er Herren, når jeg har gjort landet til en øde ødemark på grund af alle de vederstyggeligheder, de har begået.'

³⁰"Men hvad angår dig, menneskesøn, dine medborgere, der taler med hinanden om dig ved murene og i husenes døråbninger, siger til hinanden, 'Kom og hør det budskab, der er kommet fra Herren.'

³¹Og de kommer til dig, som folk kommer, og sidder foran dig som mit folk og hører dine ord, men de sætter dem ikke i praksis. Deres munde taler om kærlighed, men deres hjerter søger uretfærdig vinding.

³²Faktisk er du for dem som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller et instrument godt, for de hører dine ord men sætter dem ikke i praksis.

³³Så når det sker—som det sikkert vil—så vil de vide, at en profet har været blandt dem."